Når undervisere bliver systemets kanonføde

Du træder ind i undervisningslokalet med forventningen hængende i luften. De studerende kigger op. De regner med dig.

Engang betød det, at du kom med faglig tyngde, overblik og tid til fordybelse. At du havde forberedt dig, fordi det var dit arbejde – og din stolthed.

I dag er rygsækken tung af noget andet. Møder uden formål. Evalueringer uden konsekvens. Dokumentation, der aldrig skal bruges – men alligevel skal laves.

Og mens du forsøger at samle dig, mærker du sveden i håndfladerne. For om lidt skal du undervise i et fag, du knap selv har haft tid til at forstå. Ikke fordi du ikke vil. Men fordi tiden forsvandt i alt det, der ikke er undervisning.

Du ved, hvad der forventes: At du leverer. At du smiler. At det ser let ud.

Spørgsmålet melder sig stille: Hvordan er det kommet hertil?

Svaret er brutalt enkelt: Fordi du ikke sagde nej. Og fordi du allerede ved, at du heller ikke tør næste gang.

Velkommen til professionshøjskolernes virkelighed.

Her handler undervisning ikke længere primært om faglighed og fordybelse, men om forestillinger om kvalitet på papiret. Og om en konstant produktion af data og dokumentation, der sjældent finder vej tilbage til praksis.

Stressforskningen er klar: Når balancen mellem krav og kontrol bryder sammen, bliver mennesker syge. Høje arbejdskrav, utilstrækkelig støtte og uklare roller er en veldokumenteret opskrift på stress.

Det er præcis den cocktail, professionshøjskolerne serverer deres undervisere, dag efter dag.

Systemet kræver alt, men giver intet tilbage. Underviseren forventes at være en schweizerkniv: underviser, forsker, udvikler, evaluator. Men når knivens blade bliver sløve, stopper maskinen ikke. Den kører videre. For den er ikke bygget til mennesker – men til produktivitet og image.

"De store ord og den lille virkelighed"

Visionerne er smukke. "Uddannelser, der mærkes" og "Styrkede arbejdsfællesskaber."

Det er sætninger, der kunne få selv den mest kyniske underviser til at tro på projektet. Men virkeligheden? Den lyder ikke som visionerne. Den lyder som baggrundsstøj. Kvalitetspolitikken lover "mindre bureaukrati" og "fokus på kerneopgaven."

Men i stedet drukner undervisere i skemaer, kontrolprocedurer og endeløse administrative opgaver, der gang på gang alligevel skal laves om, for så lige at blive lavet om igen.

Hver tjekliste er en påmindelse om, at systemet ikke har forstået, hvad der virkelig skaber læring. Læring sker ikke gennem en forpustet underviser, der står klokken 09:05 med sin sjette kop kaffe i hånden og bliver spurgt af en bekymret studerende: "Er du okay?" Læring sker gennem nærvær, oprigtighed, dialog og tid til fordybelse.

Men hvornår blev du sidst spurgt om, hvad der egentlig sker i undervisningslokalet? Hvornår blev der sidst lyttet til, hvad de studerende faktisk har brug for?

I stedet bliver alt til et spil om effektivitet. Ikke fordi det giver mening, men fordi det ser godt ud på papiret og opretholder systemets image.

Og her ligger problemet: Systemet kræver, at alt kan måles og vejes. Du skal være både nærværende og effektiv, både kreativ og målstyret. Men du kan ikke være begge dele. Når alt skal prioriteres, bliver intet prioriteret. Og når alt er vigtigt, bliver ingenting vigtigt. Det er som om, vi har glemt, hvad professionshøjskolerne egentlig er sat i verden for.

Når frygten styrer showet

Men det handler ikke kun om dissonansen mellem de flotte visioner og den grå virkelighed. Det handler i høj grad også om frygt.

Frygten for at fejle. Frygten for at falde bagud. Frygten for at miste sit job. Frygten har indtaget tronen i professionshøjskolernes maskinrum, og vi arbejder ikke længere ud fra passion – men ud fra panik.

Når optagelsestallene falder, og effektivisering bliver dagens mantra, breder usikkerheden sig som en tung skygge over arbejdspladsen.

Ingen ønsker at være "den svage". Ingen vil være den, der ikke kan følge med. Så vi siger ja. Til flere opgaver, flere deadlines, flere møder. Vi bilder os selv ind, at det er for systemets skyld, for teamets skyld – måske endda for de studerendes skyld.

Men i virkeligheden siger vi ja af frygt. Frygten for at blive den næste i rækken af sygemeldinger. Eller endnu værre: den næste i rækken af afskedigelser.

Denne frygt er subtil, men allestedsnærværende. Den sniger sig ind i vores tanker, når vi skal prioritere, og den får os til at acceptere det uacceptable. Vi tager opgaver på os, vi ikke er kvalificerede til. Vi arbejder længere timer, end vi burde. Vi strækker os til det yderste – ikke for at udmærke os, men for at undgå at skille os ud på den forkerte måde. Frygten bliver en konstant følgesvend, og i stedet for at finde styrke i fællesskabet krymper vi os hver for sig.

Professionshøjskolernes sygemeldinger er ikke bare tal i en statistik. De er fortællinger om mennesker, der har givet alt og fået intet tilbage. De er vidnesbyrd om et system, der fortsætter med at kræve, selv når der ikke er mere at give. Vi taler ofte om trivsel og arbejdsmiljø som abstrakte begreber. Men bag hvert sygemeldingsskema gemmer der sig en underviser, der engang gik på arbejde med passion og stolthed – og som nu blot er en blandt flere forkrampede fodnoter i systemets evige jagt på mere.

Fra korthus til fundament: Et kald til handling

Hvis professionshøjskolerne virkelig vil skabe "uddannelser, der mærkes," må de starte med at skabe arbejdspladser, der holder. Hvordan kan man bygge noget meningsfuldt, når fundamentet er lavet af papir? I dag forsøger systemet at rejse skyskrabere af ambitioner og forventninger, men det overser, at ingen struktur kan stå, hvis de bærende vægge – underviserne – vakler. Hver ny opgave, hvert ekstra krav, lægges som en sten i rygsækken på dem, der allerede bærer systemet på deres skuldre.

Det er tid til at stille de store spørgsmål: Hvad vil vi egentlig med professionshøjskolerne? Hvad er undervisernes kerneopgave? Er det virkelig høje arbejdskrav, utilstrækkelig støtte og uklare rollebeskrivelser og frygt, der skal definere succesen? Eller er det faglighed, passion, stolthed og trivsel, der bør stå i centrum? Skal vi blive ved med at løse ligegyldige opgaver, der fjerner fokus fra undervisernes kerneopgave? Eller skal vi prioritere det, der faktisk skaber værdi – nærværende undervisning, kollegial sparring og et bæredygtigt arbejdsmiljø?

Systemet kan ikke længere forvente uendelig produktivitet uden at give noget tilbage. Vi har brug for ledelse, der tør prioritere, tør sige fra og tør sætte mennesker før maskiner. Vi skal tilbage til kernen – måske endda brænde det hele ned og starte forfra. Hvis vi ønsker at uddanne dygtige og reflekterende fagfolk, må vi starte med at skabe arbejdsforhold, der fremmer de samme kvaliteter blandt underviserne.

Det er nemlig ikke kun underviserne, der lider under den nuværende struktur. Det gør de studerende også. De mærker den manglende tid, fraværet af ro og refleksion, og de mærker, når deres undervisere er pressede til det yderste. Studerende er ikke blot modtagere af undervisning; de er spejle af det arbejdsmiljø, deres undervisere befinder sig i. Når vi taler om "uddannelser, der mærkes," må vi også spørge: Mærkes af hvem? Og hvordan? Hvis det er stress og udmattelse, der mærkes, så har vi fejlet.

At rive korthuset ned betyder ikke at opgive ambitionerne, men at bygge på et fundament, der kan bære dem. Vi kan ikke længere bede underviserne om at præstere som maskiner og samtidig forvente, at de skaber menneskelige professionelle. Ambitionerne om fremtidens faglighed og innovation kan kun realiseres, hvis de bæres af et system, der værdsætter og understøtter menneskene bag.

Det er tid til at skabe en arbejdsplads, hvor trivsel ikke er en luksus, men en nødvendighed. Hvor undervisere ikke bare overlever, men trives. Hvor tiden til fordybelse og refleksion prioriteres over endnu en unødvendig arbejdsopgave. For i sidste ende er det ikke systemet, der sikrer fremtiden – det er de mennesker, der udgør det.

Professionshøjskolerne kan kun stå stærkt, hvis fundamentet er solidt. Og det fundament begynder med underviserne.