Passer du også dine gamle forældre, mens du passer dit job?
Journalist Pernille Siegumfeldt oplever, at fylder meget at have en gammel forældre. Også i arbejdslivet. Nu har hun brug for dine erfaringer til en artikelserie om emnet. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Når forældrene bliver gamle, står børnene med en ny omsorgsopgave. Nu undersøger journalist Pernille Siegumfeldt, hvordan det påvirker arbejdslivet.
I weekenden sad jeg med en flok venner i et sommerhus, og igen, igen kom vi til at tale om vores gamle forældre. Ikke kun med kærlighed, også med stigende bekymring.
I min vennekreds er vi alle gråhårede og 55+. Vi er også i fuld gang på arbejdsmarkedet. Samtidig er en ny omsorgsopgave dukket op i vores liv de senere år, og den fylder hos os alle.
Vi taler om lægebesøg, demens og medicin, der står urørt i skabet. Vi taler om at skulle tage fri, fordi der kommer visitation fra kommunen. Om at tage toget til Hobro fra København en gang om ugen for at hjælpe sin kræftsyge mor. Om at lede efter en bolig, man kan dele med sin far, der ikke kan blive boende på tredje sal, men heller ikke er så dårlig at han får tilbudt en plads på plejehjem.
Vi taler om at hjælpe med personlig pleje, opkald til banken og problemer med IT.
Altid IT.
Det kan også være, at du har fundet på noget genialt, der får hverdagen til at glide? Uanset hvad vil jeg meget gerne høre fra digPernille Siegumfeldt, journalist
Vores gamle forældre har brug for omsorg, støtte og praktisk hjælp i hverdagen. Vi vil gerne hjælpe. Men samtidig står vi også midt i vores eget arbejdsliv, og det kan være svært at finde overskuddet og fleksibiliteten til en opgave, der både koster tid og tilstedeværelse. De gråhårede børn bliver jo heller ikke yngre…
Når det fylder så meget i min venneflok, må det også fylde for andre.
I en række artikler i Akademikerbladet vil jeg undersøge, hvordan det påvirker vores arbejdsliv at være pårørende til ældre familiemedlemmer.
Har du sagt nej til et chefjob, er du gået ned i tid, eller har du måske selv måttet sygemelde dig på grund af dine forældre? Det kan også være, at du har fundet på noget genialt, der får hverdagen til at glide? Uanset hvad vil jeg meget gerne høre fra dig.
Skriv til mig, hvis du har erfaringer, dilemmaer eller løsninger, du gerne vil dele, på min mail psi@dm.dk eller her nedenfor i formularen.