Jens er træt af politikernes hetz mod jobcentrene: "Man overser, hvor mange succeshistorier, der er"
Jens Keis Kristensen er jobformidler i Jobcenter Gladsaxe. Han er cand.mag. i dansk og historie og har arbejdet på Jobcenter Gladsaxe siden 2013. © Foto: Privat
Politikerne omtaler jobcentrene som en abstrakt størrelse, og ikke et sted, hvor medarbejderne hver eneste dag møder op på arbejde og gør det så godt, som de overhovedet kan, siger jobformidler Jens Keis Kristensen. Det kan de ikke være bekendt, mener han.
”Da jeg startede, fandtes jobcentrene ikke. Jeg kom ind i beskæftigelsesbranchen på samme måde som mange andre akademikere dengang: Ved selv at være ledig; der var en hel masse af os.
Jeg havde forestillet mig, at jeg skulle undervise, være gymnasielærer, men det var svært at finde et job, når man ikke havde erfaring. Den Anden Aktør, jeg var tilknyttet, tilbød mig en midlertidig ansættelse som jobkonsulent. Og jeg kom i en slags mesterlære hos en garvet socialrådgiver, som lærte mig en masse om beskæftigelsesområdet. Efterfølgende skiftede jeg til et job i Jobcenter København for også at få erfaring med myndighedsdelen af beskæftigelsesindsatsen.
Jeg har altid interesseret mig for mennesker og deres historier, og i den forstand kan jeg trække på nogle af mine akademiske kompetencer i mit arbejde.
Vi bliver rakket ned
Jeg synes, det fungerer ret godt her i Gladsaxe, og jeg føler lidt, at man overser, hvor mange succeshistorier der er, og hvor ofte vi finder en løsning, der faktisk passer til den enkelte borgers forhold og behov, uanset om det er et fuldtidsarbejde, et fleksjob eller en førtidspension. Også hvor glade folk tit bliver for det.
Jeg synes, at vi bliver rakket ned, og at politikerne ikke kan være det bekendt. De omtaler jobcentrene som en abstrakt størrelse, og ikke et sted, hvor medarbejderne hver eneste dag møder op på arbejde og gør det så godt, som de overhovedet kan.
Noget af det svære i det her job er at hjælpe de borgere, der har været i systemet i mange år og som af den ene eller anden årsag ikke kan varetage et arbejde, men heller ikke opfylder kriterierne for at få tilkendt en førtidspension. For denne gruppe kunne en slags borgeløn måske være en mulighed, men det er der næppe politisk flertal for.
Jeg ved ikke, hvilke ændringer der kommer til at ske. Noget bliver nok lagt ud til a-kasserne, og det er der både fordele og ulemper ved. Overordnet vil de nok enten videreføre systemet en lille smule ændret, eller også vil de lave det helt om, og så vil det hen ad vejen blive det samme, som det er nu.
Man har jo de samme problemer, og de samme grupper på den anden side af en omlægning, hvor indsatsen især ligger i den gruppe, man kalder kontanthjælpsmodtagere med problemer udover ledighed. Det går ikke væk, og min fornemmelse er ikke, at man vil førtidspensionere flere.
Måske vil man splitte indsatsen i atomer, men det synes jeg også ville være en skam. Vi har mange folk med særlige områdeindsigter på jobcentrene, som man kan opsøge, og det giver mening at koordinere indsatsen i en kommune, hvor vi kender virksomhederne, kender mulighederne og systemet, i stedet for at sende arbejdsløse fra Hundested til aktivering i Helsingør”.