Spring menu over
Dansk Magisterforening

Borgmester forsvarer rygning i arbejdstiden: ”Vi tillader også Lotto og fedme”

folk der ryger

© af Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Del artikel:

De fleste kommuner har forbudt røg i arbejdstiden, men Brønderslev Kommune siger ja. "Vi kan blive et forbillede", mener borgmester.

Det er er klart og tydeligt "nej tak" fra Mikael Klitgaard (V).

Brønderslev Kommunes borgmester går ellers for at være pragmatisk. En borgmester der i byrådet naturligt orienterer sig mod de synspunkter, der har størst opbakning.

Faktisk vedgår han overfor Akademikerbladet, at havde der været et markant flertal for at indføre et rygeforbud i arbejdstiden for kommunens ansatte, ja så havde han også forsvaret det.

Men det er ikke tilfældet, og i stedet for står han nu energisk bag beslutningen om at skrotte en indstilling fra kommunens sundhedsudvalg om at indføre ”røgfri arbejdstid med undtagelser (fx selvbetalte pauser) i Brønderslev Kommune af hensyn til folkesundheden”.

"Vi forbyder heller ikke fedme"

Som medarbejder må man gerne ryge i arbejdstiden, fastslår borgmesteren, men han anbefaler folk at lade være med det.

 

Man kan forbyde mange ting, og det synes jeg er en forkert vej at gå

Borgmester Mikael Klitgaard, Brønderslev Kommune

”jeg vil da heller ikke forbyde mine medarbejdere at spise æbler”, har han sagt til TV2 Nord

Men æbler er vel heller ikke sundhedsskadelige?

”Det var udtryk for, at jeg har humor. Men jeg vil heller ikke forbyde dem at spise fedt eller veje for meget og spille Lotto. Man kan forbyde mange ting, og det synes jeg er en forkert vej at gå. Vi skal derimod have en sund moral og opdrage vores børn bedre”.

Så du går ind for, at skatteborgernes penge skal bruges på at de ansatte kan ryge i arbejdstiden?

”Rygerne skal lave helt det samme som alle andre. Og alle holder pauser. Nogle snakker, andre drikker kaffe. Det skal de ikke skamme sig over, for sådan arbejder vi ikke i Brønderslev Kommune. Lederne følger selvfølgelig med i, hvad de ansatte laver, og det er nok”.

Tror ikke på undersøgelse

I indstillingen fra Brønderslev Kommunes Sundhedsudvalg fremgår det dog også, at rygning fra et arbejdsgiversynspunkt handler om mere end rygepauser. I et studie fra 2016, ’Sygdomsbyrden i Danmark’, estimeres det at rygere har 4,5 flere sygefraværsdage om året end ikke-rygere.

Men det tal gør ikke indtryk på den landbrugs- og læreruddannede borgmester.

”Hvad så med sukkersyge og usund mad? Skal vi kræve at folk går i seng på et bestemt tidspunkt for at være veludhvilede? Jeg har det sådan, at det må være muligt at snakke sund fornuft. For vi ikke er ligeglade. Men frem for at forbyde rygning, skal vi hellere opfordre dem til at tage et rygestopkursus”, siger Mikael Klitgaard.

År 73 kommuner har røgfri arbejdstid
2012 Fredensborg, Norddjurs
2013 Aarhus, Allerød, Sorø
2014 Middelfart, Holbæk, Syddjurs, Struer, Egedal
2015 Gladsaxe, Bornholm, Guldborgsund
2016 Favrskov, Esbjerg, Odder
2017 Odense, Lemvig, Vallensbæk, Kerteminde
2018 Vesthimmerland, Furesø, Dragør
2019 Randers, Rebild, Holstebro, Svendborg, Mariagerfjord, Viborg, Nordfyns, Ishøj, Brøndby
2020 Haderslev, Vejen, Næstved, Varde, Skanderborg, Helsingør, Sønderborg, Hvidovre, Ærø, Billund, Ikast-Brande, Hjørring, Nyborg, Albertslund, Halsnæs, Assens, Kolding, Faaborg-Midtfyn, Kalundborg, Hørsholm
2021 Hillerød, Gentofte, Lolland, Herning, Rødovre, Odsherred, Lejre, Skive, Silkeborg, Stevns, Faxe, Ringkøbing-Skjern, Frederikssund, Ringsted, Gribskov, Aabenraa
2022 Køge, Aalborg, Roskilde, Vejle
2023 Hedensted

Blev kaldt tøsedreng

Ifølge Mikael Klitgaard har en byrådskollega kaldt ham en tøsedreng, fordi han ikke stemte for forbuddet.

”Det synes jeg er frækt. Jeg synes faktisk, det er modigt at gå den anden vej”, siger han.

Den liberale indstilling, som han selv definerer som et ”forenings-Venstre”-sindelag, skal forstås sådan, at selv som borgmester ønsker Mikael Klitgaard ikke at gøre sig til herre over andre. Mennesker skal i stedet mødes med tiltro.

”Jeg tror på, at man kan lade folk opføre sig ordentligt uden regler, men desværre er vores samfund blevet dynget til af regler”, forklarer han.

”Der er alt for mange ansatte til at kontrollere folk. Vi burde stoppe alle de statslige styrelser, der er vokset med 10.400 årsværk fra 2016 til 2022, bare så de kan banke folk i hovedet. Kan vi ikke prøve at gå den anden vej, at flytte holdninger uden forbud?”, lyder det fra Mikael Klitgaard.

"Ludomani er også dårlig moral"

I sidste ende handler det dog om moral, mener Venstre-borgmesteren.

”Skal vi forbyde reklamer? Eller spil? Jeg siger nej. Folk skal lære at forstå, at de ikke skal spille. Det handler om moral. Det kunne aldrig falde mig selv ind at spille, for jeg ved, at man betaler, og at det er spiludbyderen, der vinder”.

Rygning i arbejdstiden – hvad med hjemmearbejdspladsen?

Det fremgår ikke af det nu skrottede forbud mod rygning i Brønderslev, om det også gælder, når folk arbejder fra hjemmet. Det er til gengæld tilfældet i andre kommuner, der har indført lignende forbud. Det har Akademikerbladet om skrevet om her

Men det ved jo selv ludomaner, og det får dem ikke til at stoppe med at spille?

”Ludomani er også dårlig moral. At være for fed er også dårlig moral. Det fører til diabetes. Skal vi forbyde fedme?”

Kræftens Bekæmpelse: Forbud kan redde liv

Niels Them Kjær, Projektchef for tobaksforebyggelse i Kræftens Bekæmpelse, har godt hørt om Mikael Klitgaard og Brønderslevs ’ja’ til rygning. Et kort på caner.dk viser ellers, at 73 kommuner har indført rygeforbud i arbejdstiden, mens fire andre er på vej.

”Vi plejer at sige, at røgfri arbejdstid er godt for sundheden for alle. For rygerne betyder det, at de ryger mindre, hvorved de mindsker risikoen for at blive syge, ikke bare når det gælder lungekræft, men også helt almindelige infektioner”, siger Niels Them Kjær.

”Og et forbud er også godt for nye unge medarbejdere, der ikke ryger. For hvis der er en rygekultur på arbejdspladsen, hvor man går ud og ryger, så det svært at lade være med at følge med. Så det har også betydning for, om folk begynder at ryge” siger han.

Borgmesterens sammenligningen med fx dårlige madvaner køber han ikke.

”Hver anden ryger dør af det. Hvis du tager alle andre risikofaktorer og stabler dem oven på hinanden ved siden af rygning, så er rygning fortsat farligere”.  

Viser vejen frem

Men Mikael Klitgaard insisterer på, at et forbud ikke er den rigtige vej at gå.

”Hvis vi i sammenhæng med borgere og medarbejdere kan vise, at vi kan gøre noget andet end flertallet, ja så ender det måske med at være os, der viser vejen frem. At en gulerod er bedre end en pisk”, siger han.

Medarbejderne i kommunen var enige om ikke at have nogen holdning til indstillingen, oplyser fællestillidsrepræsentant Ole Holdt.

”Fra medarbejderside ville vi hverken anbefale et forbud eller ikke anbefale det. Det er ret følelsesbetonet, og vi repræsenterer både rygere og ikke-rygere. Så vi ville ikke tages som gidsler i et eller andet spil, hvor beslutningen efter vores mening skal træffes et helt andet sted”.