Spring menu over
Dansk Magisterforening

Spørg Silas: Hvordan kan jeg komme tilbage i job, selvom jeg er over 60?

Silas Longfors Pind

Karriererådgiver Silas Longfors Pind svarer løbende på spørgsmål fra medlemmerne. Skriv dit spørgsmål til Silas i formularen nederst i artiklen.  Foto: Marcus Trappaud Bjørn

Spørg Silas
Af Silas Longfors Pind Benedicte Borelli
Del artikel:

"Mange arbejdsgivere springer mine ansøgninger over på grund af min alder. Hvad skal jeg gøre?", spørger en læser vores karriererådgiver Silas Longfors Pind. Her kan du læse svaret. Husk, at Silas også gerne vil svare på dine spørgsmål til din karriere.

Hej Silas

Jeg er 62 år og konsulent på fratrædelsesordning efter lukning af et stort projekt. Jeg er pludselig langtidsledig og oplever, at mange arbejdsgivere springer mine ansøgninger over på grund af min alder. Hvordan kan jeg vise min relevans og komme tilbage i jobmarkedet, selv om jeg er over 60? 

Vh. den erfarne ansøger 

Svar fra Silas: 

Hej erfarne ansøger 

Allerførst er det vigtigt, at du bevarer troen på at finde nyt arbejde, selvom du er blevet senior på arbejdsmarkedet. Vores erfaring er, at også jobsøgende seniorer kommer i gang på arbejdsmarkedet igen, selvom du i mange tilfælde skal være mere tålmodig og søge flere stillinger i en lidt længere periode end yngre jobsøgende, før du kan skrive under på den næste kontrakt. Og ja, vi er naturligvis enige om, at det ikke burde være sådan.

Der er tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering der viser, at væksten i antal ansættelser for aldersgrupperne over 60 år i mange år faktisk har været højere end for yngre aldersgrupper. Det tyder på, at dem, der skal ansætte folk over 60, ser flere fordele ved denne aldersgruppe, herunder at de anses for at have mindre sygefravær end de 30-40-årige og at seniorerne i højere grad end de yngre aldersgrupper opfattes som loyale og pålidelige.

Ift. hvordan du kan vise din relevans, så er det først og fremmest vigtigt at få opdateret din jobsøgningsstrategi.

Jobsøgning er et felt, som hele tiden er i rivende udvikling. Alene de sidste ti år har der været en stor forandring ift. hvad der virker, og hvad der ikke gør. Overvej om din jobsøgningsstrategi passer til tiden, som den er nu.

Det kan være ekstra vigtigt, når man er 62 år at få formuleret en stærk og troværdig motivation, så arbejdsgiver ikke får indtryk af, at du mentalt allerede er på vej på pension

Silas Longfors Pind, karrierekonsulent i DM

Tøv ikke med at række ud til os i fagforeningen eller din A-kasse for at få de bedste og mest opdaterede råd til dit materiale og din strategi.

Det kan for eksempel være ekstra vigtigt, når man er 62 år, at få formuleret en stærk og troværdig motivation, så arbejdsgiver ikke får indtryk af, at du mentalt allerede er på vej på pension. En fordom, det er vigtigt at komme i forkøbet, også selvom den ikke er rimelig.

DM arbejder politisk som fagforening for at mindske diskrimination mod seniorer på arbejdsmarkedet, men på et individuelt plan er det vigtigt, at det ikke bliver en sovepude for ikke at gøre alt, hvad der står i din magt for at komme tilbage i job. Med vores hjælp og støtte, naturligvis. 

Venlig hilsen
Silas