Genopliv OK 18 solidariteten i pensionskampen
Lad os begynde med differentieret pension og derefter og følge op med bedre seniorførtid, styrket arbejdstilsyn, bedre seniortilbud og større investeringer i arbejdsmiljø. Det skriver Jens Jonathan Steen, som er chefredaktør på Netavisen Pio og folketingskandidat for S i et debatindlæg.
Vi har igennem historien skabt store resultater, når vi har satset på solidaritet på tværs af faggrænser, uddannelseslængde og branche. Sådan kunne det også være i kampen for bedre arbejdsmiljø og differentieret pensionsalder.
Man kan efterhånden ikke være i tvivl om, at landets fagforeninger sætter hårdt mod hårdt i diskussionen om tidligere tilbagetrækning, hvor både Dansk Magisterforening, Djøf og Akademikerne uden tøven vender tomlen nedad til differentieret pension.
Jeg ser differentieret pension som en mindre, men dog stadig vigtig del af løsningen.
Vores nuværende pensionsalder er alene baseret på, hvor mange fødselsdage man har afholdt, og ikke på hvor mange år man har tilbragt på arbejdsmarkedet. Det er entydigt til fordel for os med de længste uddannelser. Tømreren eller sosu’en, der starter på arbejdsmarkedet som 19-årig, får et længere arbejdsliv og kortere otium end akademikeren, der typisk indtræder på arbejdsmarkedet i slut-20’erne. Det giver en indbygget skævhed.
Differentieret pension er samtidig en universel løsning, der giver lige mulighed for tidligere tilbagetrækning for alle, der har knoklet ekstra år på arbejdsmarkedet. Den tidligere pension er derfor også en mulighed for alle djøf’ere eller magistre, der er startet på fuld tid i en tidlig alder.
Og konsekvenserne af en tidlig start på arbejdslivet er 100 procent fakta. Det kan tydeligt aflæses på levealder, arbejdsskader, pilleforbrug, ydelsesfordeling og al mulig anden statistik, der berører nedslidning.
Når jeg som fuldblodsakademiker og medlem af Djøf tillader mig at sætte spørgsmålstegn ved akademikerfagforeningernes afvisning af differentieret pension, beskyldte formanden for Dansk Magisterforening, Camilla Gregersen, mig for nylig i Dagbladet Information for at spille folk ud mod hinanden.
Hvis et enkelt kritisk spørgsmål skulle kunne ødelægge den gode stemning, så tror jeg virkelig, at der er behov for at inddrage flere magistre i samtalen. Jeg møder i hvert fald mange cand.scient.pol.er, cand.mag.er og andre akademikere, der deler min undren over den massive modstand.
Og mange af os kan samtidig huske OK 18, hvor lærere, sosu’er og dommerfuldmægtige stod skulder ved skulder i solidaritetens navn. Dengang kæmpede mange faggrupper for rettigheder, der ikke nødvendigvis gavnede dem selv. Men de tog kampen alligevel.
Det er den slags solidaritet, som jeg drømmer om at få genoplivet. Alle løsninger kan ikke altid gavne alle. Vi må starte et sted, og differentieret pension har allerede ageret murbrækker for arbejdsmiljøet. Så lad os tage det første skridt og dernæst følge op med bedre seniorførtid, styrket arbejdstilsyn, bedre seniortilbud og langt større investeringer i arbejdsmiljøet.
Jeg er en stolt akademiker, men jeg ville kun blive mere stolt, hvis akademikerfagforeningerne genfandt OK 18-solidariteten.
Svar
DM arbejder for en værdig tilbagetrækning
Af Camilla Gregersen, formand for Dansk Magisterforening
Det er godt, at en værdig afslutning på arbejdslivet har fået politisk fokus. I Dansk Magisterforening har vi længe været optaget af at skabe bedre muligheder for en værdig tilbagetrækning for dem, der mister arbejdsevnen. Derfor har vi sammen med Ældre Sagen foreslået en kraftigt forbedret løsning om seniorførtidspension. Vores politik er, at alle skal have en værdig exit, før de er slidt ned! Det er solidaritet.
Heldigvis har vi et stærkt fællesskab på tværs af fagbevægelsen. Jeg er helt enig i, at OK 18 viste, hvor stort gennemslag det har, når vi på tværs af fag og uddannelse arbejder for fælles løsninger. Min oplevelse er, at sammenholdet fortsat er stærkt, fx har vi på tværs af fagforeninger og interesseorganisationer i flere år arbejdet tæt sammen om fælles krav til forbedringer af reformen af førtidspension og fleksjob.
Og der er mange andre dagsordener, vi er fælles om i fagbevægelsen. Det gælder ikke mindst velfærdsområdet, som er under massivt pres på grund af den demografiske udvikling og nedskæringer. Øget arbejdspres udfordrer kvaliteten og arbejdsmiljøet for alle ansatte på fx hospitaler og uddannelsesinstitutioner.
Vi skal slet ikke acceptere, at mennesker bliver nedslidte af at gå på arbejde. Desværre er arbejdsmiljøet presset på store dele af arbejdsmarkedet. Derfor er der brug for et større fokus på, hvordan arbejdet indrettes, så alle kan holde til et arbejdsliv med mange gode år – også efter pensionsalderen. Vi ønsker et arbejdsliv med et godt arbejdsmiljø og tid til at løse opgaverne. Det kalder på fælles løsninger for et arbejdsliv i balance.
Man kan efterhånden ikke være i tvivl om, at landets fagforeninger sætter hårdt mod hårdt i diskussionen om tidligere tilbagetrækning, hvor både Dansk Magisterforening, Djøf og Akademikerne uden tøven vender tomlen nedad til differentieret pension.
Jeg ser differentieret pension som en mindre, men dog stadig vigtig del af løsningen.
Vores nuværende pensionsalder er alene baseret på, hvor mange fødselsdage man har afholdt, og ikke på hvor mange år man har tilbragt på arbejdsmarkedet. Det er entydigt til fordel for os med de længste uddannelser. Tømreren eller sosu’en, der starter på arbejdsmarkedet som 19-årig, får et længere arbejdsliv og kortere otium end akademikeren, der typisk indtræder på arbejdsmarkedet i slut-20’erne. Det giver en indbygget skævhed.
Differentieret pension er samtidig en universel løsning, der giver lige mulighed for tidligere tilbagetrækning for alle, der har knoklet ekstra år på arbejdsmarkedet. Den tidligere pension er derfor også en mulighed for alle djøf’ere eller magistre, der er startet på fuld tid i en tidlig alder.
Og konsekvenserne af en tidlig start på arbejdslivet er 100 procent fakta. Det kan tydeligt aflæses på levealder, arbejdsskader, pilleforbrug, ydelsesfordeling og al mulig anden statistik, der berører nedslidning.
Når jeg som fuldblodsakademiker og medlem af Djøf tillader mig at sætte spørgsmålstegn ved akademikerfagforeningernes afvisning af differentieret pension, beskyldte formanden for Dansk Magisterforening, Camilla Gregersen, mig for nylig i Dagbladet Information for at spille folk ud mod hinanden.
Hvis et enkelt kritisk spørgsmål skulle kunne ødelægge den gode stemning, så tror jeg virkelig, at der er behov for at inddrage flere magistre i samtalen. Jeg møder i hvert fald mange cand.scient.pol.er, cand.mag.er og andre akademikere, der deler min undren over den massive modstand.
Og mange af os kan samtidig huske OK 18, hvor lærere, sosu’er og dommerfuldmægtige stod skulder ved skulder i solidaritetens navn. Dengang kæmpede mange faggrupper for rettigheder, der ikke nødvendigvis gavnede dem selv. Men de tog kampen alligevel.
Det er den slags solidaritet, som jeg drømmer om at få genoplivet. Alle løsninger kan ikke altid gavne alle. Vi må starte et sted, og differentieret pension har allerede ageret murbrækker for arbejdsmiljøet. Så lad os tage det første skridt og dernæst følge op med bedre seniorførtid, styrket arbejdstilsyn, bedre seniortilbud og langt større investeringer i arbejdsmiljøet.
Jeg er en stolt akademiker, men jeg ville kun blive mere stolt, hvis akademikerfagforeningerne genfandt OK 18-solidariteten.
Svar
DM arbejder for en værdig tilbagetrækning
Af Camilla Gregersen, formand for Dansk Magisterforening
Det er godt, at en værdig afslutning på arbejdslivet har fået politisk fokus. I Dansk Magisterforening har vi længe været optaget af at skabe bedre muligheder for en værdig tilbagetrækning for dem, der mister arbejdsevnen. Derfor har vi sammen med Ældre Sagen foreslået en kraftigt forbedret løsning om seniorførtidspension. Vores politik er, at alle skal have en værdig exit, før de er slidt ned! Det er solidaritet.
Heldigvis har vi et stærkt fællesskab på tværs af fagbevægelsen. Jeg er helt enig i, at OK 18 viste, hvor stort gennemslag det har, når vi på tværs af fag og uddannelse arbejder for fælles løsninger. Min oplevelse er, at sammenholdet fortsat er stærkt, fx har vi på tværs af fagforeninger og interesseorganisationer i flere år arbejdet tæt sammen om fælles krav til forbedringer af reformen af førtidspension og fleksjob.
Og der er mange andre dagsordener, vi er fælles om i fagbevægelsen. Det gælder ikke mindst velfærdsområdet, som er under massivt pres på grund af den demografiske udvikling og nedskæringer. Øget arbejdspres udfordrer kvaliteten og arbejdsmiljøet for alle ansatte på fx hospitaler og uddannelsesinstitutioner.
Vi skal slet ikke acceptere, at mennesker bliver nedslidte af at gå på arbejde. Desværre er arbejdsmiljøet presset på store dele af arbejdsmarkedet. Derfor er der brug for et større fokus på, hvordan arbejdet indrettes, så alle kan holde til et arbejdsliv med mange gode år – også efter pensionsalderen. Vi ønsker et arbejdsliv med et godt arbejdsmiljø og tid til at løse opgaverne. Det kalder på fælles løsninger for et arbejdsliv i balance.
