Vil du læse mere om studielivet?
Tilmeld dig vores nyhedsopdatering her. Så sender vi dig en mail, når vi skriver noget nyt om studerendes forhold på studier og arbejdsmarked.
Siden januar 2024 har studerende på det fynske universitet haft mulighed for at søge om ubegrundet orlov i ét semester. Syddansk Universitet regner med fortsat at holde fast i initiativet.
Det var svarene fra en studielivsundersøgelse på Syddansk Universitet, der i sidste ende satte skub i initiativet om muligheden for ubegrundet orlov.
En stigende mistrivsel så ud til at sprede sig blandt de studerende, og flere tog sygeorlov, fordi studierne gav dem belastningsreaktioner.
En tendens, som universitetet ønsker at afhjælpe med orlovsordningen, forklarer chefkonsulent Jesper Hedegaard Vesterbæk fra Syddansk Universitet.
“Med initiativet ønsker vi at give de studerende en mulighed for at tage en mindre pause i studierne, der ellers er en meget slagen vej,” siger han.
De studerende har mulighed for at søge om ubegrundet orlov i ét semester og maksimalt én gang i den samlede studietid.
Tidsgrænsen for, hvornår de skal have afsluttet uddannelsen, rykkes tilsvarende, så orloven ikke gør det sværere at gøre uddannelsen færdig.
Vi signalerer til de studerende, at det er helt legitimt at have behov for en pause undervejsJesper Hedegaard Vesterbæk, chefkonsulent ved Syddansk Universitet
På Syddansk Universitet har man historisk være god til at give de studerende mulighed for netop det.
Indtil fremdriftsreformen, der trådte i kraft i 2014, skulle de studerende blot kontakte universitetet og bede om orlov. Men da reformen strammede kravene til gennemførselshastighed, så universitetet sig nødsaget til at skærpe reglerne. Ellers blev det for svært at sikre studietiden, vurderede man.
Det er op til de enkelte universiteter selv at fastlægge reglerne for, hvordan der kan afholdes orlov på det respektive universitet. Derfor kan orlovsreglerne mellem universiteterne variere.
Dog giver barsel og aftjening af værnepligt/FN-pligt altid ret til orlov.
Men nu er der altså plads til at lempe lidt på kravene.
“Tanken er, at en selvvalgt pause kan give lidt mere luft til studierne. Det kan være svært at tage de pauser, man i virkeligheden har brug for,” fortæller Jesper Hedegaard Vesterbæk.
”Vi vil helst undgå et scenarie, hvor de studerede bliver for syge til at passe deres studier. Det er ingen interesserede i.”
Sidste år behandlede Syddansk Universitet 58 ansøgninger fra studerende, der ønskede at søge om ubegrundet orlov. I år er det tal indtil videre oppe på 38.
Og selvom det endnu er for tidligt med håndfaste konklusioner, så er de første erfaringer med ordningen positive.
“Vi har ramt et behov hos de studerende. Initiativet imødekommer, at der kan opstå muligheder undervejs i livet, som gør, at man midlertidigt kan lave om på sine planer,” fortæller Jesper Hedegaard Vesterbæk.
“Vi signalerer også til de studerende, at det er helt legitimt at have behov for en pause undervejs. Vi må erkende, at det er nogle unge mennesker, der ikke har lavet andet end at gå i skole hele deres liv. Der er ikke nogen, som tænker negativt om dem, fordi de har brug for at trække stikket.”
Det er nogle unge mennesker, der ikke har lavet andet end at gå i skole hele deres livJesper Hedegaard Vesterbæk, chefkonsulent ved Syddansk Universitet
De færreste studerende kommer med en begrundelse, når de søger orlov. For Jesper Vesterbæk viser det, at initiativet virker efter hensigten.
Ordningen ser heller ikke ud til at forsinke de studerende unødvendigt. Og de positive effekter er klare, er vurderingen.
“Vi håber på, at det kan være med til at forbedre den generelle trivsel blandt vores studerende på den lange bane, og at det vil være med til at mindske frafaldet,” siger han og afslutter: “Vi tror på, at vi får nogle bedre studerende ud på den anden side. Vi vil hellere investere i det nu. Alternativet er værre.”