Akademikere i krig

Den 24. februar 2022 forandrede verden sig. Rusland invaderede Ukraine, og befolkningen greb til våben.

Det gælder også for akademikere, der gik fra en hverdag fyldt med bøger og mange timer foran en skærm til at ligge i skyttegrave fyldt med mudder.

Historiker med våben

Historiker og ph.d. Nazar Rozlutskyi har i seks år arbejdet på Museet for Ukrainsk Diaspora, hvor han forsker i ukraineres bosættelse uden for landets grænser. Nu går dagligdagen med at justere langtrækkende våben til den rigtige position, inden de bliver skudt af sted mod russerne.

For nylig samlede de ansatte på Museet for Ukrainsk Diaspora i Kyiv penge ind til en af deres kolleger. Pengene skulle ikke bruges på en gavekurv eller biografbilletter, men på en dieselgenerator, som de efterfølgende fik sendt til fronten, hvor deres kollega Nazar Rozlutskyi tager del i kampen mod den russiske invasion af landet.

"Generatoren sørger for el til vores enhed og giver os mulighed for at kommunikere. Generatoren er allerede blevet beskudt adskillige gange, men den virker stadigvæk", forklarer 34-årige Nazar Rozlutskyi.
Han er en af de akademikere, der er blevet revet ud af forskerverdenen for at leve i et telt omgivet af mudder og kulde, mens han kæmper for Ukraines selvstændighed. I modsætning til mange af sine akademikervenner havde han faktisk militær erfaring i forvejen, og selvom han tilfældigvis havde mulighed for at undgå at blive indkaldt, opsøgte han selv sin bataljon for at komme i kamp.

Meldte sig selv til hæren

Inden krigen var Kyiv som de fleste andre europæiske hovedstæder meget dyr at leve i. For en historiker som Nazar Rozlutskyi, der har kone og et barn, var det svært at finde en lejlighed, han havde råd til at købe. Derfor tog han i januar 2022 orlov fra sit arbejde på Museet for Ukrainsk Diaspora og rejste til Israel, hvor han fik et ufaglært job på et hotel i håbet om at spare penge op til at købe en lejlighed i Kyiv, når han vendte tilbage. Så da russerne den 24. februar 2022 trængte ind over Ukraines grænser, var han ikke i sit hjemland og havde faktisk mulighed for at undgå at komme i kamp. Han fik ganske vist to indkaldelser fra det ukrainske militærkommissariat, der står for hvervningen af soldater, men fordi han befandt sig i et andet land, ville han straffrit kunne ignorere henvendelserne.

"Men jeg ville gerne af sted, så jeg var ikke bange for indkaldelsen", forklarer han.

I midten af april tog han tilbage til Ukraine for at melde sig til hæren. På det tidspunkt gik der ikke længere fly til Ukraine, så Nazar Rozlutskyi fløj først til Polen, som hans familie var flygtet til, og tog derefter en bus over grænsen til sit hjemland.

Svært at finde en deling med plads

De fleste af hans venner var allerede i krig. Venner, der normalt arbejder som lærere, forskere og skribenter, og som i modsætning til Nazar Rozlutskyi ingen militær træning havde. Han ville gerne til en deling, hvor han kendte nogen, så i stedet for at bruge de officielle militære kanaler kontaktede han sine venner en for en, indtil han fandt en deling, hvor de manglede en mand.

"I krigens første uger havde så mange frivilligt meldt sig til hæren, at det kunne være svært at finde en deling. Prøv at sammenligne det med den russiske mobilisering, hvor russerne i stedet flygtede, som kakerlakker flygter fra lys", siger han.

Nazar Rozlutskyi er med i en artillerideling, hvor de benytter vestlige langdistancevåben mod fjenden, og selvom han har faste opgaver, er ingen dage ens, når man er i krigens land.

Turisttelt i skudlinjen

Når Nazar Rozlutskyis enhed er af sted på mission, sover han i sit lille ferietelt, han har taget med i krig. Det er også i det lille telt, han har sine personlige ejendele og sine våben. Nogle af de andre har biler, som de sover i. Andre igen graver en rende i jorden, dækker bunden med træ og plastic og sover der.

Det er gået nogenlunde i sommerhalvåret, men vinteren nærmer sig og med den en masse problemer. Hans enhed befinder sig mest ude på stepperne, hvor det regner og er mudret. Nu, hvor kulden sætter ind, betyder det, at mændene i enheden konstant har beskidte og våde fødder, og skimlen begynder at brede sig. Lejren er tit en stor sump.

"Vi bliver nødt til at finde på andre måder at indrette os på til vinter", siger Nazar Rozlutskyi.

"Heldigvis hjælper det at vide, at fjenden har præcis de samme problemer", tilføjer han.

Projektiler på 50 kg er ikke for kvinder

Nogle dage er der ikke tid til søvn, det bliver måske kun til et par timers søvn flere dage i træk. Andre dage er der mere stille. Indtil videre er de ikke gået sultne i seng.

"En gang om dagen kommer en kvinde med mad til os fra feltkøkkenet. Normalt får vi en varm suppe, en stor portion grød samt kød og salat", fortæller Nazar Rozlutskyi.

"Det smager ikke nødvendigvis godt, men det mætter, og vi får altid noget at spise", forklarer han.

Feltkøkkenet giver også mændene mad til at putte i rygsækken, frugt, småkager, vand, brød, pølse, ost og dåsemad, de kan tage med sig og spise, når de er sultne. 

Der er også kvinder i enheden, men de må ikke udføre det militære arbejde, fordi det kræver en stærk fysik.

"Projektilerne vejer 50 kg per styk og ladningerne 25 kg", forklarer Nazar Rozlutskyi.

Fjenden viser sit ansigt

Inden krigen mod russerne startede den 24. februar, har historikeren en gang tidligere grebet til våben, da han allerede i 2015-16 var med til at bekæmpe russerne i Luhansk og Donetsk.

"For mig er det ikke en ny fjende, vi står over for i den her krig. Det eneste nye er, at Rusland langt om længe har smidt masken og deltager åbent i krig", udtaler han.

Nazar Rozlutskyi vil gerne fortælle om krigen og den virkelighed, han og hans landsmænd befinder sig i, men der er også ting, han ikke kan fortælle. Akademikerbladet må ikke få billeder af ham i lejren, og vi må ikke vide, hvor mange sårede eller døde der har været i hans enhed.

"Den slags kan jeg først fortælle om, når krigen er forbi", siger han.

Sejren har en høj pris

Når der er tid til det, fortæller mændene i lejren hinanden historier. Efter at de andre fandt ud af, at Nazar Rozlutskyi er uddannet historiker, har de bedt ham om at fortælle om Ukraines historie.

"De spørger mig især om historien mellem Ukraine og Rusland. For selv efter at vi blev en selvstændig stat, er det stadig russiske historiebøger, vi brugte som kilder", forklarer han.

Nazar Rozlutskyi tænker også på fremtiden og på, hvad der vil ske, når krigen er slut. Hans familie har bosat sig i Polen efter invasionen. Konen har fundet både arbejde og et sted at bo, og det er ikke sikkert, at hun har lyst til at vende tilbage til Ukraine.

"Hvis det er tilfældet, så skal jeg til at starte helt forfra og lære sproget, men det er ikke noget, jeg er bange for", siger han.

"Men hvis vi vender tilbage til Ukraine, vil jeg gerne til Kyiv og mit gamle job på museet", siger han.

Krigen er grum, men ni måneder inde i den har historikeren stadig håb.

"Jeg er ikke i tvivl om, at vi er i stand til at slå russerne tilbage, men jeg ved, at mange mennesker vil dø, og mange værdifulde ting vil blive ødelagt", siger han.

It-specialist i bomberegn

Andrii Bezuhlov vågnede til bomberegn over Kyiv den 24. februar, og få dage efter stod han for første gang på gaden med en AK-74 i hånden. I dag bruger han sine tekniske færdigheder som it-specialist med ingeniørbaggrund i signalkorpset tæt på fronten.

Andrii Bezuhlov vågnede klokken 06 om morgenen, den dag invasionen startede. En af hans kærestes venner ringede og fortalte, at krigen var brudt ud, og at Kyiv blev bombet. De næste par timer sad Andrii Bezuhlov og hans kæreste og læste nyheder i sengen, mens de hele tiden lyttede til lydene ude fra Kyivs gader. Ved 10-tiden begyndte de at pakke en taske til hans kæreste, så hun var klar til at flygte til en anden by, når det blev nødvendigt.

Andrii Bezuhlov havde allerede pakket sine ting og sine papirer en uge tidligere, fordi han løbende havde været i kontakt med militærkontoret om muligheden for at melde sig som frivillig, hvis krigen brød ud.

"I begyndelsen af ugen blev der planlagt militære møder for de næste to uger for at forberede os til en potentiel krig. Aftenen før invasionen var vi alle blevet sendt hjem, uden at nogen vidste, hvad der ville ske", fortæller han.

På gaden med en AK-74

Indtil da arbejdede Andrii Bezuhlov som it-udvikler hos et flyselskab, et job, han havde haft i to år. Før det havde han undervist på universitetet og college i blandt andet metrologi og programmeringssprog. Den 25. februar mødte Andrii Bezuhlov op på militærkontoret igen, og natten mellem den 26. og 27. februar skrev han under på militærets kontrakt, fik stukket en AK-74 i hånden og blev sendt ud på gaderne i Kyiv, hvor han skulle beskytte vigtige bygninger mod russisk sabotage i krigens første dage.

Et par uger senere blev han sendt til udkanten af Kyiv, hvor de mere hårde kampe med langdistancevåben fandt sted, og hans enhed blev bombet på daglig basis.

Andrii Bezuhlov er 29 år, han har aldrig været i hæren og har aldrig før været i krig.

Bor i forladte bygninger

Ni måneder inde i krigen arbejder Andrii Bezuhlov for signalkorpset med både trådløse og faste kommunikationskanaler til for- og bagtropperne ved fronten. Det er et korps, hvor hans tekniske færdigheder inden for teknik og it kommer til sin ret. Mens han er i signaltropperne, bor han og de andre fra hans enhed i forladte bygninger rundtomkring.

"Vi forsøger at se, om vi kan sætte dem lidt i stand, men hvis det ikke er muligt, prøver vi i det mindste at isolere dem lidt bedre for at holde på varmen", forklarer han.

I starten stod de selv for at lave maden, men nu får de den som regel fra feltkøkkenet.

"Folkene i militærkøkkenet ved, hvordan man laver lækre omeletter til 50 personer af rimeligt simple ingredienser, og det er vi alle taknemlige for. I de perioder, hvor vi er under pres, spiser vi ready-to-eat-meals eller helt almindelig dåsemad", forklarer han.

Våbentræning i folkeskolen

Selvom han ikke selv har været aktiv i militæret, kommer han fra en familie, hvor man tidligere har kæmpet mod russerne. Det er fx anden gang, hans onkel kæmper mod fjenden fra øst.

"Jeg har kendt til russernes ondskab siden 2014", fortæller Andrii Bezuhlov.

Selvom han ikke har været i militæret, kendte han lidt til håndteringen af våben. Med Rusland som nabo bliver man i Ukraine allerede introduceret til våbentræning i folkeskolen.

"I min skole havde vi et fag med militær træning. Det vil sige, at hele min klasse skulle bestå en prøve, hvor vi skulle skille en AK-74 ad og samle den igen, kaste med granater og iføre os kemiske beskyttelsesdragter. I et andet fag lærte vi førstehjælp", fortæller han.

Det var erfaring, han især havde brug for i de tre uger, hvor han leverede backuphjælp til Kyivs nationale garde og den 72. brigade, der udførte de hårde kampe i udkanten af Kyiv et par uger efter krigens start. I de tre uger blev de bygninger, som Andrii Bezuhlov og hans infanterideling boede i, bombet, så de måtte søge ned i beskyttelseskældrene. Andre gange opholdt de sig i skyttegravene eller i et lille kapel på en nærliggende kirkegård.

"Det var en højspændt tid, både fordi vi blev bombet i tre uger, og fordi min enhed primært bestod af folk som mig, der ikke tidligere havde været i krig", fortæller han.

​Brug for hans særlige erfaring

Da han senere blev overført til signalkorpset, blev han pludselig en af dem, der havde særlig erfaring, som kunne bruges.

"Hvis spejderne, luftrekognosceringen eller andre enheder beder os om at udføre en opgave, der kræver en avanceret teknisk kunnen, så er det mig og nogle af de andre højtuddannede kolleger, der kan forsøge at udføre opgaven", fortæller han.

Nogle gange eksperimenterer holdet og prøver at lave deres egne opfindelser, der kan hjælpe rekognosceringsfolkene med at blive mere effektive i deres arbejde. Det kan både være forbedrede elektroniske løsninger eller apps på GitHub, som er designet til at optimere workflow.

Det er ikke den eneste måde, Andrii Bezuhlovs baggrund som akademiker kan bruges på i krigen.

"De mest relevante kompetencer fra mit akademiske liv er tålmodighed og repetition. Tålmodighed, fordi vores krig mod Rusland er en krig, der handler om overlevelse og udholdenhed. Repetition, fordi mange ting i hæren kræver daglige gentagelser: daglige rutiner og at videreformidle de tekniske detaljer til nye kolleger kræver rolige gentagelser", siger han.

"Dem, der lever i nuet, overlever"

Når han en sjælden gang har tid og overskud til det, giver han sig lov til at dagdrømme. Han tænker tit på en bog, han engang læste, af Viktor Frankl: ‘Man’s Search for Meaning’. Essensen af den bog er med til at holde ham fokuseret.

"Nu parafraserer jeg bare, men han skriver, at ’dem, der lever i nuet og satser på det, er dem, der overlever i det lange løb’. For du kan drømme, så meget du vil, om enden på territoriet, der bliver kaldt Rusland, men vi skal stadig lægge meget pres på fjenden for at kunne vinde", siger han.

Det er en bog, der har fået betydning for ham nu, hvor han er blevet militærmand og ved, at i morgen måske ikke kommer.

Der er ikke meget tid til den slags filosoferen over krigens væsen. Andrii Bezuhlovs dag starter kl. 07 om morgenen – medmindre han har haft nattevagt – og slutter ved 22-23-tiden. Der er syvdages arbejdsuger i signaltropperne.

"Stort set alle weekender er også arbejdsdage. Krigen holder aldrig fri", siger han.

Krigen giver indsigt

For Andrii Bezuhlov er det at være i krig også en slags uddannelse, ikke kun i forhold til selve krigsførelsen, men også de større indsigter i livet og dets mening.

"Det vigtigste, jeg har lært af at være i krig, er, at du skal stole på dig selv, stole på dine instinkter og dine soldaterkammerater. Du skal hele tiden arbejde på at blive dygtigere. Det er svært, men i kritiske situationer vil det redde dig", siger han.

Ingen ved, hvor længe krigen vil vare, eller hvad der vil ske. Andrii Bezuhlov går sin fremtid i møde med åbne øjne.

"Hvis jeg skal dø, så er det bedre at være forberedt på det. Når jeg siger forberedt, mener jeg moralsk, psykologisk, med et våben i hånden omgivet af en gruppe mennesker, som kender værdien af liv", siger han.