HR-chefer tager stilling: Skal der serveres alkohol til firmafesten?
Uffe Lyngaae, direktør i Publico, og Anu Helena Kerns, Vice President og CPO i Bavarian Nordic.
Firmajulefrokosterne er over os - og dermed det store dilemma: Skal der serveres juleøl og kryddersnaps til festen? Vi har spurgt to HR-chefer.
"Det kommer jo ned til enkeltpersoners dømmekraft"
"I praksis er alkoholindtag i vores verden begrænset til en smule fredagsøl eller -vin, nogle få ud-af-huset-events og så den årlige julefrokost.
Jeg har selv altid praktiseret den kedelige gå-ædru-hjem-fra-julefrokost-tidligt – lige fra jeg begyndte at være chef tilbage i midten af 00'erne.
I dag er vi et ledelsesteam på fire partnere, som alle er medejere, og hvor to af os har personaleansvar. Vi fire har måske en lidt forskellige praksis og adfærd på området.
To af de andre har ikke noget problem med at drikke sig halvfulde til julefrokost og feste med de unge. Og det tror jeg egentlig er helt fint. Ingen pinlige episoder.
Det kommer jo ned til enkeltpersoners adfærd og dømmekraft, og der har vi – mig bekendt – aldrig haft nogen uheldige sager på dette område.
Uffe Lyngaae, direktør i Publico
"Vi udvikler vacciner, der redder menneskeliv. Det kan vi selvsagt ikke sætte over styr ved at tillade alkohol"
"Alle former for alkohol er forbudt på virksomhedens lokationer.
Det er vores formål at udvikle, producere og sælger vacciner, der beskytter og redder menneskeliv. Det kræver et konstant fokus på høj kvalitet af vores produkter og en høj sikkerhed for vores medarbejdere således at myndigheder, læger og de endelige vaccinemodtagere kan have tillid til vores produkter. Det kan vi selvsagt ikke sætte over styr ved at tillade alkohol på vores arbejdsplads.
Ved specielle lejligheder kan ledelsen give særlig tilladelse til at medarbejdere må indtage alkohol, mens man befinder sig på Bavarian Nordic lokation. Det er for eksempel i forbindelse med en særlig fejring. Men så foregår det under kontrollerede forhold.
Og så holder vi en årlig sommerfest og en julefest udenfor virksomhedens lokationer, hvor der undtagelsesvist bliver serveret drikkevarer både med og uden alkohol.
Vi oplever ikke, at det er noget, der bliver sat spørgsmålstegn ved. Alle er indforstået med, at det er præmissen for at sikre høj kvalitet og sikkerhed."
- Anu Helena Kerns, Vice President og CPO i vaccinevirksomheden Bavarian Nordic.