Jobformidler: ”Jobcentrene giver mening for de fleste”

Virkeligheden i jobcentrene er, at de fleste ledige borgere i systemet har andre vanskeligheder i livet end blot at finde et arbejde. Det kan fx være fysiske og psykiske sygdomme, misbrug eller boligsituationsproblemer.

Dette er noget cirka 75 procent af de ledige i jobcentrene har. Det forklarer professor på Aalborg Universitet Flemming Larsen, der forsker i arbejdsmarkeds- og beskæftigelsessystemet.

Dette afspejler sig også i data. Ifølge Kommunernes Landsforening bruger medarbejderne i jobcentrene 80 procent af deres tid på borgere langt væk fra arbejdsmarkedet.

Under valgkampen talte flere folketingspartier om at afbureaukratisere indsatsen, så kunne det give mening af fjerne nogle af kravene i jobcentrene. Venstres udmelding under valgkampen var, at jobcentrene skal nedlægges og hele beskæftigelsesindsatsen skal gentænkes. Socialdemokratiet ønskede derimod at spare tre milliarder på de i forvejen nedskæringsramte jobcentre for at kunne finansiere et skatteudspil. 

Så gavner det overhovedet den store gruppe af ledige at være tilknyttet et jobcenter? 

Jobformidler: Systemet er rimeligt for de fleste

Ja, det gavner de fleste borgere at blive mødt med de krav, der er i beskæftigelseslovgivningen. Det mener i hvert fald Jens Keis Kristensen, som er jobformidler i Jobcenter Gladsaxe. Her arbejder han specifikt med de ledige, som har flere problemer end blot ledighed. 

"Jeg mener, at det giver mening for de fleste borgere, jeg møder, at vi på jobcentret arbejder med et arbejdsmarkedsrettet forløb. Det er ikke altid, at borgeren synes det. Men min faglige vurdering er, at det i de fleste tilfælde kan føre til en eller anden form for tilknytning til arbejdsmarkedet”.

Jens Keis Kristensen er cand.mag. i dansk og historie og har 18 års erfaring i jobcentrene. Han er desuden tillidsrepræsentant for fagforeningen DM. Han understreger, at gruppen af ledige med andre problemer end ledighed er mangfoldig. Nogle er meget langt fra arbejdsmarkedet, mens andre har potentiale til at bestride et job, men fx mangler afklaring efter et sygdomsforløb.

”Der er folk, der er sygemeldte og har været uheldige at få fx en hjernerystelse eller gener, de ikke kan komme af med, selvom de har haft et godt arbejdsliv. De vil gerne have en afklaring på, hvad deres arbejdsevne er. Det kan jeg hjælpe dem med, så de kan komme tilbage på arbejdsmarkedet".

Jens Keis Kristensen fortæller, at det kan hænde for nogle af de borgere, som er langt væk fra arbejdsmarkedet, at en ændring af borgerens livomstændigheder kan give anledning til, at borgeren kan få tilknytning til arbejdsmarkedet.

”Det kan betyde, at borgeren pludselig har ressourcerne til at bestride et arbejde. Det kan være forskellige omstændigheder såsom, at borgerens barn er blevet ældre, eller at borgeren får en kontaktperson i en virksomhed, som kan hjælpe vedkommende".

Ret- og pligttankegangen er fast indgroet i den aktive beskæftigelsesindsats, som jobcentrene er myndighed for. Det betyder, at man som borger har ret til ydelser og det sociale sikkerhedsnet i tilfælde af ledighed mod, at man så vidt muligt skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Den tankegang er Jens Keis Kristensen tilhænger af.

"Vi har ret- og pligttænkningen i beskæftigelsessystemet, og den går jeg naturligvis ind for. Ellers ville jeg ikke kunne sidde i mit job", siger Jens Keis Kristensen.

De meget dårlige borgere

For de fleste er det meningsfuldt at have et forløb i jobcentrene. Når det så er sagt, oplever Jens Keis Kristensen også, at nogle mennesker cirkulerer i systemet i for lang tid uden nogen verdens nytte.

”Jeg møder også en gruppe mennesker, der har siddet på kontanthjælp i rigtig mange år. De bliver ved med at få tilbud fra jobcentrene, fordi de ikke opfylder kravene til en førtidspension. Om denne gruppe kan jeg godt tænke, om vores system giver mening”.

Denne gruppe kan være borgere, som ikke har haft forældre med tilknytning til arbejdsmarkedet eller har haft svære livsbetingelser såsom misbrug eller psykiske sygdomme. Disse omstændigheder har bragt dem langt væk fra arbejdsmarkedet. Jens Keis Kristensen forklarer, at det for denne gruppe kan være meget omstændigt at få tildelt førtidspension eller fleksjob.

Når en borger ender med at komme langt væk fra arbejdsmarkedet, kan det skyldes mange ting, som jobcentrene ikke har indflydelse på, mener Jens Keis Kristensen. Dog mener han også, at jobcentrene i nogle tilfælde kan have haft et ansvar for ikke at have skredet ind tidligere.

”Jeg tænker i nogle tilfælde, om vi i jobcentrene kunne have grebet en borger tidligere i processen. Oftest er det en kæde af begivenheder, der gør, at filmen knækker for en person. Nogle gange er det faktorer, som os i jobcentrene ikke kan gøre noget ved, men andre gange kan os i jobcentrene også have været en medspiller i borgerens skæbne”, siger Jens Keis Kristensen.

Jens Keis Kristensen forslår, at man kunne overveje at rette jobcentrenes jobfikserede fokus hen mod andre kulturelle tilbud, som man gjorde før i tiden.

"Beskæftigelsessystemet har i dag nærmest kun fokus på jobbet som beskæftigelse. Det fokus er jeg overordnet tilhænger af, men for nogle borgere ville det gavne med andre tilbud. I 1980'erne var der flere beskæftigelsesprojekter, som var mere kulturelt orienteret, såsom folkehøjskoler. Her vænner man sig til at stå op om morgenen og indgå i et fællesskab, som jeg tænker kunne være positivt for en gruppe borgere i jobcentrene”.