Chok over EVA-lukning: ”Vi frygter politik på mavefornemmelser”
Regeringen og De Konservative præsenterede torsdag den nye finanslov. Her fremgår det, at Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) nedlægges næste sommer. Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Finansloven for 2026 betyder farvel til Danmarks Evalueringsinstitut. Supplerende tillidsrepræsentant Line Gade McGee kalder begrundelsen for lukningen ”helt skæv” og advarer om tab af 25 års viden.
Efter 25 år med analyser af uddannelsessystemet lukker Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) næste sommer som følge af finansloven for 2026. Det betyder at alle 80 medarbejdere – herunder cirka 50 akademikere – afskediges.
”Det er et kæmpechok for alle, og vi stiller os helt uforstående over for beslutningen,” lyder reaktionen fra supplerende tillidsrepræsentant Line Gade McGee.
”Vi frygter, at uddannelsespolitikken fremover i højere grad bliver baseret på mavefornemmelser i stedet for solid evidens. EVA har samlet viden i 25 år, og den viden risikerer nu går tabt midt i en tid med reformer, der vender op og ned på uddannelsesområdet.”
Ifølge aftalen bliver EVA afviklet med virkning fra 1. juli 2026,
Hvordan og hvornår opsigelserne sker, er endnu uklart, men Line Gade McGee forventer, at mange medarbejdere søger væk før 1. juli.
Misvisende formulering
Lukningen er en del af regeringens flerårige plan om at spare 5,5 milliarder kroner på statslig administration frem mod 2030.
I pressemeddelelsen fra Børne- og Undervisningsministeriet hedder det, at lukningen skal bidrage til ”at styrke styringen af den statslige sektor gennem nedbringelse af unødig administration og en fokuseret opgaveløsning”.
Men den argumentation vækker undren hos EVA.
“At kalde vores arbejde 'administration' er helt skævt. Vi skaber viden, der gør beslutningstagere og praktikere i stand til at udvikle kvaliteten i dagtilbud og uddannelser,” siger Line Gade McGee.
Som eksempel peger hun på en nylig ændring af lovgivningen, der betyder, at gymnasier frit kan vælge, om der skal gives karakterer i ikke-afsluttende fag i 1. g. Det skete blandt andet efter en undersøgelse fra EVA, der viste, at når elever i 1.g ikke får karakterer, stiger sandsynligheden for at gennemføre gymnasiet med omkring fem procentpoint.
At kalde vores arbejde 'administration' er helt skævtLine Gade McGee, supplerende tillidsrepræsentant
Noget lignende er sket på dagtilbudsområdet. En undersøgelse fra EVA og VIVE viste i foråret, at kun ét ud af ti dagtilbud havde høj kvalitet, og herefter blev der sat massivt politisk fokus på området. I selvsamme finanslov, der lukker EVA, er der nu afsat 1,1 milliarder kroner ekstra til flere pædagogiske medarbejdere og øget ledelse.
”Vi er ikke kolde hænder bag et skrivebord – vi er ude i daginstitutioner, skoler, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser for at indsamle og formidle viden, der skaber helt håndgribelige resultater i praksis og lovgivning,” siger Line Gade McGee.
Hun frygter, at lukningen vil betyde, at store reformer – som den nye ungdomsuddannelse EPX – ikke bliver fulgt op med uafhængige evalueringer.
”Det er bare én af de store ændringer i uddannelsessystemet i de her år, hvor det er afgørende at der systematisk indsamles viden og bliver fulgt op på, hvad der fungerer og hvad der ikke gør.”
Forgæves flytning
Fremover bliver analyse- og evalueringsopgaver på dagtilbuds- og uddannelsesområdet samlet hos VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Line Gade McGee forklarer, at det endnu står uklart, om nogle af EVA’s projekter videreføres, men at øvelsen uden tvivl vi gå ud over den samlede mængde viden på området.
“Vi sidder med projekter, vi ved er vigtige for samfundet, som nu bare bliver lagt i en kasse og aldrig ser dagens lys. Det er dybt frustrerende.”
Vi sidder med projekter, vi ved er vigtige for samfundet, som nu bare bliver lagt i en kasse og aldrig ser dagens lysLine Gade McGee, supplerende tillidsrepræsentant i EVA
For blot fire år siden blev EVA flyttet fra Østerbro til Holbæk som led i den første udflytning af statslige arbejdspladser i 2015.
Flytningen krævede store investeringer i renovering af en tidligere skole i Holbæk og omfattende arbejde for at fastholde medarbejdere og viden i flytningen, understreger Line Gade McGee.
”Der er nogle, der har købt hus i Holbæk og omegn for at arbejde her – og nu står de over for at miste deres arbejde.”
Hun ærgrer sig over, at alle de ressourcer, der er gået til at få flytningen til at lykkes, nu synes forgæves.
“Vi har brugt sindssygt mange timer på at undgå videns- og medarbejderflugt efter udflytningen. Alt det arbejde er spildt nu, hvor man lukker hele huset.”