Fra glarmester til uddannelsesleder: “Uden et småt studie i provinsen var jeg aldrig selv endt her”

Opdatering 2. august 2023: Efter at DM Professionshøjskoler interviewede Martin Hoffmann i maj måned, er tallene offentliggjort for optaget på pædagoguddannelsen i Holbæk. Søgningen har langt oversteget forventningen, fortæller uddannelses- og forskningslederen. Håbet var, at 44 studerende skulle starte, men ikke færre end 82 nye studerende er blevet tilbudt en studieplads til sommerstart.

Den tidligere kaserne i Holbæk er beklædt med stilladser, og inde i bygningen bærer Martin Hoffmanns kommende kontor stadig præg af at være et grupperum for sygeplejestuderende. I den ene side former et par sorte tuschstreger et diagram på et whiteboard, og i den anden ende omringer to røde sofaer et lille bord.

Martin Hoffmann erkender, at “der stadig er lidt vej endnu”. For store dele af bygningen er under ombygning, så 43 studerende kan starte på den nye pædagoguddannelse til sommer.

Det er 40-årige Martin Hoffmann, der som uddannelses- og forskningsleder på Professionshøjskolen Absalon har fået ansvaret for at opbygge den nye uddannelse. En uddannelse, der er blevet taget godt imod af potentielle studerende. Selvom der kun har været frist på kvote 2-ansøgningerne, har 72 allerede sat kryds ved pædagogstudiet i Holbæk som førsteprioritet.

Godt nok er der tale om en gammel artillerikaserne, men Martin Hoffmann drømmer om alt andet end militær ånd på stedet. Uddannelsen skal rumme nye typer af studerende, der ikke ville søge mod større byer, og en højskoleånd, hvor der ikke er langt mellem underviser og studerende.

Den vision er ikke fjern for uddannelseslederen, der selv tog en rundtur i glarmesterfaget, inden han endte på et pædagogstudie i provinsen.

Skoletræt glarmester

Martin Hoffmann voksede op i Skibby – et kvarter fra Holbæk – med en far, der arbejdede som smed, og en mor, der stod i apoteket. Ruten uden om de lange uddannelser syntes også oplagt for Martin Hoffmann, for selvom det gik fint i skolen, meldte skoletrætheden sig hen mod slutningen af folkeskolen.

“Jeg havde grundlæggende svært ved at se, hvad jeg skulle bruge det til”, fortæller han.

Beslutningen var derfor at møde op på glarmesterskolen i Holbæk. En konkret uddannelse væk fra skolebænken, som han forstod. Men da han først kom i mesterlære, opdagede han, at han heller ikke følte sig til rette i den verden.

Tonen fra mesteren var hård, og Martin Hoffmann, der beskriver sig selv som en “følsom dreng”, havde svært ved at finde sig til rette i den hierarkiske familievirksomhed.

“Man blev ikke rigtig inviteret ind i det sociale fællesskab”, fortæller han og holder en pause i talestrømmen, mens han retter på sin hornbrille.

“Grundlæggende er jeg sgu nok bare for blød til at være i sådan en traditionel mandeverden”, konstaterer han i dag.

Men der skulle et dramatisk chok og en eftertænksom pause til, før Martin Hoffmann endelig kom til den erkendelse.

Skar sig på miljøet

En varm sommerdag, da han spartlede glas i en udestue, gled han i et uopmærksomt øjeblik og smadrede spartelsprederen ind i vinduet. Vinduet sprækkede og skar et dybt sår i glarmesterlærlingens hånd. Snart flød blodet over glasskårene, og Martin Hoffmann blev efterladt med en håndfuld sting på Frederikssund Sygehus, en permanent arbejdsskade og seks måneders sygemelding til at tænke over livet.

Det var her, han begyndte at flirte med tanken om det lokale pædagogstudie i Jægerspris. Det rummede på én og samme tid den konkrete forankring i virkeligheden, han havde savnet i folkeskolen, og det blødere og mere eftertænksomme fællesskab, han havde savnet i mesterlæren.

Med en kvote 2-ansøgning i hånden dukkede Martin Hoffmann derfor op på den gamle kro ved Dannerslottet i Jægerspris, hvor Dannerseminariet lå, og blev optaget på en lille uddannelse med et tæt studiemiljø. Underviserne kendte alle navne og livshistorier for de enkelte studerende, der kom fra mange forskellige baggrunde.

“Jeg følte virkelig, at jeg skulle bevise noget ekstra, fordi jeg kom fra en håndværkerbaggrund. Men midt i min iver efter at skrive bunkevis af noter opdagede jeg, at jeg faktisk virkelig nød at læse bøgerne og forstå teorierne”.

Om end han havde søgt væk fra uddannelsessystemet på grund af det praksisfjerne, endte det med at være sociologiske teorier og pædagogikken som fag, der optog ham mere end hans praktiktider i en børnehave og på en døgninstitution.

Han tog en kandidatuddannelse i pædagogisk psykologi på DPU og endte først som underviser og siden også som forsker i pædagogik. Han var både forbi EUC i Holbæk, Det Socialpædagogiske Seminarium i Grønland, på ph.d.-ophold i Lillehammer og på RUC, inden han endte som uddannelses- og forskningsleder på Professionshøjskolen Absalon.

Fra kaserne til højskolestemning

Det er den slags zigzaggede ture gennem livet, Martin Hoffmann drømmer om, at den nye uddannelse i Holbæk vil give andre mulighed for.

For den højskoleånd, hvor der er kort mellem underviser og studerende, og den hvervning af studerende, der ellers ikke havde søgt mod de større byer, skal gøre uddannelsen til et helt særligt sted.

På mange måder er åbningen af uddannelsen i Holbæk et opbrud med en tendens, hvor uddannelserne bliver lukket i de mindre byer og centraliseret. Dannerseminariet, som betød så meget for Martin Hoffmann selv, lukkede, to år efter at han blev færdig. En beslutning, som Martin Hoffmann husker, at han havde det blandet med.

“På den ene side havde det måske været godt for en faglig nørd som mig at være et større sted, hvor jeg kunne møde en større variation af faglige baggrunde. Men jeg havde aldrig søgt mod uddannelsen i Hillerød. Folk som mig, der ikke kommer fra et hjem med fine titler, søger ikke på samme måde mod større byer – og så er der virkelig også noget helt særligt i det miljø, som en lille uddannelse kan skabe”.

Men når der nu åbner en mindre uddannelse i Holbæk, risikerer det så ikke netop at true det faglige niveau, man ellers har på et større sted? Det mener Martin Hoffmann ikke.

“På mange måder kan man sige, at det i dag bliver det bedste fra begge verdener. Den faglige garanti og sparring fra det større miljø, vi indgår i på Absalon, og det højskolelignende studiemiljø med studerende, der ellers ikke ville have søgt mod de centraliserede uddannelser”.

I sidste ende handler det her om, hvilke pædagoger vi får ud på den anden side, mener han.

“Og der er vi som borgere bedst tjent med, at pædagoger har levet forskellige liv, og at de har været på et uddannelsessted, hvor de er blevet set”.

Martin Hoffmann afbryder talestrømmen og kigger ud i luften et øjeblik.

“Det ville være ærgerligt, hvis jeg skulle være den sidste til at få den oplevelse”.