Spring menu over
Dansk Magisterforening

Filmtag kostede 16 jobbet: "Ledelsen var jubeloptimister – medarbejdere betaler prisen"

Filmtaget

Udsigten fra Cinematekets filmtag er god. Den har også kostet dyrt.  Foto: Mads Jensen/Ritzau Scanpix.

Del artikel:

Rigsrevisionen udtaler nu kritik af massive budgetoverskridelser, der har ført til 16 fyringer og reduktioner i kerneopgaver hos Det Danske Filminstitut. Forløbet har taget hårdt på medarbejderne, fortæller tillidsrepræsentant.

Da Rigsrevisionen for nylig rettede en sønderlemmende kritik af Kulturministeriet og Det Danske Filminstitut (DFI) for håndteringen af det såkaldte Filmtag, kom det ikke som en overraskelse for de ansatte i Filmhuset i Gothersgade.

Det fortæller Henrik Fuglsang, der har arbejdet 26 år i DFI og de seneste to år været AC-tillidsrepræsentant.

”Vi har kunnet følge den tidligere ledelses jubeloptimistiske tilgang til realiseringen af Filmtaget, mærket konsekvenserne for os medarbejdere og oplevet den hyppige kritik udefra i noget tid.”

Projektet, der begyndte som en vision om at åbne taget for publikum med biograf, filmudstilling, café og udsigt over Kongens Have, er blevet en af de mest opsigtsvækkende byggeskandaler i dansk kulturliv i årevis. Prisen er vokset fra de oprindelige 38 millioner kroner til foreløbigt over 115 millioner, og en verserende konflikt med entreprenøren kan sende den samlede regning op på over 200 millioner kroner. 

Endnu et kapitel i skandalen blev skrevet i sidste uge, da Rigsrevisionen konstaterede, at DFI brød reglerne, påtog sig uacceptable økonomiske risici uden politisk godkendelse og måtte skære i sine kerneopgaver for at dække de stigende udgifter. 16 stillinger er blevet nedlagt, og aktiviteter i Cinemateket og filmformidling til børn er blevet beskåret.

Tillidsrepræsentanten fortæller nu, hvordan medarbejderne har oplevet bristede løfter fra ledelsen, hårde nedskæringer og kampen for bevare en faglig stolthed.

Advarede forgæves

Henrik Fuglsang beskriver, hvordan optimismen over taget fra starten blev blandet med bekymring. Idéen var fascinerende, og løfterne lød på, at det aldrig ville koste stillinger

Alligevel rumlede skepsissen blandt medarbejderne, der gang på gang spurgte ind til økonomien på personale- og samarbejdsudvalgsmøderne. Men hver gang blev de forsikret om, at alt var under kontrol.

I 20223 blev det første gang tydeligt, at det ikke var tilfældet.

Stemningen i huset var præget af vemod og en følelse af, at advarslerne havde været forgæves

Henrik Fuglsang

Overskredne budgetter betød en fyringsrunde, hvor én blev afskediget og tre gik frivilligt.

”Stemningen i huset var præget af vemod og en følelse af, at advarslerne havde været forgæves,” fortæller Henrik Fuglsang.

Men det skulle vise sig at være en forsmag på noget større. Allerede året efter fulgte yderligere 12 afskedigelser.

Bristede løfter

Ifølge Henrik Fuglsang er det især følelsen af at være blevet lovet noget, der aldrig holdt, som har sat sig. Også i 2023 spurgte medarbejdere ind til, om besparelserne mon var store nok.

”Det er jo lidt usædvanligt at gøre som medarbejdergruppe. Men vi var simpelthen så bekymrede for, hvad en ny stor fyringsrunde ville betyde menneskeligt og fagligt. Så hellere få det hele under kontrol én gang for alle. Men den daværende ledelse beroligede os med, at økonomien nu var sikret," fortæller han.

Da sandheden viste sig i form af yderligere personalereduktioner svarende til 12 stillinger, ramte det hårdt i en organisation, hvor mange ansatte har tilbragt store dele af deres arbejdsliv.

Fuglsang beskriver en garvet medarbejderskare med stærk faglighed og en dyb passion for film.

”Vi har meget dedikerede folk herinde med passion for film, med mange års erfaring og tætte samarbejder. Så det slår hårdt i en medarbejdergruppe, når der er så mange, der må forlade deres arbejde. Og når kollegaer ryger, går det ikke bare ud over trivsel, men også kvaliteten af arbejdet,” pointerer han.

Skåret ind til benet

I august 2024 tiltrådte en ny direktør, hvilket kortvarigt pustede optimisme ind i huset, inden de måtte gennemføre den anden fyringsrunde. Ifølge Fuglsang var det en brat opvågnen, men samtidig begyndelsen på en ny åbenhed.

Jeg vil ikke sige, at kvaliteten er blevet ringere, men der bliver leveret mindre, når man er færre ansatte – og tempoet er skruet op til det maksimale hos medarbejderne

Henrik Fuglsang, tillidsrepræsentant

Den nye ledelse har, som han formulerer det, ”løftet på kistelåget” og fået skjulte problemer frem i lyset. Det har skabt tillid til, at organisationen trods alt er på vej et andet sted hen.

Alligevel er hverdagen mærkbart forandret. Cinemateket holder ikke længere åbent om mandagen, undervisningstilbud er skåret ned, og aktiviteter som Film X er reduceret.

”Jeg vil ikke sige, at kvaliteten er blevet ringere, men der bliver leveret mindre, når man er færre ansatte – og tempoet er skruet op til det maksimale hos medarbejderne. Kommer der mere, skærer vi ikke bare ind til benet længere, vi skærer ind i selve benet,” siger han.

I skyggen af skandalen

Rigsrevisionens beretning har forstærket oplevelsen af at arbejde i en institution, hvor historien hele tiden kobles til en skandale, fortæller Fuglsang. Når filmtaget omtales i offentligheden, handler det ofte om overforbrug og brud på regler.

”Det koster på arbejdsglæden. Vi lever ikke luksusliv herinde. Tværtimod er vi en statslig kulturinstitution, hvor lønniveauet er lavt, og folk bliver, fordi de brænder for opgaven. Derfor er det hårdt at læse historier om overforbrug, som vi ikke har haft nogen andel i,” siger han.

Nu er fokus på fremtiden. Filmtaget er åbnet, ledelsen er ny, og der er en stærk vilje til at komme videre, selv om trivslen stadig lider under de seneste år.

”Vi kan ikke løbe hurtigere, og vi kan ikke klare flere fyringsrunder, hvis vi forsat skal levere på et højt fagligt niveau og sikre en drift, der lever op til vores lovmæssige forpligtigelser. Men vi er her stadig, og vi tror på fremtiden. Vi har en ny ledelse nu, der også har visioner for kulturinstitutionen, og vi satser på, at vi kommer styrket ud af det her,” siger han.

Den tidligere administrerende direktør for Filminstituttet, Claus Ladegaard, er blevet præsenteret for kritikken. Han skriver til Akademikerbladet, at han ikke udtaler sig om sagen, så længe der ikke er faldet en afgørelse i voldgiftssagen.