De sammensvorne

Den 6. april bragte Politiken et indlæg med overskriften: “Politikerne har bragt de nationale test i en håbløs situation” skrevet af Svend Kreiner, professor emeritus, og 14. maj bringer Politiken en kronik med overskriften “Drop kritikken af de nationale test” forfattet af 32 professorer og lektorer, de fleste fra Aarhus Universitet og fra enten Institut for Statskundskab eller fra Institut for Økonomi.

Jeg selv er pensioneret lektor i pædagogik og modstander af enhver form for test af børn, der er tvunget til at finde sig i at blive testet – alene udtrykket testet er et overgreb på børn. Det er instrumentalistisk sprogbrug.

De 32 professorer og lektorer bringer ét eksempel på, at de også interesserer sig for børnenes egne reaktioner på de voksnes brug af test:
Historien henter de fra Politiken, som “meget følelsesladet” fortæller om “en dygtig pige, som fik 11,2 i snit i gymnasiet”, men som stadig var “påvirket af en oplevelse i 7. klasse, hvor hun fik sit resultat af den nationale test”: “Kroppen blev kold, øjnene slørede, hovedet blev tungt, og blodet suste ned til tæerne (…). Har man lyst til at åbne sin skæbne foran andre mennesker?”

Og så spørger de 32 professorer og lektorer i kor: “Hvem har givet pigen det indtryk, at nationale test afgør hendes skæbne?”

Et tåbeligt spørgsmål. Det har de jo selv: Vi har med “de nationale test faktisk et redskab, der giver udmærkede målinger af elevernes dygtighed og samtidig bidrager til at skabe stærke forskningsresultater, der kommer samfundet og ikke mindst børn og unge til gavn”.

Dermed slutter de 32 professorer deres indlæg og ovenikøbet med et eksempel på, at hele deres professionelle tænkning bygger på en tro på, at man med de nationale test faktisk har et “redskab, der giver udmærkede målinger af elevernes dygtighed og samtidig bidrager til at skabe stærke danske forskningsresultater, der kommer samfundet og ikke mindst børn og unge til gavn”.

Redskab! Endnu et eksempel på instrumentalistisk sprogbrug!

Det er ret usædvanligt, at 32 professorer føler sig nødsaget til at gå til medierne med en erklæring som den i Politikens kronik.

Der må i det mindste have været én, der har taget initiativet. Kan det være Lars Qvortrup? Han skrev i Social Forskning 2/2013: “Fra at være en filosofisk disciplin er uddannelsesforskningen i stigende grad blevet et empirisk orienteret forskningsområde, der – på linje med lægevidenskaben – akkumulerer sikker viden”.

Hvad er der galt med filosofien, hvor der kan skelnes mellem naturvidenskabelig forskning og humanistisk forskning?

I humanistisk forskning er forskeren interesseret i mennesker: Hvad er det særligt karakteristiske ved det at være menneske? Forskningen er idiografisk: Den interesserer sig for det særegne, det unikke, det, som ikke kan være identisk med noget andet.

I naturvidenskabelig forskning er forskeren interesseret i det generelle og almene. Den er nomotetisk: Forskeren leder efter generelle lovmæssigheder.