Vi elsker højskolen: ”Det handler ikke om at være dygtig – det handler om at være menneske”

I starten af sommeren kunne kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) afsløre, at højskolerne havde vundet en afstemning blandt 59.000 danskere om, hvilke danske traditioner der bør optages på Unescos liste over såkaldt “levende kulturarv" af særlig værdi.

Sammen med fire andre bud – pølsevogne, håndbold, foreningsliv og tillidssamfundet - kommer højskolerne nu på den nationale fortegnelse, der er første skridt mod at komme på den prestigefyldte liste over immateriel kulturarv.

Vi har i den anledning spurgt to akademikere på et sommerhøjskoleophold på Vallekilde Højskole om højskolen rolle i deres arbejdsliv som akademikere. 

“Det er et sted, hvor jeg kan tænke frit, uden at det skal blive til noget”

Nana Bernhardt. Kunsthistoriker. Arbejder som undervisning-og udviklingsansvarlig på SMK og Skoletjenesten. Videncenter for eksterne læringsmiljøer.

Hvad får dig til at bruge din ferie på højskole?

”Det her er mit tredje år på familiehøjskole, og det føles mere og mere som en nødvendighed end som et valg, fordi det er så godt. Jeg er alene med min datter, og her får vi begge noget – hun får venner, og jeg får både fællesskab og faglig stimulans uden at skulle præstere. 
Det er noget særligt. Jeg elsker at lære og tænke, og på højskolen får jeg lov til det uden forventninger. Jeg kan bare være her samtidig med, at jeg bliver inspireret. Det er den perfekte kombination af ferie og fordybelse.”

Hvad har du valgt som fag?

”I år har jeg valgt croquis-tegning. Det er noget, jeg har beskæftiget mig lidt med for mange år siden, men som jeg ikke har haft tid eller ro til siden. Det handler ikke om at blive god, men bare om at være til stede i processen. Det er faktisk ekstremt befriende at lave noget, der ikke skal op på en væg eller føre til et konkret produkt.

De to foregående år var jeg på skrivekurset, og det var både fantastisk og meget brugbart i mit arbejde. Jeg skriver mange formidlingstekster, og højskoleopholdet gav mig et nyt blik på både sprog og tone.”

Hvordan adskiller højskolelivet sig fra dit professionelle liv som akademiker?

”I mit daglige arbejde på museet er der mange opgaver, der skal løses hurtigt. Man skal præstere, producere og levere. Her på højskolen er der plads til at være i tvivl, til at lege, til at være deltager.

På højskolen skal jeg ikke levere noget til nogen, men kan fordybe mig i noget for min helt egen skyld. Det gør en enorm forskel. Og selvom det ikke handler om præstation, så kommer der alligevel noget ud af det. Jeg får nye idéer, bliver inspireret og kommer hjem med energi og perspektiv.”

Hvordan oplever du fællesskabet?

”Det er helt særligt. Jeg kan mærke det allerede ved morgensangen. Alle møder op og der bliver skabt et rum, hvor man synger sammen, lytter sammen, spiser sammen og laver noget sammen.

Det er ikke, fordi højskolen er vildt divers. Vi er faktisk ret ens: Mange har lange uddannelser og bor i byerne. Men alligevel er det et andet fællesskab end det, man oplever til daglig. Og det betyder faktisk noget for mig, at mit barn ser forskellige voksne være i det rum sammen.”

Hvad tager du konkret med dig hjem?

”Udover ro og glæde? Jeg tager inspiration med. Ikke nødvendigvis én konkret metode, men en tilgang. Det med at fordybe sig, tænke med kroppen, være sanselig i sin tilgang til kunst og formidling. Og så er det sjovt, hvordan noget så “ferieagtigt” alligevel kan give fagligt afkast.

Sidste år lavede jeg for eksempel en skriveøvelse heroppe, hvor vi beskrev et barndomshjem gennem rum og genstande, og det kan jeg så fint bruge i arbejdet med værktekster. Så på den måde flyder det hele lidt sammen på en god måde.”

“Her handler det ikke om at være dygtig – det handler om at være menneske”

Maya Hussain-Engberg. Sociolog. Arbejder i Danmarks Statistik med forskningsservice og forandringsledelse.

Hvordan endte du på familiehøjskole?

”Jeg var på interrail med min søn sidste år, og efter et par uger sagde han bare: “Jeg savner at være sammen med andre børn.” Så da jeg hørte om familiehøjskole, tænkte jeg, at det lød som en god måde at holde ferie sammen uden at være sammen hele tiden.

Det har vist sig at være spot on. Vi er et sted hvor der er andre børn og det tilfredsstiller nogle behov hos ham, som jeg ikke kan tilfredsstille. Og jeg får samtidig lov at være i et fællesskab, hvor kan lære og bevæge mig.”

Hvad har du valgt som fag?

”Jeg har valgt Gotved-gymnastik. Det er skånsom, rytmisk bevægelse med fokus på åndedræt, tyngde og kropsbevidsthed. Jeg havde ondt i ryggen, da jeg kom, så det var det kloge valg. Men det har også været fantastisk at mærke kroppen igen.

Jeg sidder ned det meste af dagen på mit arbejde, og her kan jeg mærke, at kroppen og hjernen hænger sammen. Der er også noget næsten meditativt i det.”

Hvordan adskiller højskolen sig fra din hverdag som akademiker?

”Det er et helt andet værdisæt. På arbejdet handler det tit om at løse opgaver, være effektiv, præcis og ansvarlig. På højskolen handler det om deltagelse, nysgerrighed og omsorg.

Anerkendelse her kommer ikke fra resultater, men fra det, du bidrager med til fællesskabet. Det kan være alt fra en god samtale til at tage initiativ til fællesdans. Det er virkelig en kontrast – og det er også derfor, det føles så meningsfuldt.”

Hvad giver det dig som menneske og akademiker at være her?

”Det giver mig muligheden for at tænke på en fri måde. Her må tankerne godt flyde lidt rundt. Jeg behøver ikke konkludere noget. Det gør noget ved en at være i et rum, hvor det legende og det dannende får lov at eksistere side om side. Og så inspirerer det mig faktisk fagligt.

Jeg arbejder en del med formidling og fortælling i mit job, og højskolens brug af historier og fortællinger minder mig om, hvor stærkt et redskab det er. Jeg har tidligere startet seminarer om forandringsprocesser med helt konkrete anekdoter og scener, ligesom man ofte ser i formidlingen på højskoler. Folk lytter på en anden måde, når man starter med en god historie.”

Hvad betyder højskolen som institution i det danske samfund for dig?

”Min tipoldefar grundlagde Vallekilde Højskole, og min oldemor og oldefar var forstandere. Så højskolen har ligget som en slags baggrundslyd i min familie, selvom jeg aldrig selv har gået på højskole. Den værdibaserede tilgang, fællesskabstanken og det fortællende sprog har præget min opvækst, og nu hvor jeg selv er her, kan jeg mærke, hvor stærkt det stadig står.

Det minder mig om, at vi ikke kun skal måle os selv på, hvor meget vi når, men også på om vi er gode mennesker – og det er en værdi, jeg gerne vil tage med hjem.”