Vil du læse mere om den offentlige sektor?
Tilmeld dig vores nyhedsopdatering her. Så sender vi dig en mail, når vi skriver noget nyt om den offentlige sektor
Akademikerbladet
Ifølge det ”grønne protokollat” på det statslige område i OK21 skal arbejdspladser finde gode og innovative løsninger på grøn omstilling. Men hvordan drøftelserne nu skal introduceres og varetages, står ifølge Bæredygtig Fagforening dog for mange arbejdspladser fortsat hen i det uvisse. © Foto: Thomas Richter, Unsplash
Hvordan kan de statslige arbejdspladser bidrage med gode løsninger til grønne omstillinger? Det står mange steder fortsat hen i det uvisse.
DM var med til at sikre grønne resultater af overenskomstforhandlingerne for offentlige arbejdspladser i 2021.
Et af resultaterne var det såkaldte ”grønne protokollat” på det statslige område, hvor det konkluderes, at det ”fordrer drøftelser mellem ledelse og medarbejdere på alle niveauer at finde de gode og innovative lokale løsninger på, hvordan de statslige arbejdspladser kan bidrage til den grønne omstilling”.
Hvordan drøftelserne nu skal introduceres og varetages, står dog for mange arbejdspladser fortsat hen i det uvisse.
Selvom OK21-resultatet rummer nogle få konkrete forslag til, hvordan man kan arbejde med bæredygtighed på offentlige arbejdspladser, så har vi endnu til gode at se disse eller andre tiltag for alvor rullet ud.
At indfri klimalovens mål er en enorm udfordring, som kræver, at alle aktører, inklusive alle vores arbejdspladser, bidragerBæredygtig Fagforening
Hvis man skal sætte det lidt firkantet op, så er en oplevelse på mange offentlige arbejdspladser stadig, at de står temmelig alene ikke bare med initiativer til mere omfattende omstillingstiltag, men også med eksekvering af dem.
Med andre ord har de bevingede grønne paragraffer fra OK21 endnu ikke sat sit præg på hverdagen ude på alle arbejdspladserne.
I Bæredygtig Fagforening mener vi, at der findes flere gode måder at gribe omstillingsarbejdet an på ude på de danske arbejdspladser.
Én konkret tilgang er at forankre alle omstillingsambitioner i den danske klimalov, hvor målet er at reducere landets samlede udledning af drivhusgasser med 70 procent senest i 2030.
At indfri klimalovens mål er en enorm udfordring, som kræver, at alle aktører, inklusive alle vores arbejdspladser, bidrager. Brancher, der udleder mest, bør især komme i gang for at kunne reducere omfattende før 2030.
Det er bydende nødvendigt, at der sættes ekstra skub i omstillingen på det danske arbejdsmarked. Fagforeninger som DM har en historisk rolle at spille som progressive kollektive kræfter, som kan være med til at sikre, at danske arbejdspladser bidrager til kommende generationers velfærd. Med OK21 har DM et afsæt med bred tilslutning, som nu skal konkretiseres.
Tilfældet vil, at DM om få måneder afholder sin kongres, hvor det vil være muligt for alle delegerede at afgive deres støtte til en mere ambitiøs grøn linje. Bæredygtig Fagforening foreslår derfor en tilføjelse til organisationens 3-årige arbejdsprogram, som forpligter DM til at indgå alliancer og at arbejde politisk for at alle brancher forpligter sig på at reducere deres udledning af drivhusgasser med minimum 70 procent før 2030 - og meget gerne mere.
Vores forslag er på ingen måde disruptivt, men skal ses som et forsøg på at konkretisere den politiske linje, som DM allerede har forpligtet sig til at handle på, og som i øvrigt flugter med statens overordnede målsætning.
Med en sådan tilføjelse til arbejdsprogrammet vil DM desuden positionere sig som den mest ambitiøse grønne fagforening i Danmark.