Fra medarbejder til medejer: Kooperativer kan gøre arbejdslivet demokratisk

I november inviterede vi – håbefuldt – til stormøde om kooperativer. Det var før coronakrisen ramte Danmark og sendte folk hjem fra arbejde og gjorde situationen for prekært ansatte endnu mere prekær.

Vi syntes, der manglede en opmærksomhed på kooperativernes potentialer, både som alternativ til den dominerende iværksætterfortælling, som levevej for idérige videns- og kulturarbejdere og som fremmer af demokratiet.

Det synes vi stadig.

For krisen udstiller udfordringerne på det prekære arbejdsmarked, mangedobler den usikkerhed, løstansatte lever med, og gør det klart, at der er behov for at afsøge nye – eller genopfinde gamle – måder at organisere sig på. Her kan kooperativerne måske være en del af løsningen.

Aftenen handlede særligt om medarbejderejede kooperativer og om kooperativernes potentialer for videns- og kulturarbejdere, hvis arbejde er kendetegnet ved at være immaterielt i modsætning til det arbejde, der foretages i de fleste kooperative virksomheder, vi kender herhjemme.

Vi var blandt andet nysgerrige på, om skabelsen af kooperativer kan være en del af en løsning på den øgede usikkerhed – og måske endda meningsløshed – mange af os oplever på arbejdsmarkedet. Kan vi ved at danne kooperativer bruge vores specialiserede viden og kompetencer klogere, end vi gør i den endeløse række af løse ansættelser, vi søber rundt i? Eller med det klatarbejde, vi hver især rager til os som freelancere og honorarlønnede?

Værdidrevet arbejde

Selvom vi sjældent stiller spørgsmålstegn ved det, er de fleste af os kun demokratiske deltagere på deltid. Andre end os selv har ledelsesretten – og ofte også den økonomiske fordel – og i den forstand er arbejdspladsen og al den tid, vi tilbringer der, ikke grundlæggende demokratisk.

Cirka den pointe blev fremlagt på aftenen af Søs Bayer, som er forperson for Foreningen til etablering af Det Frie Universitet. Vi havde inviteret Søs til at sige noget om, hvordan andelstanken har inspireret det universitet, foreningen arbejder på at realisere. Det Frie Universitet skal være et uafhængigt og demokratisk andelsuniversitet, som ansatte og studerende ejer i fællesskab.

Vi er tilbøjelige til at give Søs ret. I et demokrati som det danske er det besynderligt, at vi uden videre accepterer en tilsidesættelse af demokratiet i arbejdslivet. Tænk, hvis vi kunne tage de demokratiske værdier, vi er så stolte af, med på arbejde. Det kan man i kooperativerne.

Men inden vi lader os forblænde fuldstændigt af kooperativernes magi, må vi minde os selv om en pointe, Bjarke Friborg bragte til bordet: “De kooperative virksomhedsformer er ikke en erstatning for at have en god forretningsidé”.

Bjarke sidder i bestyrelsen og i beskæftigelsesudvalget i Dansk Magisterforening, og vi havde inviteret ham med til arrangementet for at fortælle om forholdet mellem fagbevægelsen og den kooperative bevægelse.

Bjarke har en pointe, men til gengæld synes vi, de kooperative virksomhedsformer er en helt vildt god erstatning for ideen om, at alle iværksættere skal skalere, ekspandere og sælge deres virksomhed dyrt. Med andre ord mener vi, at skabelsen af kooperativer kan være et alternativ til det eksisterende iværksætterparadigme, som mest af alt privilegerer penge.

Hos kooperativerne er der andre – eller rettere flere – værdier på spil. Selvfølgelig handler det om at skabe en sund forretning, men det skal måles på flere parametre end udelukkende de økonomiske. Trives vi for eksempel i vores arbejdsliv? Har vi medindflydelse? Kan vi holde til arbejdet på lang sigt?

I de medarbejderejede kooperativer følger man det, medarbejderne ønsker, eller som Maj Baltzarsen fra kooperativet Analyse & Tal formulerer det: ”Grundkernen er, at vores arbejde skal være meningsfuldt”.

Det er medarbejderne, der ejer virksomheden, og derfor er det også dem, der sætter kursen, både hvad angår arbejdstid, arbejdsopgaver og arbejdskultur.

Humøret op og lønnen ned

Spørgsmålet er dog, hvordan kooperativerne udmønter de demokratiske værdier i hverdagen, når opgaverne skal leveres, når børnene skal hentes før 16, når medarbejderne bliver uenige, eller når krisen kradser.

Det spørgsmål stillede vi og de øvrige fremmødte også Maj Baltzarsen fra Analyse & Tal. Analyse & Tal er en konsulentvirksomhed, der er stiftet af en gruppe sociologer, og som navnet indikerer bl.a. beskæftiger sig med kvantitative analyser. Altså med immaterielt arbejde.

Hos Analyse & Tal er flotte titler ikke en del af incitamentsstrukturen i virksomheden, ligesom pisk, gulerod og meningsløse hierarkier er skiftet ud med medbestemmelse, ligeværd og tillid. Medarbejderne driver virksomheden med en flad ledelsesstruktur og leder og fordeler arbejdet i fællesskab. I praksis foregår det på ugentlige koordineringsmøder og på månedlige ledelsesmøder.

De har med Majs egne ord valgt at gå den “betonsocialistiske” vej, og den er brolagt med enhedsløn, dvs. at de hverken skelner mellem medarbejdernes evner eller anciennitet. Alle medarbejderne får det samme i løn, hvad enten de er grønskollinger på arbejdsmarkedet eller om de har siddet i den samme stol i 30 år. Det betyder heller ikke noget, om de hiver mange eller få opgaver hjem til virksomheden.

Den kooperative model giver i følge Maj en robusthed, som andre virksomheder ikke har, blandt andet fordi medarbejderne i nedgangsperioder kollektivt kan vælge at gå ned i løn fremfor at fyre. Med et glimt i øjet fortæller hun, at deres motto er “humøret op og lønnen ned”.

Risikerer man at prekarisere sig selv og andre?

En af vores bekymringer er, om den robusthed og fleksibilitet, Maj taler om, har en slagside. Risikerer man at være selvudnyttende, at prekarisere sig selv eller at underbyde andre virksomheder? Hvad gør man fx, hvis man står i en situation, hvor man skal vælge mellem at fyre en medarbejder eller at underbyde andre?

Maj anerkender dilemmaet.

Hun forsikrer, at de ikke vil løndumpe sig selv til et niveau, hvor de ikke kan betale for hus og hjem, og at prissætning er en vanskelig disciplin, som kræver løbende diskussioner og omtanke. Hvordan de reelt vælger, hvem der skal fyres, hvis det bliver aktuelt, er dog omgærdet med en vis mystik. Måske fordi det stadig er et abstrakt spørgsmål, som de ikke har afprøvet i praksis. Grundlæggende går det nemlig rigtig godt for Analyse & Tal, som i dag tæller 17 medarbejdere.

Fagbevægelsen skal skynde sig

Når medarbejderne, som i Analyse & Tal, finder ud af det hele selv, hvad er så fagforeningernes rolle?

Fagforeningerne er normalt dem, der har medarbejdernes ryg. Dem, der er værn mod løntryk og udbytning. Men hvis man både er medarbejder og medejer bliver den klassiske modsætning mellem arbejdsgiver og lønmodtager ophævet, og hvor efterlader det fagforeningerne?

Bjarke Friborg redegjorde for, at fagbevægelsen og den kooperative bevægelse historisk set ikke er to adskilte størrelser og ej heller behøver være det i dag. Han ser et potentiale for, at kooperativerne og fagbevægelsen kan spille sammen, for eksempel når det kommer til understøttelse af opstart, prissætning og konfliktløsning. Der er desuden flere gode eksempler på, at kooperativer, både herhjemme og i udlandet, følger lønninger anvist af fagforeningerne i sammenlignelige brancher.

For os at se er dannelsen af kooperativer et skoleeksempel på selvinitieret organisering, og det må alt andet lige være fagbevægelsens rolle at støtte op om det. Hvis ikke fagbevægelsen gør det, er der formentlig andre, der vil sætte sig på den kooperative dagsorden, hvor der lige nu lader til at være momentum.

Mange har måske bemærket, at Coop igen er begyndt at markedsføre sig på det kooperative, så det er ikke alene hot at være kooperativ, der er også penge i det – og penge at miste for fagforeningerne, hvis de ikke tør udvide og aktualisere deres rolle. Vi ser helst, at fagforeningerne formår at være relevante for deres medlemmer og bibeholder en indflydelsesrig position på arbejdsmarkedet, men det kræver nytænkning og fantasi.

Ingen gylden løsning

Tilbage svæver spørgsmålet om, hvorvidt vi kan stå stærkere i kooperativer, end vi gør som soloselvstændige, freelancere og prekariseringsramte løsarbejdere.

Et forsigtigt svar er ja, men for stiftere af demokratiske virksomheder er der stadig lang vej til at opnå den samme sikkerhed som ansatte i ordinære fuldtidsstillinger på overenskomst nyder godt af. En klar fordel er dog, at man kan bevare sine lønmodtagerrettigheder og gå på dagpenge, hvis lokummet – eller kooperativet – brænder på. Noget, der bestemt ikke er blevet mindre væsentligt i lyset af coronakrisen.

Det alene bør dog ikke være incitamentet for at stifte et kooperativ. Snarere bør fællesskabet, medejerskabet og lysten til at skabe være bærende. Hvis man ikke kan lide lugten af proces, er det nok ikke en god idé at orientere sig mod de kooperative virksomhedsformer.

Vi tror, at kooperativerne, selvom de ikke afhjælper al usikkerheden her og nu, kan være en langsigtet strategi til at skabe mere stabile og bæredygtige arbejdsliv – specielt hvis man sammenligner med livet som soloselvstændig. Men det er ikke en gylden løsning, som alene kan afhjælpe den øgede prekarisering.

Den aften i november kunne vi dog ikke lade være med at blive begejstrede over potentialerne og “fællesskabets banale logik”, som Søs Bayer formulerede det. For det blev et stormøde. Støberiet var fyldt til bristepunktet, og det lader til, at vi ikke er de eneste, der har lyst til mere end et deltidsdemokrati. Det glæder vi os over, nu hvor vi sidder hver for sig.

Vi håber, at krisen kan få flere til at gribe potentialet, og at fagbevægelsen vil spille med. Hvis krisen ender med at bidrage til, at flere kan se en mening i at organisere sig sammen, er der trods alt kommet noget godt ud af den.

Stormødet om kooperativer blev afholdt med støtte fra Kooperationen og Dansk Magisterforening.