Afskaffelse af store bededag minder om Schlüter-indgreb i 1982

Sammenligningen virker oplagt.

Som en af sine første bedrifter i 2023 vil statsminister Mette Frederiksen afskaffe en helligdag.

De samme ønsker havde tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt i 2012, om end der dengang var tale om to helligdage.

Og selvom afskaffelsen i 2012 skulle øge Danmarks ”konkurrenceevne”, og det denne gang handler om at ”finansiere et løft af Danmarks forsvar i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine”, så går det økonomisk ud på ét: Befolkningens samlede arbejdstimetal skal op.

I fagbevægelsens optik er der dog en helt afgørende forskel på 2012 og 2023. For hvor Thorning-Schmidt-regeringen lod arbejdsmarkedets parter forhandle om forslaget, har Frederiksen-regeringen på forhånd lagt sig fast på, hvad der skal ske, og under hvilke betingelser.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) fremlagde tirsdag lovforslaget, der skal ophæve retten til at holde fri store bededag i alle overenskomster på det danske arbejdsmarked fra 2024.

Fagforeningerne får ikke nogen forhandling om prisen. Lovforslaget opgør loven til en almindelig arbejdsdag eller 0,45 procent af årslønnen.

Og når fagboss i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) Lizette Risgaard taler om, at regeringen dermed begår ”et historisk uhørt indgreb i overenskomsterne”, er det faktisk ikke helt forkert.

Fri forhandlingsret har været en del af den danske aftalemodel i årtier med den undtagelse, at der i fastlåste situationer kan gribes ind politisk. På det private arbejdsmarkeder er det senest sket med indgrebet under storkonflikten i 1998, der er bedre kendt som gærkrisen. Dengang lukkede Folketinget konflikten ved at vedtage en lov, der lå tæt op af det overenskomstforlig, der blev nedstemt af fagforeningens medlemmer.

Dyrtid var gift for økonomien

Faktisk skal man tilbage til 1982 for at finde et andet eksempel på, at en regering uden forudgående forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter har grebet ind i en overenskomst.

Dengang handlede det om den såkaldte dyrtidsregulering i overenskomsterne, der stammede helt tilbage fra 1919 og regulerede lønnen i takt med prisudviklingen. Men da inflationen nåede op på ca. 10 procent i slutningen af 1970’erne, var den automatiske dyrtidsregulering ren gift for økonomien.

”Den drev lønningerne op, hvilket i sig selv bidrog til inflation, der svækkede dansk konkurrenceevne overfor udlandet, hvilket belastede betalingsbalancen og forværrede arbejdsløsheden”, forklarer lektor og historiker ved Aarhus Universitet Niels Wium Olesen.

Situationen var uholdbar, og i 1976 forsøgte den socialdemokratiske regering at løse problemet ved at indefryse en del af de såkaldte dyrtidsportioner som pensioner. Det var dog ikke tilstrækkeligt, og blot tre dage efter sin tiltrædelse i 1982 fremsatte statsminister Poul Schlüter (K) en lov, der førte til en toårig suspension af ordningen, der efterfølgende blev helt afskaffet.

Det lønpolitiske indgreb i overenskomsterne førte som forventet til protester og arbejdsnedlæggelser, men Schlüter resonerede, at en hurtig konfrontation med fagbevægelsen kunne være glemt ved næste valg.

”Dengang kaldte man det ikke for konkurrencestatslogik, men det er den samme tankegang, der var på spil, bare endnu ikke i Socialdemokratiet. Energikrisen og lønudviklingen udgjorde drivkraften i 1970’ernes inflation, så dyrtidsreguleringen udgjorde et enormt problem for det, der også dengang var en lille åben økonomi”, siger Niels Wium Olesen.

Dengang Sovjet, i dag Rusland

Har Mette Frederiksen tilsvarende tænkt, at en hurtig armlægning med fagbevægelsen om store bededag kan vendes til forbrødring op til et nyvalg om fire år, er der ifølge Niels Wium Olsen også andre ligheder med indgrebet i overenskomsterne i 1982.

”Dels er det en ny regering ligesom dengang, og det er også en regering, der er trådt til højre med optagelsen af to borgerlige partier. Men der er også noget med prisstigningerne og krisestemningen”, siger Niels Wium Olesen og fortsætter:

”I begyndelsen af 1980’erne var der atomoprustning, og Sovjet havde invaderet Afghanistan i 1979. I dag benytter regeringen krigen i Ukraine og fornemmelsen af, at verden igen er et farligt sted og vores sikkerhed truet. Dengang som nu var der en fornemmelse af, at tidsånden vender”, siger han.

Offentligt forbrug for lånte penge

På andre punkter er Mette Frederiksens krisefortælling imidlertid knap så overbevisende, som da Schlüter fik vedtaget ”Lønstoploven” i 1982, mener Niels Wium Olesen:

• Beskæftigelsen i den private sektor faldt med 90.000 personer fra 1979 til 1981, og arbejdsløsheden nåede i 1982 op på 12,5 procent. I november 2022 var ledigheden på beskedne 2,6 procent.
• I 1982 var der et underskud på betalingsbalancen på 19 mia. kr. I de første 10 måneder af 2022 var der et overskud på 311 mia. kr.

”Det gør det svært at overbevise folk om, at det er så skide nødvendigt at afskaffe store bededag. Vi har et stort overskud på betalingsbalancen i modsætning til i 1982, hvor der også var et kæmpe underskud på de offentlige finanser. Schlüter kunne henvise til, at en tredjedel af det offentlige forbrug var for lånte penge. I dag er der en bremse ved to procent”, siger Niels Wium Olesen.

”Så i betragtning af at vi på alle parametre – undtagen inflationen – står rigtig solidt, bliver det nok svært at overbevise lønmodtagerne om, at det nu er dem der skal yde”, tilføjer han.

”Hellere jobfest end lønfest”

Ikke desto mindre er det præcis, hvad SVM-regeringen har gjort som optakt til industriens overenskomstforhandlinger. Forhandlinger, der som sagt ikke er endt med et regeringsindgreb siden storkonflikten i 1998.

En væsentlig del af forklaringen er den konsensus, der opstod mellem arbejdsgivere og lønmodtagere fra midten af 1980’erne, påpeger Niels Wium Olesen.

Den daværende LO-formand Thomas Nielsen sagde i 1982 de nu berømte ord: ”Vi har sejret ad helvede til”. Men snart blev LO’s motto til ”hellere jobfest end lønfest”.

"Det var udtryk for en besindelse og en strategisk ændring, hvor fagbevægelsen ikke fokuserede på den nominelle værdi af lønnen, men at man sammen med arbejdsgiverne stræbte efter at gøre virksomhederne konkurrencedygtige overfor udlandet”, siger Niels Wium Olesen

Var det ikke for baglandet, altså medlemmerne, kunne den toneangivende Dansk Metal-formand Claus Jensen sikkert hurtigt blive enig med DI om en overenskomst i 2023, vurderer Niels Wium Olesen.

Men Metals medlemmer var lige præcist dem, der også trak tæppet væk under forhandlingerne om de to helligdage i 2012.

”Derfor er opstandelsen om store bededag ikke særlig gavnlig. Vreden får jo ligesom et mål at sætte sig på. Vrede kan være diffus, men med store bededag får den noget konkret at forholde sig til. Ud fra en politikiagttagervinkel kan man godt spørge, hvor musikalsk det egentligt er spillet af regeringen”.