Daniel rejste fra Kiel til Nykøbing Falster: ”Min livssituation er forbedret markant”

Daniel Groß gik forbi stedet flere gange.

Det gav simpelthen ikke mening.

Han var flyttet til Nykøbing Falster et halvt år tidligere, og på en af de sædvanlige gåture var han på udkig efter en bestemt restaurant.

Google Maps fortalte ham, at det lå lige her ved Klosterkirken i Nykøbing Falster. Men der lå kun lejligheder. Var det mon en hemmelig undergrundsrestaurant? Det forvirrede ham. Hvorfor var der så meget misinformation i en by, som har så mange turister hver sommer?

Siden har tyske Daniel Groß kortlagt en række restauranter i Nykøbing Falster og opdateret oplysningerne om dem på Google Maps med samme systematik og grundighed, som han lægger i arbejdet som forsker.

Daniel fortæller mig historien, første gang jeg møder ham. Jeg har kontaktet ham, fordi der sker noget ret særligt på Lolland-Falster.

Forud for Femern-forbindelsen – den 18 kilometer lange tunnel, som skal forbinde Danmark med Tyskland – blev der i 2011 foretaget de første arkæologiske udgravninger på et areal på 200.000 kvadratmeter. Arkæologerne gravede i de områder, hvor Femern A/S skal bygge. Det er blevet til Danmarkshistoriens største stenalderudgravning.

Materialet fra udgravningerne har været omfattende, og museet har tiltrukket international arbejdskraft. Et sted, som mange i Danmark tænker på som udkant, er blevet til et internationalt centrum for arkæologi.

38-årige Daniel Groß er en af de udenlandske forskere, der er rejst langvejs fra for at arbejde på Museum Lolland-Falster. Jeg har spurgt ham, om han vil vise rundt på øerne for at vise, hvad der er så særligt ved stedet, museet og forskningen.

Utkantsdanmark

Vi starter dagen ved museets hovedkontor i Nykøbing Falster. Kombinationen af de lave, gammeldags huse i pastelfarver og de rå fabriksbygninger, hvor man omdanner brune roer til fint rørsukker, minder Daniel Groß om dystopiske sci-fi-spil. Det gamle, der blander sig med det nye.

”Der er den gamle by på den ene side, den store industri på den anden,” bemærker han.

Daniel har en ph.d. i arkæologi med særligt fokus på menneske-miljø interaktion, landskabsarkæologi og socioøkonomiske forandringer. Som projektleder for forskningsprojektet SylFish, der er støttet af Augustinusfonden, undersøger han, hvordan fortidens mennesker udnyttede havets ressourcer. Han er samtidig museumsinspektør på Museum Lolland-Falster.

Daniel Groß boede cirka en halv times køretur fra storbyen Kiel i Tyskland, før han i maj 2021 flyttede til ’utkantsdanmark’ – som han kalder Lolland-Falster med en vis ironisk distance.

”Jeg er endnu ikke groet ind i de sociale kredse, men jeg føler mig langsomt mere hjemme. Det tager tid, den slags,” fortæller Daniel Groß.

Det er tid, som han endelig har.

”Min livssituation er forbedret markant. Fordi jeg har en ubegrænset ansættelseskontrakt, kan jeg nå at få venner og bygge noget op professionelt, uden at jeg skal flytte igen. Det er problemet for mange af mine kollegaer, som bliver postdoc efter ph.d.en og ansat i korte kontrakter.”

En lille by med store ambitioner

Vi sætter os ind i Daniels Ford Fiesta og begynder turen rundt på Lolland-Falster. Der hænger en sødlig lugt i luften, en blanding af gødning og rådne grøntsager. Daniel mener, at sukkerfabrikken har indledt sæsonen for sukkerkogning.

”Det lyder værre, end det er,” siger han.

De lollandske landeveje ligger som indskudte mellemrum med marker på begge sider. Vi ser kun få biler, der slæber sig forbi på vejene.

Med i bilen er Satu Koivisto. Satu flyttede til Nykøbing Falster fra Helsinki i Finland for fem måneder siden.

”Da jeg ankom til Lolland-Falster, syntes jeg, det var sødt den måde folk, jeg mødte på gaden, smilede eller sagde hej. Sådan var det ikke der, hvor jeg boede før. Men jeg tænkte også: ’Okay… Hvordan skal jeg bosætte mig her?’”

Satu Koivisto har en ph.d. i arkæologi og er ekspert i mosearkæologi og forhistoriske fisketeknikker. Hun er ansat til at studere fiskeri fra stenalderen i det forhistoriske Syltholm Fjord - dér, hvor Femern-forbindelsen skal ligge.

Nu, efter små seks måneder, synes Satu Koivisto godt om at bo her. Selvom hun savner sine venner og familie, har hun fundet sig ”ekstremt godt til rette” på øen.

Flytningen indebar måske ikke så meget betænkning for Satu Koivistos vedkommende. Som arkæolog og akademisk forsker kan det være svært at finde arbejde, og hun har selv bevæget sig fra det ene midlertidige projekt til det næste, hele tiden med øjnene rettet mod den næste jobmulighed.

”Jeg ved, at jeg ikke vil være glad, hvis jeg ikke får lov at forske. Men der er virkelig få faste videnskabsbaserede akademiske jobs i Nordeuropa. Det ser godt ud på CV’et, at jeg nu har international forskningsbaggrund,” siger hun.

Nogle af hendes finske kollegaer er flyttet til Norge eller Sverige. Satu Koivisto er dog den første i sin kreds, der er flyttet til Danmark.

Satu har taget noget ruisleipä med fra Finland. Det er et særligt mørkt surdejsrugbrød, der minder om dansk rugbrød, men så alligevel ikke. Det er lidt mere surt. Det ligger i fryseren i Nykøbing Falster, og hun tager lidt op og spiser, når savnet til hjemlandet bliver for stort.

Satu Koivisto føler nu ikke, at hun har skullet opgive noget særligt ved at flytte til Danmark. Udlandsarbejde er normen for arkæologiske forskere i dag, og hun vidste godt, hvad jobbet indebar, da hun uddannede sig. Og så er der store videnskabelige ambitioner her.

”Nykøbing Falster er en lille by, men arkæologien på Lolland-Falster er virkelig stor,” siger hun.

Da museet skabte debat

Nu er vi på Stiftsmuseet i Maribo. Der er ingen andre besøgende denne onsdag formiddag, men Tripadvisor rangerer museet på en tredjeplads over aktiviteter i Maribo – kun overgået af domkirken og Knuthenborg Safari Park.

Daniel er på hjemmebane. Han laver rundvisninger som en del af arbejdet som museumsinspektør og synes, det er awesome at få lov at informere lokalbefolkningen. 

På museet er der blandt andet en 6.000 år gammel gedehjerne i et glas, 5.000 år gamle fodspor i størrelse 36 og 42 og en begklump, der dannede grundlag for en DNA-analyse, hvis resultat er bedre kendt som kvinden Lola.

Netop Lola - der blev døbt sådan efter Lolland, hvor hun blev fundet – skabte international debat tidligere på året. Lolas hud er mørk, og øjnene blå. Det er helt historisk korrekt. I den tidligere stenalder havde folk mørkere hud.

Det skabte voldsomme reaktioner. Fordi hun boede i Danmark, går nogle ud fra, at hun var blond og hvid.

”Hvorfor har du portrætteret pigen med afrikanske ansigtsknoglestrukturer? (…) Hvorfor afbilde et fund ukorrekt, hvis du er en videnskabsmand? Gør du det med vilje af politiske årsager? ”, skrev en bruger på X.

”Det er der, vores arbejde sommetider er frustrerende. Folk gider ikke høre på videnskabelige resultater. Det handler bare om følelser,” siger Daniel Groß.

Containere med insektvinger

Vi sætter os ind i bilen og kører hen til en nedlagt lade i Rødbyhavn. Det er her, arbejdet med at gennemgå fundene fra stenalderudgravningen foregår. Hvis der kommer et nyt gennembrud, vil det være her, det sker.

Her står en masse gennemsigtige poser med jord, nøje indsamlet og stillet side om side. Mærkater på poserne viser datoen for udgravningen og koordinaterne, hvor jorden blev opgravet.

Jorden stammer blandt andet fra udgravningen til Femern-forbindelsen. Den skal analyseres nøje for planterester, knogler, tænder eller små keramiske skår.

Finder arkæologerne noget, bliver det skyllet og lagt op på klassiske hvide pomfritbakker med rødblåt mønster. Den glatte overflade sørger for, at de skyllede fund ikke opløser pappet.

Daniel Groß får stukket en pomfritbakke i hånden. En feltarkæolog vil vide, om den blege sten deri kunne være noget? Daniel Groß tager brillerne af og lægger dem på bordet. Han tager den lille sten ud af pomfritbakken og stirrer på den helt tæt på.

Nej, det var ikke noget. 

”Jeg skulle se, om den havde en bearbejdet kant, eller om det var et tilfælde, at kanten var spaltet. Det var ikke et stykke af et flintartefakt. Intet særligt,” forklarer han.

I årenes løb har arkæologer på stedet fundet utallige ting – for eksempel Danmarks ældste vindruekerne og de 5.000 år gamle fodspor. Fund, som har gjort forskere endnu klogere på, hvordan fortidsmennesket var.

Men det kræver tålmodighed at nå dertil.

Først er der selve udgravningen. Så kommer det at vaske og opbevare. Dernæst skal man skrive rapporter og arkivere dem efter danske systemer.

Og her begynder mange af Daniel Groß’ og Satu Koivistos studier, hvor de tager det interessante materiale og laver endnu grundigere analyser eller betragter dem på en ny og mere omfattende måde. Som de gør i SylFish-projektet, hvor flere udgravninger bliver sammentaget og efterforsket med fokus på menneskets indvirkning på miljøet i sammenhæng med fiskeri i stenalderen og bronzealderen.

Det tager lang tid. Og det kræver mennesker at behandle samtlige fund.

”Jeg tror, tid er et aspekt ved forskning, som folk normalt ikke tænker ind. Men jeg synes, det er en af de mest relevante faktorer,” siger Satu Koivisto.

“Du ville være en idiot, hvis du ikke tog det”

I bilen på vej tilbage mod Nykøbing Falster fortæller Daniel Groß, at man ikke kan opdrive en hakke på Lolland-Falster. Han kørte engang hele øen rundt for at finde en.

Butikkerne kunne ikke en gang bestille den hjem.

”Til sidst gav jeg op og kørte til Næstved for at købe det her 150 kroner dyre værktøj. Det var jeg lidt forvirret over, at jeg var nødt til,” siger han.

De tyske, akademiske kredse, hvor Daniel kom fra, står på nogle punkter i kontrast til det borgernære arbejde ved museet på Lolland-Falster.

”Dér ser folk skævt til dig, hvis du ikke har læst Foucault – og det har jeg ikke. Her kigger folk mærkeligt på dig, hvis du ikke kender Matador,” siger han.

Han mener det ikke negativt, men arbejdet er blot i en anden sammenhæng her i Danmark.

I et konkurrencepræget felt som arkæologi handler det om at tage de job, der byder sig til. Også selvom det indebærer at rykke livet op ved roden og flytte til Lolland-Falster i Danmark.

”Du ville være en idiot, hvis du ikke tog det. Hvis der er en mulighed for at få et permanent job, hvor man kan bruge sine forskningsevner, så tager man det. De er så sjældne" siger Daniel Groß.

Han er tilfreds med, at han har opgivet hjemlandet og har rykket tilværelsen til Lolland-Falster.

”Lolland-Falster har et kæmpestort arkæologisk potentiale med så mange hvide pletter på landkortet, at jeg gerne vil være en del af opkvalificeringen af forståelsen for regionens forhistorie. Se alene udgravningerne ved Femern-forbindelsen. Jeg forlod mindre for mere.”