Professorer dybt uenige: Hvorfor har vi stadig gyldne håndtryk?

To topchefer måtte forlade deres poster, da DR i sidste måned afslørede, at Aarhus Universitetshospital har brudt sundhedsloven ved at lade mindst 293 syge tarmkræftpatienter vente for længe, inden deres operation.

Med sig fik de to topchefer godtgørelser på i alt 7,5 millioner kroner – blandt andet i form af fuld løn de næste to år. De gyldne håndtryk blev kritiseret, og blandt andre professor i økonomistyring ved Aalborg Universitetet Per Nikolaj Bukh betvivlede chefernes ret til det gyldne håndtryk på grund af sagens alvor.

Men sagen er blot den seneste i en lang række eksempler på skandaliserede offentlige ledere, der forlader deres post i utide med en stor pose penge – ofte ledsaget af kritik fra borgere, eksperter og politikere.

Så hvorfor har vi stadig de såkaldte gyldne håndtryk i det offentlige? Er der tale om en vildfaren lønfest eller er det en nødvendighed for at tiltrække de rette talenter til risikofyldte chefpositioner?

Akademikerbladet har spurgt to professorer, der har beskæftiget sig med området i årtier – og de er rygende uenige.  

Kommunaldirektører og Formel 1-kørere

Da Ken L. Bechmann blev færdiguddannet med sin ph.d. i 2011, kunne han godt mærke, at chefernes lønninger var kommet på dagsorden. Siden 1980’erne var lønningerne kun steget og steget, men der var ikke ret meget viden om, hvor meget lederne egentlig tjente. Det satte han sig for at undersøge og siden har han som professor ved CBS været en af landets førende forskere inden for chefkompensationer med et særligt fokus på private virksomheder.

Spørger man ham, er det de selvsamme mekanismer, der gør sig gældende, når det gælder gyldne håndtryk til ledere i det offentlige som i det private: Udbud og efterspørgsel.

”Jeg plejer at sammenligne det med en Formel 1-kører. Det kan godt være, at man tænker ’Hvorfor skal han have en halv mia. for at køre den bil? Jeg ville gøre det for en brøkdel’, men det er folk, der har nogle helt særlige evner, og som der skal være helt særlige vilkår til at tiltrække, fastholde og motivere”, mener han og peger på, at de gode fratrædelsesordninger er en del af den pakke – hvad end der er tale om kommunaldirektører eller CEO’s.

Men den køber Henning Jørgensen ikke. Som forskningsansvarlig på Professionshøjskolen UCN og tidligere professor i offentlig forvaltning på Aalborg Universitet, har han beskæftiget sig med ledelseslønninger i det offentlige gennem årtier.

”Det der med at sammenligne med Formel 1 er klassisk CBS-ting og er helt på månen, men det offentlige har desværre også har købt ind på det med New Public Management-tilgangen. Påstanden om, at man ellers ikke ville kunne besætte stillingerne med kvalificerede kandidater, er næsten løgn og latin”, mener han og peger på, at der kommer rigtig mange ansøgninger til lederstillingerne i det offentlige.

Skruede man ned for lønpakken, herunder de gyldne håndtryk, ville der stadig være en række kvaliteter ved jobbet, der ville tiltrække kvalificerede kandidater – blandt andet selvbestemmelse, prestige og indflydelse – lyder argumentet fra Henning Jørgensen.

”Det er jo ikke sådan, at du ikke kan få besat lederstillinger. Det er jo sygeplejersker, lærer og pædagoger, vi mangler – der er rigeligt med folk, der gerne vil være ledere. Og når vi i dag ser flere hundrede søge chefstillingerne, er det svært at se, at man ikke ville kunne finde en kvalificeret ansøger, der ville tage jobbet, hvis man skruede ned for lønpakken”.

Ken L. Bechmann fastholder derimod, at lønnen – herunder fratrædelsesordningen – er et vigtigt parameter.

”Lønnen er ikke alt, men jeg mener det alt andet lige indgår som et parameter. Og det gælder vel ikke bare om at få besat en stilling men i stedet om at tiltrække og fastholde de rigtige til en given stilling".

Sammenhængskraften er truet

For Ken. L. Bechmann skal en stor del af forklaringen på de gunstige lønpakker også findes i udviklingen på det private arbejdsmarked.

”Det er et spørgsmål om, at man gerne vil tiltrække de bedste kandidater, og så er man i konkurrence med det private marked. På begge områder gælder det, at topchefer er i udsatte situationer – og når noget går galt, er det ikke altid ens egen fejl. Så for at kompensere for den risiko, må man lave gunstige fratrædelsesordninger”, mener han.

Men her er Henning Jørgensen igen uenig.

”Det med at man må sammenligne med det private er også lidt af en myte. Der er ikke megen trafik mellem det offentlige og det private i det omfang, der skulle til, hvis der forelå en konkurrencesituation”.

Ken. L. Bechmann peger på, at man så sent som i sidste uge så departementschefen i Finansministeriet Peter Stensgaard Mørch skifte til PensionDanmarks direktion.

”Og i flere sammenhænge færdes jeg selv i miljøer, hvor der i høj grad er fokus på lønforskelle mellem offentlige og private virksomheder – blandt andet i kampen om de rigtige talenter”.

Både Ken. L. Bechmann og Henning Jørgensen er dog enige om, at chefstillinger i det offentlige rummer en risiko, der skal kompenseres med en form for sikkerhed i en periode efter ens fyring, og at den største risiko ved gyldne håndtryk, der virker uretfærdige for borgerne, er sammenhængskraften.

”Det er mest af alt et spørgsmål om normer og værdier på det danske arbejdsmarked – og det betyder noget for sammenhængskraften. Vi vil ikke have superrige folk, der får ufortjente privilegier. Det strider mod nogle grundlæggende værdier og normer i vores samfund”, lyder det fra Henning Jørgensen.

Ken L. Bechmann er enig i, at de gyldne håndtryk mest af alt er en trussel for sammenhængskraften i samfundet.

”Der ryger selvfølgelig nogle millioner fra den offentlige pengekasse, men det er næppe noget, der har reel betydning i det store billede. Men der er en fare for, at borgerne mister tilliden til systemet, fordi de synes, det er uretfærdigt. Og når sammenhængskraften på den måde bliver truet, kan det i sidste ende have konsekvenser – blandt andet for folks villighed til at betale skat”.