Vil politikerne bremse stigningen i pensionsalderen?
Tiden er inde til et opgør med den stejle stigning i pensionsalderen, mener DM. Her giver to politikere deres bud på, hvordan udviklingen bør håndteres.
I dag er pensionsalderen mindst 70 år for alle født efter 1970, og udviklingen går hurtigere end den forventede levetid.
Derfor bør den kommende regering lempe stigningen i folkepensionsalderen for alle lønmodtagere.
Sådan lyder det fra DMs forperson Janne Gleerup i et opslag på LinkedIn i forbindelse med, at der blev udskrevet Folketingsvalg.
Vi har spurgt Kaare Dybvad fra Socialdemokratiet og Stephanie Lose fra Venstre, hvad de mener om tiltaget, og hvordan de ser på den fremtidige udvikling i pensionsalderen.
Er der brug for et opgør med den stejle stigning i folkepensionsalderen?
Kaare Dybvad (S)
“Vi mener, at det på det lange stræk er bæredygtigt for velfærdssamfundet, at pensionsalderen følger levetiden, men tempoet skal ned. Derfor lægger vi op til at følge Pensionskommissionens anbefaling om, at pensionsalderen fra 2045 kun skal stige cirka halvt så meget som i dag. Pensionsalderen skal stadig stige for alle, men i et langsommere tempo, og dem, der er startet meget tidligt på arbejdsmarkedet, skal have bedre muligheder for at trække sig tidligere tilbage.”
Stephanie Lose (V)
“Vi mener, at der efter valget bliver brug for et nyt nationalt kompromis. Vi er åbne for at diskutere, hvordan det skal se ud, men vi kan ikke kun tale om, hvordan man forlader arbejdsmarkedet. Det skal ske på ryggen af en arbejdslivskommission, der ser på hele arbejdslivet, også de perioder hvor man for eksempel har små børn eller på andre tidspunkter har brug for mere fleksibilitet eller en pause.”
Hvorfor er det vigtigt?
Kaare Dybvad (S)
“Det er vigtigt, fordi vi uanset hvor længe vi lever, allerede har en af de højeste pensionsaldre. Der skal være balance og retfærdighed i systemet. Vi har set i andre lande, at utilfredsheden opstår, når folk ikke kan se retfærdigheden i måden pensionsalderen stiger på, og det skal vi undgå.”
Stephanie Lose (V)
“For Venstre er det helt afgørende, at pensionsalderen stiger, når vi lever længere. Det er en kerne i finansieringen af vores velfærdssamfund, børneinstitutioner, skoler og alt det, vi tager for givet. Derfor tager vi ikke let på at ændre ved stigningen. Det skal gøres økonomisk ansvarligt. Omvendt kan man ikke bare fortsætte som i al fremtid, men vi er meget forsigtige med bare at træffe nye beslutninger i en fart, fordi det er afgørende fundament for dansk økonomi.”
Hvad tænker du om, at pensionsalderen nu stiger hurtigere end den forventede levetid?
Kaare Dybvad (S)
“Det stiger for hurtigt. Vi har i forvejen en høj pensionsalder. Det gælder både den fysiske nedslidning for dem, der arbejder på en byggeplads eller som slagter, og de mange, der er psykisk nedslidte. De kan være ramt af stress eller på anden måde belastet.”
Stephanie Lose (V)
“Vi må se på det hele i et samlet billede i forbindelse med et nyt nationalt kompromis og tage højde for talgrundlaget. Det skal være økonomisk ansvarligt og en fornuftig måde at tænke det på. For os er det desuden vigtigt, at der er økonomiske incitamenter til, at alle, der gerne vil blive og give et nap med, også kan blive, selvom pensionsalderen stiger. Samtidig skal vi tage os værdigt af dem, der er nedslidte og ikke kan arbejde mere.”
Her er de fem tiltag, DM vil have fokus på i en ny regering
- Invester massivt i psykisk arbejdsmiljø
- Rul kandidatreformen tilbage
- Lemp stigningen i folkepensionsalderen for alle lønmodtagere
- Bedre vilkår for studerende
- Styrk de demokratiske rum