”Det kan give ondt i maven”: Hver anden leder i frivillige foreninger overvejer at stoppe

”Jeg har heldigvis ikke oplevet at blive syg af arbejdspresset, men jeg har været tæt på nogle gange. Jeg har været her i syv år, og jeg har haft perioder, hvor jeg har været i gang på arbejdet fra kl. 8-22, fordi så mange driftsopgaver landede på mit bord”.

Isabella Wedendahl er generalsekretær i den frivillige forening Bryd Tavsheden. Hun er en af 156 ledere, som medvirker i en ny rundspørge om arbejdsforholdene blandt ledere i små og mellemstore frivillige foreninger med 30 eller færre ansatte, som er lavet af Fonden for Social Ansvar.

Den viser, at over halvdelen af lederne føler sig urimeligt presset på arbejdet. 49 procent af lederne overvejer at sige op, selvom de tror på sagen og er dybt engagerede i deres arbejde. Det gælder også Isabella.

”Jeg har da overvejet af søge tilbage til mit gamle fag som skolelærer, fordi det kan i perioder være hårdt at være leder i en lille, frivillig organisation. Man er hele tiden bevidst om, hvad nu hvis det ikke lykkes at skaffe nok fondsmidler, eller hvis der fx kommer en opsigelse i sekretariatet”, siger Isabella Wedendahl.

Skubber bare bolden videre

Thit Aaris-Høeg er adm. direktør i Fonden for Socialt Ansvar, som har gennemført analysen, og hun er ikke overrasket over svarene fra Isabella og de andre ledere.

”Vi driver et netværk med ledere fra 70 sociale organisationer, og vores klare fornemmelse var, at lederne havde fået det værre. Den fornemmelse underbygger undersøgelsen”, siger hun.

Ifølge hende bunder svarene i meget usikre rammevilkår, kortsigtet finansiering, mangel på ressourcer og stigende krav til performance. 

”Vores område er det eneste i Foreningsdanmark, der ikke har en grundfinansiering, selvom vi beskæftiger os med de mest udsatte grupper i landet”, pointerer Thit Aaris-Høeg.

 Hun savner en klar ansvarsfordeling mellem staten, kommunerne og fondene.

 ”Man har en tendens til bare at skubbe bolden videre. Parterne, der har pengene, og som alle peger på civilsamfundet som en del af løsningen på fremtidens velfærdsproblemer, bliver nødt til at sætte sig om bordet og finde ud af, hvordan man sikrer et robust civilsamfund, inden lederne står helt af”.

Hun forklarer, at presset er blevet større over de seneste år - ikke mindst i de små og mellemstore organisationer, da man ikke ved, hvor finansieringen skal komme fra i 2024. 

Artiklen fortsætter efter boksen.

”Mange organisationer har statslige bevillinger som ikke bliver forlænget. Satspuljen er nedlagt. Fondene har indskrænket deres midler til helt bestemte målgrupper, og kommunerne melder, at de er presset økonomisk. Med færre muligheder for at søge støtte er der kortere udsigt til at hjælpe de udsatte”.

Kan hele tiden gøre mere

Bryd Tavsheden er en frivillig forening, som arbejder på at forebygge vold mod børn og unge i nære relationer. De tilbyder blandt andet rådgivning gennem brevkasse, telefon, chat, samtale- og gruppeforløb.

Foreningen har ni ansat i sekretariatet fordelt på 6,5 fuldtidsstillinger. Derudover er der tilknyttet omkring 30 frivillige rådgivere og seks honorerede unge, som tager ud på skoler og institutioner og fortæller om deres oplevelser til andre unge.

Isabella Wedendahl fortæller, at Bryd Tavsheden både ønsker at vækste og dermed nå ud til flere børn og unge gennem mere synlighed og digitalisering. Det kræver rask løb, konstant udvikling, til tider lange arbejdsdage og god struktur, mens hun som leder samtidig, skal sørge for at passe på medarbejderne.

”Vi har medarbejdere, som motiveres af sagen, og det er en stor del af arbejdslysten. Vi kan ikke gå hjem om aftenen med følelsen af at have løst alt, for vi kan hele tiden gøre mere. Det skaber et pres, og vi skal hjælpes ad med at prioritere de mange ideer, så vi ikke får for mange bolde i luften samtidig”, siger den tidligere skolelærer, som også har nogle års erfaring med bestyrelsesarbejde fra kommunalpolitik.

Isabella skal som eneste leder i foreningen varetage både den daglige ledelse, hele HR-området, ligesom hun skal følge op på den strategi, udvikling og de målsætninger, som udstikkes af en bestyrelse. Og så skal hun sørge for interessevaretagelse og arbejde for at foreningen er synlig hos meningsdannere og fonde.

”Som eneste leder kan man komme til at stå alene i et krydsfelt. Det tænker jeg er en følelse, mange andre ledere i mindre foreninger og organisationer også kender til.”

Ja tak til grundfinansiering

Isabella Wedendahl understreger, at Bryd Tavsheden er meget privilegeret af at være på finansloven siden 2015. En tredjedel af foreningens ressourcer er således offentligt finansieret, mens de resterende to tredjedele skal hentes i fonde.

”Og det er benhårdt arbejde. Som forening er der altid en latent risiko for, at man pludselig mister sin finansiering, og det kan give ondt i maven. Vi skal derfor have modet til at kigge på hele området i et længere perspektiv”, siger Isabella Wedendahl.

Bryd Tavsheden ønsker ifølge generalsekretæren ikke fuld finansiering fra det offentlige. Men hun mener, at man politisk bliver nødt til at kigge mere langsigtet på de midler, som er i systemet, med henblik på at sikre grundfinansiering af driften, og for at sikre et gennemsigtigt system for uddeling af de offentlige midler.

”Selv om vi er privilegeret, er der altså noget grundfinansiering i systemet, som ikke er på plads. Det skaber hvert år dyb bekymring blandt mange organisationer, og jeg har igennem årene hørt kolleger beskrive den usikkerhed, det medfører, ikke at vide, om der kommer midler i år eller ej særligt ift. deres medarbejdere, der ikke ved, om de er sikret job eller ej.”, siger Isabelle Wedendahl.

Thit Aaris-Høeg understreger, at samarbejdet med civilsamfundet er skrevet ind i regeringsgrundlaget. Alligevel oplever organisationerne, som har kæmpet for bedre vilkår i mange år, at det kniber med at tage området alvorligt og få sikret en grundfinansiering.

”Vi arbejder non-profit, så vi er dybt afhængige af ekstern støtte, hvis vi skal overleve. Lige nu arbejder vi på trods, fordi vi ikke kan få os selv til at lade de udsatte i stikken. Det er sektorens akilleshæl - man kan nærmest byde os hvad som helst. Men nu er grænsen ved at være nået, og det er konsekvensen af det, som vi ser i denne undersøgelse”.