Tidligere museumsdirektør skammer sig: Jeg har også skumlet over, hvor mange penge de andre havde

En gang inviterede jeg en mand, jeg syntes var sjov, til at holde en festtale til en forsamling af 65 fagfolk, som alle havde samme uddannelsesmæssige baggrund.

Manden holdt sin tale, og særligt en anekdote fik mig til at le højt. Det var den om, hvordan man allerede i børnehavens sandkasse kunne spotte det barn, som i voksenlivet ville vælge den faglighed alle i salen (minus taleren og jeg selv) besad. Svaret var, at det var det barn, som sad med fingeren i sin egen navle.

Kun min latter gjaldede i salen. Forsamlingen forstummede, og de fleste syntes faktisk, taleren var mega uforskammet.

Ikke værdsat nok

Uforskammet eller ej. Han havde ret. Og det ville han nok også have haft, hvis talen var holdt for en anden gruppe med en anden faglighed. Men anekdoten siger noget om, hvordan vi – når vi betragter kulturbranchen indefra – har tendens til både at tage os selv og branchen meget, meget alvorligt. Og ofte har en oplevelse af, at andre brancher og fagligheder ikke forstår os. Vi er simpelthen ikke værdsat nok.

Som mangeårig ansat i kulturbranchen kan jeg i den grad genkende den opfattelse. Jeg har ikke tal på, hvor mange debatter, foredrag og snørklede forsøg på debatindlæg jeg har stiftet bekendtskab med fra mennesker, der arbejder i kulturens tjeneste, hvor oplevelsen af at føle sig misforstået, ikke værdsat og måske endda gjort tavse har været hovedbudskabet.

Alle andre har det let

Jeg ved det, fordi jeg selv har været en af dem.

Jeg har også stået i hjørnet til konferencer, folkemøder og receptioner og skumlet over, hvor mange penge de havde henne i finanssektoren, hvor meget shine en tilfældig politiker kunne opnå i medier med et kontroversielt og lidt dumt udsagn, eller hvordan en eller anden erhvervstype igen og igen blev udpeget af en eller anden minister til noget vigtigt.

Alt imens alle vi fra kulturens verden stod ovre i hjørnet og bare ventede på at blive opdaget. Bare ventede på at få lov til at træde ind i spotlyset og sige noget klogt og småakademisk om, hvorfor kunst og kultur er sammenhængskraften i vores samfund.

Masser af respekt

Men sådan spiller klaveret altså ikke. Det ved jeg nu, hvor jeg er trådt ud på den anden side og derfor kan løfte blikket bare en smule. Jeg arbejder i dag for mig selv og har kunder fra ikke bare kulturverdenen. Den afstand til min gamle branche, som mit jobskifte har medført, kalder på selvransagelse.

Mest overraskende har det været at opleve, at mennesker fra andre sektorer i samfundet faktisk både respekterer og værdsætter kulturbranchen og det arbejde, der bliver lavet der.

Bevares, det er ikke altid, at eksperimentel dans, ny poesi eller installationskunst er det første, der fremhæves i de samtaler, jeg nu er heldig at have med mennesker fra andre brancher.

Men jeg har altså ikke mødt en eneste, som ikke synes, vi som samfund skal støtte kunst og kultur, at vores børn skal møde det kreative, fra de er helt små, eller at vi i vores byrum og i offentlige bygninger skal prioritere at give mennesker kunstneriske kvalitetsoplevelser.

Ikke sjældent har jeg de seneste måneder skammet mig lidt med tilbagevirkende kraft og tænkt, at jeg for længe siden bare skulle have pakket mine fordomme ned og for alvor søgt dialogen på tværs af sektorer i stedet for at vente på, at nogen derude skulle få øje på min branchens fortræffeligheder.