Ny tendens breder sig blandt unge som Julie: ”Jeg vil være andet og mere end mit arbejde”

28-årige Julie Bessmann gik direkte fra kandidatfesten og ud i et fast job hos Epinion, da hun blev færdig med sin kandidatgrad i sociologi på KU i april måned sidste år.

Men til trods for, at hun både er virkelig glad for og meget stolt over sin nye rolle som konsulent hos et anerkendt meningsmålingsinstitut, er hun samtidig uhyre bevidst om, hvor meget plads og energi arbejdet må tage:

”Jeg prøver på at gå hjem i ordentlig tid og bruge mine fritimer på mine egne interesser og på at være sammen med mine venner. Jeg vil være mere end mit arbejde, og sådan har langt de flest det i min omgangskreds. Det er et stort samtaleemne i min vennegruppe, at et job bare er et job”, siger Julie Bessmann.

"Min generation har nået grænsen"

Julie Bessmann er del af en større tendens.

Ifølge en ny kandidatundersøgelse fra Konsulenthuset Ballisager betyder arbejdet i dag mindre for 25 procent af akademikerne, end det gjorde for fem år siden.

Faktisk er akademikerne den gruppe, der hyppigst angiver, at arbejdet har mistet betydning. I den brede befolkning gælder det for 22 procent.

Et øget fokus på mental sundhed er en væsentlig årsag til, at yngre akademikere er blevet mere optaget af work/life balance, mener Julie Bessmann.

”Min generation har kæmpet med udbredt stress og dårlig trivsel. Jeg tror, vi simpelthen har nået en grænse for, hvor meget pres vi kan holde til. Opgøret med arbejdet som identitetsmarkør udspringer af vores behov for at sætte nogle grænser”, vurderer den nybagte konsulent.

Der er opbrud i nogle af de værdier, som i årtier har kendetegnet arbejdsmarkedet for akademikere.

Sådan lyder analysen fra Morten Ballisager. Han er direktør i konsulenthuset Ballisager og ansvarlig for den årlige såkaldte kandidatundersøgelse, der tager øjeblikstemperaturen på arbejdsmarkedet.

”Det er tydeligt at de unge ikke længere køber fortællingen om, at ’du er hvad du laver’. At så mange akademikere vender en halvkold skulder til arbejdsmarkedet skyldes dels, at de reflekterer kritisk over livet, og dels, at de oftere har midlerne til at tænke i alternativer”, siger Morten Ballisager.

Det er også plausibelt at se en sammenhæng mellem ’quiet quitting’ og den akademikerbashing, som har været udtalt i de senere år, vurderer han.

”Det ryger jo direkte retur, hvis du ikke føler dig påskønnet. Og det er ikke blevet bedre af, at den politiske diskurs heller ikke ligefrem været på universiteternes side i de seneste par år,” påpeger Morten Ballisager.

Arbejdsgiver, stræk dig langt!

År efter år har Konsulenthuset Ballisager udpeget akademikerne som arbejdsmarkedets dydsmønstre.

Generelt er medarbejdere med de længste uddannelser mindre stressede end gennemsnittet, de er også klar til at rejse længere for det gode job og til at trække sig senere tilbage fra arbejdsmarkedet end gennemsnittet.

Akademikerne går også mindre op i høj løn, hvis bare jobbet er meningsfuldt nok. Og så er der friheden under ansvar:

"Som arbejdsgiver bør du især notere dig, at muligheden for et fleksibelt arbejde scorer højere end både god løn og gode kolleger blandt akademikerne. Min anbefaling til alle virksomheder vil være at se på, hvor langt de overhovedet kan strække sig på den konto”, siger Morten Ballisager.

Fleksibilitet er også et parameter, headhunterne bliver spurgt om stadig oftere, når de forsøger at rekruttere akademikere til nye job.

”Akademikerne gider ikke alt for stramme rammer, og de vil gerne lede sig selv så vidt muligt. Selv staten har forstået det. Her ved man godt at man ikke er lønførende, så 2-3 hjemmearbejdsdage er ikke usædvanligt for konsulenter og fuldmægtige i ministerier og styrelser”, forklarer Morten Ballisager.

Selv om konsulent hos Epinion Julie Bessman personligt foretrækker at tage på kontoret langt de fleste dage, er muligheden for hjemmearbejde også helt afgørende for hende.

"Jeg kan sidde derhjemme i ro og mag, hvis jeg skal koncentrere mig. Jeg slipper for at skulle forklare mig eller skrue en professionel facade på, hvis jeg har en off-dag. Det betyder uendelig meget for min trivsel, at fleksibiliteten er der, uden at nogen stiller spørgsmål til det”, siger Julie Bessmann.

Klar til at smutte hurtigt

For hende er der ikke nogen modsætning i, at akademikerne boner stærkest ud på ’quiet quitting’ og samtidig er arbejdsmarkedets dydsmønstre. Tværtimod:

”Vi er klar til at gå den ekstra mil, hvis arbejdet giver mening, hvis arbejdspladsen tilbyder fleksible vilkår og psykologisk tryghed og chefen er i orden. Men vi har også en høj retfærdighedssans, og hvis nogle af vores krav ikke bliver opfyldt, er vi lige så hurtigt klar til at smutte”.

Enkelte af Julie Bessmanns jævnaldrende har allerede skiftet arbejde, fordi noget ikke fungerede:

”Når vi stiller store krav, er det ikke snobberi, men fordi vi har en ægte interesse for både arbejdsplads og jobindhold. Jeg ser også kravene som et modsvar til vores forældres generation, der nok for sjældent har sat foden ned”, siger Julie Bessmann.

Også Morten Ballisager ser et modsvar blandt de yngste akademikere:

”De reagerer på noget, der er usundt, og det gør det ret konsekvent. De, der kommer ud på arbejdsmarkedet lige om lidt, vil endda stramme skruen en tand mere. Det er noget, vi andre skal vænne os til. Og måske noget, vi kan endda lære lidt af – hvem ved?”