Signe arbejder med psykisk sårbare ledige: "Jeg bliver tit rørt over den indsigt, jeg får i folks liv"
Signe Wolff-Matern arbejder i psykoterapeutfunktion og med dokumentation på Gladsaxe Jobcenter. Hun er cand.mag. i psykologi og har en efteruddannelse som psykoterapeut. © Foto: Privat
Det genererer flere clicks at tale om de negative historier på jobcentrene end om de bagvedliggende årsager, mener Signe Wolff-Matern. Der er brug for færre regler og mere ansvar og mulighed for selvstændigt skøn til den enkelte sagsbehandler, siger hun.
”Jeg startede med at undervise jobparate ledige i jobsøgning og tog samtidig en efteruddannelse som psykoterapeut. Herefter arbejdede jeg i en indsats målrettet traumeramte og udsatte borgere med flygtninge- og indvandrerbaggrund, før jeg landede, hvor jeg er nu. Her arbejder jeg med en bred pallette af psykiatriske og psykosociale problemstillinger i en fagspecifik funktion, hvor jeg laver meget skriftligt arbejde udover de borgerrettede tilbud.
Jeg bliver tit rørt over den indsigt, jeg får i folks liv i kraft af mit arbejde. Jeg synes, det er enormt meningsfuldt, når jeg kan hjælpe en borger med at finde et sprog og en anden forståelse for deres helbred og hjælpe dem til udredning og behandling. Jeg oplever også, at der er mange, der har et behandlingsbehov, men der er lange ventetider i psykiatrien, eller der simpelthen mangler behandlingstilbud, og her må vi i jobcentrene kompensere bedst muligt, hvilket samtidigt er svært på grund af lovgivningen. Mine kolleger varetager mange opgaver som sagsbehandlere, som ligger udover det specifikt beskæftigelsesrettede.
Systemet fungerer ikke, som det er nu. Det er alt for tungt og rigidtSigne Wolff-Matern
Der er forskere inden for beskæftigelsesområdet, der taler om en ’triple trust’ udfordring, hvor mistillid er udgangspunktet for lovgivning og reformer. Mistillid til borgerne, mistillid til medarbejderne og mistillid til ledelsen. Jobcentrene varetager jo grundlæggende den arbejdsopgave, de er blevet pålagt med de regler og reguleringer, som politikerne har vedtaget. Derfor er kritikken ofte fejlplaceret og bør rettes tilbage mod lovgiverne, men det genererer ikke lige så mange clicks eller likes som de negative historier om jobcentrene at tale om de bagvedliggende årsager.
Mange jobcentermedarbejdere finder reglerne rigide og meningsløse og hæmmende for deres arbejde og kontakt med borgerne. Systemet fungerer ikke, som det er nu. Det er alt for tungt og rigidt, og der er alt for mange proceskrav, så på den måde er der brug for en kraftig revision.
Det er en populistisk holdning at ville nedlægge jobcentrene, og det vil ikke løse problemerne, som efter min mening i lige så høj grad er forbundet med den alt for omfattende og komplekse lovgivning som med jobcentrenes praksis. Der er brug for færre regler, og for at man lægger meget mere ansvar og mulighed for selvstændigt skøn ud til den enkelte sagsbehandler”.