Psykolog: “Skærmene får vores arbejdsliv til at virke mindre meningsfyldt”

Vi må tilbage til Jens Vejmand. 

Bag sin lærredsskærm med klude om hånden og læderlap for øjet hugger han i stenene med sin hammer. I frost og kulde. Dag ind. Dag ud. 

Skærmen beskytter ham mod det værste uvejr og får ham igennem arbejdsdagens hårde, monotone arbejde. Et slags værn mod verden omkring ham. 

I dag sidder vi også alle mere eller mindre bag en skærm. Men de telefoniske skærme hjælper os i modsætning til Jens Vejmands skærm ikke med at klare arbejdet. De gør det derimod sværere for os at komme igennem arbejdsdagen.  

De lokker os væk fra det krævende arbejde og frister med konstante stimuli og belønninger, mener erhvervspsykolog Rasmus Lund-Nielsen. 

“Vores telefoner ligger som sådan en slags fristelsesmotor i bukselommen. Den er hele tiden lige ved hånden, og vi ved, at der højst sandsynligt er noget mere interessant eller underholdende at finde på den,” fortæller Rasmus Lund-Nielsen. 

Han har i 10 år undervist i personlighedspsykologi på Københavns Universitet og har nu udgivet boget ’Tetris-effekten - og andre skjulte kræfter, der omformer vores hjerner og samfund’. 

Titlen på bogen refererer til, at en aktivitet sætter sig så meget fast i hjernen, at man bliver ved med at opleve den - selv efter man er stoppet. For eksempel observerede forskere i slutningen af 80’erne, hvordan forsøgspersoner efter mange timers spil blev ved med at se faldende klodser foran deres øjne.  

I bogen beskriver Rasmus Lund-Nielsen, hvordan vores digitale liv gør hjernen mere rastløs, mere lyststyret og dårligere til at håndtere modstand. Resultatet er et arbejdsliv, hvor arbejdsopgaverne føles mere uoverskuelige. 

Hjerner i forrådnelse  

En central pointe for Lund-Nielsen er, at den stigende modstand mod arbejdslivet handler om, at vores hjerner er blevet mindre robuste.  

“Der er ikke meget, der tyder på, at kravene i samfundet er steget voldsomt eller blevet markant mere komplicerede,” siger han, “men vi har mindre mental kapacitet end tidligere, og derfor oplever vi kravene til os som mere krævende.” 

Faktisk er vores hjerner nærmest gået i forrådnelse. De er gået i brainrot, et begreb der i 2024 blev udnævnt til Oxford Word of The Year. Ordet refererer til de mekanismer, der forringer vores mentale modstandskraft, vores kognitive funktionsniveau og giver os en mere lyststyret hjerne.

Rasmus Lund-Nielsen var i sine tidlige teenageår selv offer for det i dag velkendte fænomen. Som 15-årig blev mange af døgnets timer brugt på computerspil foran skærmen. Med tiden klarede han sig dårligere og dårligere i skolen. Det fik ham til at trækket stikket fra det online univers, der havde ham i et fast greb. Når han tænker over det i dag, står det klart, at det havde været langt sværere at komme ud af, hvis smartphonen også havde været opfundet dengang. 

Gennem sin tid som praktiserende psykolog har Rasmus Lund-Nielsen efterhånden mødt et stigende antal af især unge mennesker, der støder på problemer i deres liv. 

“Mange kommer med stresssymptomer eller bekymringer omkring at forløse deres eget potentiale. Det kan for eksempel være i forhold til livsstatus - altså at de ikke er det sted i livet, som de havde håbet på eller regnet med eller at de føler sig fanget i dårlige digitale vaner, der spænder ben for deres realiseringsønsker,” siger han.  

Ofte bunder problemerne i årsager, der opstår bag om ryggen på dem som for eksempel følgevirkningerne af vores digitale liv, påpeger han. 

Det meningsfulde er under pres  

Når vi vænner vores hjerne til konstante stimuli og dopaminkicks giver det god mening, at det klassiske 8-16-arbejde opleves som mere krævende og sværere at udstå end tidligere. 

“Det bliver mere ubehageligt at arbejde, fordi vi har fået en grundlæggende ændret forståelse for, hvad et meningsfuldt arbejde egentligt er,” siger Rasmus Lund-Nielsen.  

“Der er simpelthen blevet skabt for stor en kontrast mellem indholdet af vores arbejde og vores skærme, som vi bruger store dele af vores fritid på.” 

Rasmus Lund-Nielsen argumenterer for, at vi selv er med til at ændre forståelsen af, hvad et meningsfyldt arbejde skal indeholde. Vi er mere styret af lyst end af pligt, og den udvikling accelereres af skærmene.  

“I dag peger mange på, at et arbejde skal være sjovt for at være meningsfyldt, men de fleste kan nok nikke genkendende til, at et arbejde sjældent er sjovt hele tiden. Hvis alle jagter deres egen idé om det meningsfulde arbejde, risikerer vi at skabe et meget individualiseret og ensomt arbejdsliv. Arbejde giver også mening, fordi det kommer andre til gode – ikke kun fordi det er sjovt for os selv.” 

Et mere fleksibelt arbejdsliv 

Når arbejdet føles tungere, stiger behovet for fleksibilitet naturligt.  

Flere ansatte efterspørger for eksempel superflex-dage, og mindre rigide krav til mødetider vinder indpas på arbejdspladserne, påpeger Rasmus Lund-Nielsen. 

Vi taler om fænomener som quiet quitting og FIRE (Financial Independence, Retire Early). Ifølge Lund-Nielsen hænger det direkte sammen med hjernens svækkede kapacitet. 

“Vi ser en tendens med, at mange langsomt glider ud af arbejdslivet, simpelthen fordi hjernen ikke kan levere det, der bliver krævet af arbejdspladsen. Så er det også sværere at være tilfreds, og derfor opleves arbejdet for flere som meningsløst.” 

Stiger over faldlemme 

For Rasmus Lund-Nielsen er det centrale ikke at skrue kravene ned, men at genopbygge hjernens modstandskraft. 

“Vi skal skabe en kultur, hvor vi øver os i at koncentrere os og strenge os an for at overkomme krav. Mange falder ned i en faldlem af rastløshed og overspringshandlinger, fordi det er så tilgængeligt,” siger han. 

Han peger på, at vi må starte med at erkende omfanget af problemet: søvnmangel, konstante notifikationer og den ændrede belønningsstruktur i hjernen. 

“Vi kommer ikke udenom, at vi har tabt nogle generationer undervejs, fordi vi ikke har været opmærksomme nok på effekterne og konsekvenserne af vores digitale liv. For dem bliver det svært at skabe meningen med et langt og krævende arbejdsliv,” siger Rasmus Lund-Nielsen. 

Alligevel er han optimist.  

“Hvis vi kan genoptræne vores evne til fordybelse og skabe rammer, hvor vi ikke hele tiden bliver trukket væk, kan vi genfinde glæden og meningen ved arbejdslivet.” 

Selv vil han fortsat øve sig på at bygge stiger over faldlemme, som overskriften til et af bogens kapitler lyder.