Test dig selv: Forstår du ordbogens nye ord?
Grisehoved, borehammer og anduvningsfyr er blandt ordbogens 427 nye ord. © Illustration: Akademikerbladet vha. Dall-E 3.
Den Danske Ordbog er i dag blevet opdateret med 427 nye ord. Tag quizzen og se, om du forstår 9 af de mindre almindelige ord.
Kantianisme, stratigrafisk og voldsporno.
Det er tre af de i alt 427 nye ord, som Den Danske Ordbog er blevet udvidet med i dag.
Samtidig er 225 eksisterende ord blevet udstyret med nye beskrivelser.
For eksempel blev ordet 'defloreret' i går defineret således: ”gennembryde jomfruhinden på; have samleje med som den første.” I dag lyder definitionen blot: "have samleje med som den første," ligesom der er blevet tilføjet et eksempel, hvor en kvinde deflorerer en mand.
Andre ord har fået mere baggrundsviden tilføjet i ordbogen. Vidste du, at mariekiks er "opkaldt efter den russiske storhertuginde Maria Alexandrovna, idet kiksen blev populær i forbindelse med hendes bryllup i 1874 med Alfred, søn af dronning Victoria af Storbritannien," som det står i ordbogen.
Ordene fortæller en historie, især hvis vi holder op med at bruge dem eller begynder at bruge dem på en ny mådeSeniorredaktør Henrik Lorentzen
Redaktionen bag ordbogen bruger sprogteknologiske værktøjer til at gennemgå millioner af ord og bøjningsformer – både for at spotte nye ord i sproget, men også for at afdække og dokumentere hverdagsord, der virker velkendte, men alligevel er værdifulde at beskrive, så vi bedre kan forstå deres betydning og brug.
"Ordene fortæller en historie, især hvis vi holder op med at bruge dem eller begynder at bruge dem på en ny måde. Ord som hulkort, båndstation eller wappe beskrev dagligdags ting og fænomener, da de kom med i ordbogen, men i dag er de vidnesbyrd om en teknologisk udvikling i datidens samfund," forklarer seniorredaktør Henrik Lorentzen i en pressemeddelelse.
Nogle af ordene er mere usædvanlige end andre. Vi har udvalgt 9 af de nye ord, som ikke alle vil være fortrolige med.
Tag quizzen nedenfor og se, hvor mange du kender.