For og imod: Skal danske universiteter stoppe samarbejdet med israelske universiteter?
Israelske universiteter samarbejder med landets militær, der har bombet alle palæstinensiske universiteter i Gaza. Bør det få konsekvenser for danske universiteters samarbejde med israelske?
Vi har spurgt to mellemøstforskere, og de er uenige om, hvad der er rigtigt at gøre.
"Ja, universiteter er moralsk forpligtede til at boykotte israelske universiteter"
Michelle Pace, professor i globale studier ved Roskilde Universitet
Vi skal korrigere misinformation
"Universiteter skal frembringe faktuel viden og fremlægge den for offentligheden, ligesom vi skal korrigere misinformation. Det kan handle om klima, Brexit eller Gaza.
I tilfældet Israel har du et besættelseskolonialt foretagende, der længe har søgt at fjerne det oprindelige folk i det land, der engang var Palæstina, også før de frygtelige begivenheder den 7. oktober 2023."
Universiteter skal ikke deltage i undertrykkelsen
"Det er veldokumenteret, at israelske universiteter har medvirket til undertrykkelsen og den ulovlige besættelse af Palæstina. For eksempel ved at bygge universiteter på besat jord eller i kraft af det fortsatte samarbejde med det israelske militær om uddannelsesprogrammer for soldater.
Det går langt tilbage. Hebrew University blev for eksempel i 1918 bygget på stjålet land, en strategisk placering, der skulle hjælpe zionistbevægelsen med at gøre krav på Jerusalem."
Det er en moralsk forpligtelse
"Universiteter er moralsk forpligtede til at boykotte israelske universiteter og højere uddannelsesinstitutioner. Palæstinensiske universiteter er blevet smadret, og finansminister Bezalel Smotrich har for nylig sagt, at det moralsk kan retfærdiggøres at sulte to millioner mennesker."
"Alt taget i betragtning har vi som universitetsansatte en moralsk forpligtelse til at engagere politikere og universitetsledelser til at støtte og aktivt hjælpe vores israelske akademiske kolleger. Det skal vi gøre, for at palæstinensere og israelere en dag kan leve et fredeligt liv. Vi kan ikke fortsætte i denne voldsspiral."
"Nej, aktivistisk forskning skal ikke bruge begreber som våben til at moralisere med"
Jakob Egholm Feldt, professor i global historie ved Roskilde Universitet
Universiteterne skal rumme modsatte synspunkter
"Begivenhederne i Gaza er forfærdelige, ingen tvivl om det. Men universiteterne bør være lig en republik, der skal sikre pluralisme samt forsknings- og ytringsfrihed. De skal rumme modsatrettede synspunkter, og ledelserne skal sikre dette.
Derfor vil det altid være et problem, når aktivistiske forskere og studerende søger at pålægge universiteter bestemte synspunkter. Undtagelsen er, hvis staten og det internationale samfund beslutter sig for at boykotte et land, for eksempel Rusland. Her må universiteterne følge trop."
Der er ikke forskningsmæssig konsensus om Israel
"Det betyder ikke, at det er uproblematisk, når israelske universiteter samarbejder med militæret. Det er et stort problem, der angår universiteternes finansieringsmodel på linje med samarbejdet med medicinalindustrien og big tech, men det giver ikke anledning til at boykotte særligt israelske universiteter.
Desuden er der ikke forskningsmæssig konsensus om Mellemøsten og Israel, slet ikke. Det er ikke som med klimaforskning, hvor 98 procent er enige om, at den globale opvarmning er menneskeskabt."
Begreber bør ikke bruges som våben
"Det er fint at undersøge Israel-Palæstina-konflikten med begreber som apartheid, etnisk udrensning, racisme og folkemord, men problemet med dele af den aktivistiske forskning er, når den bruger begreberne som våben til at moralisere og slå andre folk i hovedet med.
Universiteterne skal kunne rumme et væld af perspektiver og synspunkter uden at fælde domme."