Spring menu over
Dansk Magisterforening

Universiteternes grønne klimaregnskaber ser sorte ud

Byggeriet af et nyt universitetshospital i Odense har øget Syddansk Universitets udledning af C02.

Universiteter
Del artikel:

Det går den forkerte vej med universiteternes mål om at blive CO2-neutrale. Økonomiprofessor langer ud efter ”fjollede” ambitioner.

Med stærke traditioner indenfor klimaforskning i bagagen har de danske universiteter valgt at gå forrest i den grønne omstilling.

De vil være CO2-neutrale om 15-20 år, og vejen derhen er belagt med en række ambitiøse delmål.

Men det går ikke så godt som forventet, viser en gennemgang foretaget af Akademikerbladet. 

Nu retter en fremtrædende økonomiprofessor hård kritik mod universiteternes klimamål, som han kalder fagligt dårligt begrundede. 

Det er pinligt, og det skader universiteternes troværdighed

Mogens Fosgerau, økonomiprofessor, Københavns Universitet

”Det er pinligt, og det skader universiteternes troværdighed. Vi er sat i verden for at forske og undervise, så det er en dum ide at kaste sig ud i selvbestaltede klimapolitikker, som savner fagligt grundlag,” siger transportprofessor Mogens Fosgerau om blandt andet sin egen arbejdsplads, Københavns Universitet.

En svær opgave

Københavns Universitet besluttede i 2021 at reducere sit CO2-aftryk med 50 procent i 2030, men takket være voksende forskningsaktiviteter går det den forkerte vej, og ledelsen på universitetet taler nu om at slække på målsætningerne.

På Aarhus Universitet blev det samlede CO2-aftryk i 2023 korrigeret til at være 47 procent højere end i 2022 på grund af en ny opgørelsesmetode. 

Og mens Aalborg Universitets udledninger godt nok faldt med 1.110 tons CO2 i samme periode, er der langt til universitetets mål om en reduktion på 70 procent i 2030. Det kræver, at universitetet skærer hele 38.500 tons væk over de næste fem år.   

Rektor Per Michael Johansen erkender, at Aalborg Universitet står med en svær opgave. 

”Det er udfordrende, men jeg forventer, at vi når det. Vi har en række tiltag på vej, blandt andet skal vores bilpark være mindre og udskiftes med elbiler. Vi håber også, at staten vil give os lov til at købe ind i grøn elproduktion. Så vi vil fortsat være ambitiøse i forhold til at nå målet,” siger Per Michael Johansen.

Klimamål kan spænde ben for vækstmål

Ligesom Københavns Universitet inkluderer Aalborg Universitet alle såkaldte indirekte udledninger i sin målsætning. Det indbefatter for eksempel pendling og produktionen af indkøbte varer, og det er langt mere vidtrækkende end Danmarks nationale klimamål.    

”Vi er voldsomt optaget af at nedbringe udledningen af drivhusgasser, men i et bredere perspektiv handler det også om at være relevante for såvel samfundet som kommende studerende. Og når alle udledninger er en del af vores målsætninger, så tror jeg også, det har en positiv effekt på alle vores beslutninger, både store og små,” siger Per Michael Johansen.

Andre universiteter er dog ved at indse, at ambitiøse klimamålsætninger kan spænde ben for egne vækststrategier.

Da Syddansk Universitet i sin 2023-opgørelse inkluderede emissioner fra indkøb af varer og serviceydelser steg det samlede klimaftryk til 42.478 ton fra 10.852 ton i 2022, altså knap fire gange så meget. 

Samme regnskab viser, at nye bygninger som Odense Universitetshospital og en udvidelse af Mærsk-instituttet har en dramatisk negativ effekt på CO2-udledningen. Det fremgår her, at det vil ”få stor indflydelse på universitetsdrift og udvikling”, hvis indkøb af varer og serviceydelser blev inddraget i reduktionsmålene.

Københavns Universitet befinder sig i samme situation. Øgede forskningsbevillinger og indkøb af laboratorieudstyr betyder, at udledningerne stiger i stedet for at falde, og i modsætning til Syddansk Universitet har man forpligtet sig til at inddrage indkøb i sin 50-procents målsætning.

"Hvis vi igen får et regnskab, der peger i den forkerte retning, så bliver vi da nødt til at reflektere over de mål, vi har sat, og vurdere, om de er forenelige med udviklingen i vores aktiviteter,” siger Jakob Graff Nielsen, der er dekan på KU’s juridiske fakultet og ansvarlig for universitetets klimastrategi.

Indkøb af dyrt laboratorieudstyr tæller tungt i regnskabet, bemærker han. 

”Eksempelvis kan succesen med ekstern finansiering af laboratoriedrevet forskning måske godt få os til at genoverveje nogle af vores målsætninger,” siger Jakob Graff Nilsen. 

Professor: Det er håbløst

Spørger man professor Mogens Fosgerau, har det fra starten af været en fejl at have generelle klimamål på universiteterne. 

”Klimapolitikker bør følge de internationale aftaler i FN-systemet, som går ud på at koordinere en global indsats. Dem skal vi understøtte i Danmark, for det er kun globalt vi kan løse problemerne. Det at enkelte institutioner begynder at fastsætte deres egne mål for forbrugsbaserede klimaaftryk, er lige præcis ikke det rigtige at gøre,” siger han.

Mogens Fosgerau henviser til, at Parisaftalen ”entydigt” bygger på territoriale opgørelser, og at alle lande skal tage ansvar for deres egne udledninger. Når Københavns Universitet og Aalborg Universitet udvider deres politiker til også at omfatte udledninger uden for Danmark, kan det i værste fald svække den fælles internationale strategi, mener han. 

Desuden gør de udvidede målsætninger klimapolitikken dyrere end nødvendigt.

”Det er håbløst at regulere os selv på en måde, der forhindrer os i at gøre, hvad vi er sat i verden til. Vi er for eksempel dygtige til at tiltrække forskningsmidler. Hvis vi skulle tage klimapolitikken alvorligt, ja så skulle vi sige nej tak til forskningsmidlerne, hvis det førte til forøgede udledninger. Det giver jo ikke mening,” siger Mogens Fosgerau. 

Skulle vi fortsætte med at fortælle omverdenen om, hvordan det står til, og så ikke interessere os for det i vores egen institution?

Per Michael Johnsen, rektor, Aalborg Universitet

Han peger samtidig på, at vi i EU har ret godt styr på klimapolitikken. Tager lande uden for EU ikke de nødvendige skridt til at reducere deres udledninger, kan det i stedet for følges op med en klimatold på EU-niveau, mener han. Det er et virkemiddel, der understøtter det territoriale princip.

I stedet står universiteterne nu med et troværdighedsproblem, der vil blive forstærket, hvis det viser sig, at de ikke kan nå deres ambitiøse mål, mener Mogens Fosgerau.

Aalborg Universitets rektor ser anderledes på det.

”Du kan sagtens diskutere principielt, hvad vi burde gøre eller ikke gøre, men det er nu engang det, vi gør. Og du kan omvendt spørge, om vi ikke ville have haft et større problem med troværdigheden, hvis vi bare havde været ligeglade,” siger Per Michael Johansen.

”Vi har omkring 400 energiforskere, der arbejder med det her. Skulle vi fortsætte med at fortælle omverdenen om, hvordan det står til og så ikke interessere os for det i vores egen institution?” siger Per Michael Johansen.