Hun satte professoratet på pause: Gamle forældre presser Generation 55+
"Flere af de såkaldte 'gråhårede børn' må sygemelde sig med belastningsreaktioner, takke nej til nye opgaver eller job i senkarrieren – eller helt trække sig fra arbejdsmarkedet før tid," siger projektchef i VIVE, Marie Henriette Madsen.
Da Mettes mor fik alzheimers, måtte hun bede om udsættelse på sit professorat. Stadigt flere ’gråhårede børn’ oplever, at krydspresset mellem senkarriere og rollen som pårørende til gamle forældre forringer deres fysiske og psykiske helbred.
Flere end hver tredje pårørende til gamle forældre bruger ferie, fridage og flekstimer på at koordinere hjemmehjælp, gå med til lægebesøg, stå for medicinhåndtering og for den digitale kontakt til myndighederne. Dertil kommer indkøb, transport og andre praktiske opgaver.
Næsten hver femte af de ’gråhårede børn’ i 55+ generationen oplever, at opgaven som pårørende bliver så omfattende, at det forringer deres eget psykiske helbred. Og 12 procent siger, at det påvirker deres fysiske helbred. Det viser undersøgelsen 'Pårørende i Danmark', som VIVE offentliggjorde i foråret.
Det kender Mette L. alt til.
For et års tid siden fik hendes mor konstateret alzheimers. Diagnosen af hendes mor faldt sammen med, at Mette L. blev indstillet til et professorat af sin leder på universitetet.
”Men jeg måtte bede om, at min forfremmelse blev sat i bero. Jeg er den eneste pårørende, der bor i nærheden af min mor, og jeg har ganske enkelt ikke overskuddet lige nu til at påtage mig et nyt og krævende arbejde. Det koster tid og energi at tage mig af alt omkring min syge mor - og det belaster mig også stærkt mentalt ind imellem,” siger Mette L., der ønsker at være anonym af hensyn til sin familie og sin arbejdsplads.
Nogle uger er rolige. Men der er også perioder, hvor kommunen kan ringe dagligt og afbryde hende midt i arbejdstiden. Kommunikationen mellem kommune, læger og hjemmepleje virker fragmenteret, oplever Mette L.
”Tit ender jeg med selv at være den koordinerende instans i hverdagen. Jeg skal have fuldmagter til alt, også det digitale. Selv for en erfaren forsker og projektleder som mig er det svært at navigere rundt i.”
Oven i den sorg, Mette L. føler, er der en evig bekymring. Husker hendes mor nu at slukke for komfuret? Ved hun, hvor ekstranøglen ligger, når hun glemmer sin egen? Er hun ok?
”På den måde er jeg på mentalt overarbejde meget af tiden. Og jeg ved ikke, om det skal være sådan her i ét år eller de næste ti. Der er dage, hvor jeg også bliver bekymret for mit eget mentale helbred,” siger Mette L.
Generation 55+ står med opgaven
Allerede i dag udgør 55+ generationen den største gruppe af pårørende i Danmark.
Ifølge Robusthedskommissionens rapport fra 2023 forventes antallet af borgere i alderen 80+ at blive næsten fordoblet frem mod 2045.
Stadigt flere vil altså opleve at skulle hjælpe gamle og syge forældre, mens de selv er i arbejde og måske stadig har børn hjemme. Det kan føre til øget stress og belastning af de pårørende, lyder advarslen fra kommissionen.
3 ting, der ville gøre Mettes L’s liv lettere
Mette L nævner tre ting, der kunne gøre en stor forskel i hendes nuværende situation:
1. Omsorgsdage for voksne pårørende.
”En formel ordning på lige fod med børnefamilierne. Det ville give mig mulighed for at håndtere akutte situationer, uden hver gang at bruge af min ferie, mine fridage og flekstimer.
Det ville også give en anerkendelse på arbejdspladserne af, hvor krævende opgaven kan være. Og en kultur, hvor pårørenderollen anerkendes som en legitim grund til tilpasning.”
2. Én fast kontaktperson
”Tænk, hvis der var én indgang – og bare én enkelt person, der havde det fulde overblik, så jeg ikke var så alene om at skulle overskue alt fra fuldmagter og medicinhåndtering til hjemmehjælp og lægebesøg.
Tænk, hvor mange koordinationsopgaver, det ville spare mig for.”
3. Bedre rådgivning
”Jeg føler ofte, at jeg skal genopfinde den dybe tallerken i den her proces. Det undrer mig, at tingene foregår så fragmenteret i det offentlige system, og at det er så svært nogle gange at få viden og informationer.
Jeg er hverken den første eller den sidste, der står i situationen. Mange processer, der i dag er både tidskrævende og frustrerende, kunne gøres lettere og mere intuitive.”
Når Ældre Sagen samtidig har dokumenteret, at pårørendes timeforbrug på opgaven stiger år for år, er der et krydspres mellem senkarriere og rollen som pårørende, som skal tages alvorligt. Sådan lyder det fra Marie Henriette Madsen, der er projektchef i VIVE.
"Vi ser allerede i dag, at nære pårørende rammes af både fysisk og psykisk helbredsforringelse. Og i takt med at byrden af omsorgsopgaven vokser, kan konsekvensen blive, at flere af de såkaldte 'gråhårede børn' må sygemelde sig med belastningsreaktioner, takke nej til nye opgaver eller job i senkarrieren – eller helt trække sig fra arbejdsmarkedet før tid," siger Marie Henriette Madsen.
Det er ikke kun en ulykkelig situation for dem, det berører, påpeger VIVEs projektchef.
”Hvis vi ikke får skabt bedre rammer for pårørende, risikerer vi både at miste arbejdskraft og talent Det hænger også dårligt sammen med ønsket om og behovet for, at vi alle arbejder længere,” siger Marie Henriette Madsen.
Med det pres, der er på velfærdsstaten skal der ske en genforhandling af, hvad samfundet og familierne skal tage ansvar for, siger hun.
”Der er i den grad behov for større politisk opmærksomhed på pårørende som en samlet gruppe,” fastslår Marie Henriette Madsen.
Lektor Mette L. havde ikke forestillet sig, at hendes faglige ambitioner også i senkarrieren måtte vige for omsorgsopgaven.
”Jeg troede, at det var min tur til at give den fuld gas, nu hvor mine børn er blevet større,” siger hun.
Forsker: Velfærdsstatens regning lander hos de pårørende
Den dobbeltbelastning, som pårørende til ældre og syge forældre oplever, er et symptom på en velfærdsstat i krise.
Sådan lyder det fra lektor på RUC Susanne Ekman, der forsker i ledelse, organisation og arbejdsliv.
”Systemet forventes at levere stadigt flere komplekse og foranderlige opgaver samtidig med, at det er blevet konstant udhulet i en årrække. Når systemet ikke længere kan levere det, der forventes, lander en del af regningen hos de pårørende,” siger Susanne Ekman.
Både ældreplejen, sundhedsvæsenet og andre dele af velfærdssektoren er endt et sted, der er så overophedet, at medarbejderne dagligt må reagere med brandslukning og kortsigtede, ubæredygtige løsninger.
”Misforholdet vokser sig stadigt større imellem de systemiske forudsætninger på den ene side og kravene til, hvad systemet skal levere på den anden side. Hver gang, vi forsøger at løse problemet med reformer eller ny teknologi, bliver problemerne bare skubbet videre, for eksempel ud til pårørende, der i forvejen selv er pressede.”
RUC-forskeren efterlyser en ærlig samtale om, hvilken kompleksitetsgrad og forandringshastighed, vi gerne vil opretholde – og hvilke opgaver vi må undvære, at velfærdsstaten løser. Det er en samtale, der også bør involvere arbejdspladserne, påpeger hun.
”Vi må holde hinanden fast på, at arbejdspladserne har nok buffer til, at en medarbejder, der for eksempel er fraværende i en periode for at passe sin pårørende, ikke fører til yderligere overbelastning af andre. Ellers ender overophedningen jo bare med at blive kollegernes hovedpine.”
Vi må også som kollektiv insistere på, at en medarbejder efter en plejeorlov kan vende tilbage til et arbejde, hvor de ikke er hægtet af, tilføjer Susanne Ekman.
”Min pointe er, at vi hele vejen igennem systemet kan blive nødt til at trække i bremsen i stedet for at tro, at vi hele tiden kan optimere de ydelser, både velfærdssektoren og den enkelte forventes at levere. Hvis ikke det sker, vil vi stadigt oftere ende i situationer, hvor for eksempel en pårørende må gå på deltid eller helt forlade arbejdsmarkedet på grund af overbelastning. Det bliver en nedadgående spiral.”
