Spring menu over
Dansk Magisterforening

Morten Münster vil have os til at forstå, at vi alle sammen er middelmådige

Middelmådigheden er hans super power
Foto: Kasper Witte Larsen, Gyldendal
Arbejdsliv
Del artikel:

I sin nye bog vil Morten Münster lære os at omfavne ”det utrolige potentiale i middelmådighed", og hvordan vi undgår at brænde ud på arbejdspladsen.

Vi er opdraget til at stræbe efter det ekstraordinære, det perfekte. Men hvad nu, hvis det netop er den stræben, der holder os tilbage?

Med bogen 'Afdelingen for magisk tænkning' vil forfatter og foredragsholder Morten Münster vende op og ned på vores forestillinger om succes. Han peger på middelmådigheden som en overset genvej til at lykkes.

”Man er nødt til at sænke standarderne for sit fremtidige jeg og være mere realistisk omkring sine ambitioner. Men det har folk svært ved, fordi de føler, at det er middelmådigt,” fortæller han.

Forsiden af bogen, der udkommer på Gyldendal 2. september, er udsmykket med et billede af en pakke leverpostej. Et produkt, der om noget er kendetegnet ved middelmådighed.

Foto: Gyldendal
 Foto: Gyldendal

”Stryhns producerer 100.000 pakker leverpostej om dagen, og folk høvler leverpostej ned i indkøbskurvene, men det er der ikke nogen, der taler om. Det er næsten lidt fy fy," siger Münster.

”Men sandheden er, at vores liv er leverpostej. Det er det, der holder livet sammen. Man står op, man laver noget arbejde, som man ikke gider, man drikker kaffe, og man går i seng. Alle er middelmådige. Det er bare et spørgsmål om, hvorvidt vi tør erkende det."

Alternativet til middelmådighed beskriver Morten Münster som magisk tænkning.

Magisk tænkning er en form for ønsketænkning, hvor man tænker sig til et resultat, men uden at gøre den tilstrækkelige indsats for at nå det.

”Hvis du vil leve sundere, går du på Instagram og finder tåbelige fastekure, opskrifter på ingefærshots og køber kosttilskud, der ikke virker. Du er fanget i en magisk tænkning, fordi du ikke vil indse, at det er helt basale ting som søvn, motion og fuldkorn, der gør dig sundere,” siger han.

 

Alle er middelmådige. Det er bare et spørgsmål om, hvorvidt vi tør erkende det

Morten Münster

Vi skal lære at slække

I bogen udfolder Morten Münster blandt andet godt-nok-princippet. Det handler om, at godt nok faktisk ér det bedste valg og ikke bare en undskyldning for ikke at gøre sig umage.

Vi skal stoppe med at stræbe efter det perfekte. Tværtimod bør vi slække på kravene til os selv, mener han.

”Hvis man er perfektionistisk anlagt, er det jo svært at gøre noget ved det. Men det ikke er en fordel. Hverken på arbejdet eller for dit mentale helbred. Det er heller ikke en ulempe nødvendigvis,” siger Münster.

Forskning viser, at perfektionister ikke skaber bedre resultater på arbejdspladsen end de kollegaer, der lever efter det såkaldte godt-nok-princip. Og det i øvrigt en myte, at arbejdspladser belønner medarbejdere med perfektionistisk adfærd, pointerer han.

”Du kan måske blive belønnet på den korte bane med en forfremmelse, fordi du altid er den, der svarer i weekenden, siger ja til alle opgaver og altid smiler. Men du får ikke set dine venner, du drikker for lidt alkohol i weekenden og så videre. Problemet ligger i, at det ikke er bæredygtigt,” siger Münster.

”Der er ikke nogen, der belønner dig, når du bliver sygemeldt med stress, eller når du skal skilles fra din kone, fordi arbejdet fylder for meget, og du pludselig står med en deleordning med børnene. Belønningen for optimering er en kortsigtet belønning,” siger han.

Det handler om at gøre sig umage de rigtige steder

Målet er ikke kun at sænke de høje standarder. Det er også at gøre sig mere umage på de områder i livet, hvor man slækker for meget.

”Det er en slags dobbelthed. For du skal også fokusere på de steder, hvor du har tendens til at slække for meget, fordi du ved magisk tænkning lader som om, at du laver noget. Vi skal have et højere bundniveau samtidig med et lavere topniveau”.

Afdelingen for magisk tænkning handler i høj grad om, at det ofte er lettere at sige ting, end det er at gøre dem.

Hvis vi skal blive bedre til at praktisere ”godt-nok-princippet” i vores arbejdsliv, skal vi starte et andet sted: Hos arbejdsgiverne.

”Lederne skal gå forrest og lade være med at knalde mails ud klokken kvart i ti om aftenen,” siger Morten Münster.

Jeg ville ønske, at ledere nogle gange sagde: ’Du må ikke gøre det bedre end det her’

Morten Münster

”Vi taler hele tiden om, hvordan vi kan optimere vores medarbejdere og blive mere effektive. Jeg ville ønske, at ledere nogle gange sagde: ’Du må ikke gøre det bedre end det her’, eller ’du må ikke bruge mere end to timer på det', "siger han.

"De timer, du bruger for meget på at perfektionere noget, kunne du have brugt bedre et andet sted. Men man snakker aldrig om at blive for god, selvom det kan være rent tidsspild, når ting er for gode.”

Sænk ambitionerne

Morten Münster står bag nyhedsbrevet 2 minutter, som to gange om måneden sendes ud til små 60.000 mennesker, har en podcast med over tre millioner downloads og er forfatteren bag bestselleren Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag.

Man kan på mange måder sige, at Münster har opnået stor succes i sin karriere. Alligevel føler han sig ofte middelmådig.

”Jeg har en fingerspidsfornemmelse for ikke at gøre tingene særligt gode, hvis det ikke er nødvendigt. Når jeg kigger på noget, så tænker jeg altid, at det ikke skal være bedre, end det behøver at være. Og det er en super power,” siger han.

”Jeg har aldrig arbejdet for meget eller været ramt af stress. Det er vigtigt for mig også at hente mine børn, lave mad og være til stede. Det er faretruende, hvor mange folk, der er suget alt for meget ind i deres arbejde.”

Morten Münster

  • Født i 1980
  • Rådgiver inden for adfærdsdesign, forfatter og foredragsholder
  • Forfatter bag bøgerne Personlig indflydelse (2013), Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag (2017), Jytte vender tilbage (2020) og Afdelingen for magisk tænkning (2025)
  • Står bag nyhedsbrevet 2 minutter, der hver 14. dag bliver leveret til over 60.000 mennesker
  • Har podcasten Adfærd, der er blevet downloadet mere end 3 millioner gange

Kilde: Gyldendal & Mortenmunster.com 

Morten Münster har en klar filosofi for sit arbejdsliv: Han gør kun ting, hvis han virkelig synes, det er sjovt. Som for eksempel at bruge tre år på at researche og forberede en bog for derefter at bruge yderligere et år på at skrive den.

”At skrive en bog tager mig mange år, og så er det det eneste, jeg laver. Det kan man kun gøre, hvis man synes, at det er interessant, for ellers brænder man ud.”  

Er man nået dertil i arbejdslivet, hvor man føler sig brændt ud eller fanget i en jagt på perfektion, bør man ifølge Morten Münster eksperimentere med ”godt-nok-princippet.”

Prøv i en måned at levere dine arbejdsopgaver, så de bare er gode nok. Skru ned for ambitionerne, og brug kortere tid på opgaverne.

”Så kan det være, at du finder ud af, at nogle steder, der ringer folk med det samme og siger, hvad sker der her? Men rigtig mange andre steder, vil der ikke ske noget, hvis du skruer ned med 10 procent.”