Flere kommuner siger nej til cigaretter. Danmark bliver røgfrit fra 8 til 16
En cigaret i arbejdspausen - den mulighed er efterhånden væk for de fleste offentlige ansatte. © Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix
Røgfri arbejdstid er blevet det nye normale for offentlige ansatte, efter at regioner og to tredjedele af alle kommuner har indført ordningen. Men ansatte har stadig svært ved at forstå, at arbejdsgiveren skal bestemme, om man må ryge i sit hjem.
”Det bliver lidt krævende at vænne sig til, at man skal ryge af, før man kører på arbejde. Men måske kan det være en god måde at vænne sig af med at ryge … måske”.
Sådan siger Jane Mortensen, arkæolog ved Vejlemuseerne. Hun er ryger og tager sig gerne et par cigaretter løbet af arbejdsdagen. Som regel i de to faste pauser, hvor hun går udenfor, men det kan også ske, hvis hun arbejder alene i en udgravning i det fri.
Men til sommer er det formentlig slut med det. Vejle Kommune planlægger at indføre røgfri arbejdstid, ligesom det er sket i nu 69 af landets 98 kommuner. Det betyder som udgangspunkt, at man ikke må ryge i den tid, man er på arbejde.
Jane Mortensen mener ikke, hendes rygning generer nogen kolleger – det har hun i hvert fald aldrig fået at vide. Alligevel er hun ikke sur over, at hun nu ikke kan tage en cigaret i løbet af arbejdsdagen.
Svært at holde forbud hjemme
”Umiddelbart har jeg ikke noget imod det. De første dage bliver selvfølgelig svære, men jeg tror, det er et spørgsmål om tilvænning. Jeg er ikke storryger, og jeg tror godt, jeg kan klare at vente med at ryge til efter arbejde. Og måske kan det også være et skub mod helt at holde op”, siger hun.
Men en ting synes hun ikke er i orden. Det er, hvis kommunen indfører den ”skrappe” version af røgfri arbejdstid, hvor rygeforbuddet gælder uanset, hvor man opholder sig – altså også hvis man arbejder derhjemme.
”Der synes jeg, det bliver for stramt. Jeg ved godt, at man er på arbejde derhjemme, men at de ligefrem kan bestemme, man ikke må ryge på sin egen bopæl. Den regel tror jeg, vil være det sværeste for mig at skulle holde – at være derhjemme uden at må tage en cigaret, hvis jeg har lyst”, siger Jane Mortensen.
Hvad bliver det næste – at vi ikke må spise kage, fordi det er usundt?Dorthe Horn Christensen
Spørgsmålet om rygeforbud ved hjemmearbejde er da også noget af det, der gør, at Vejlemuseernes tillidsrepræsentant Dorthe Horn Christensen ikke helt ved, hvad hun skal mene om røgfri arbejdstid på arbejdspladsen.
”Jeg synes, det er lidt problematisk, når man på den måde blander sig i det frie valg. For hvad bliver det næste – at vi ikke må spise kage, fordi det er usundt? Jeg forstår godt, der skal være regler, hvis man som ansat kommer ud til borgerne, men at man skal detailstyre hjemmearbejdspladsen på den måde, forstår jeg ikke”, siger hun.
Hun sidder i kommunens hoved-MED-udvalg, hvor planen netop har været fremlagt. Fra medarbejderside forstår man godt hensigten med røgfri arbejdstid. Men planerne har skabt en lang række spørgsmål og bekymringspunkter.
”Det største spørgsmål er: hvad er sanktionerne, hvordan skal de håndhæves, og ned til hvilket niveau? Hvis det får ansættelsesretslige konsekvenser, at man bliver taget med en cigaret i munden, så vil vi gerne vide, hvordan det vil blive håndteret. Vi har en hjemmearbejdspolitik, så hvordan skal det kontrolleres? Og hvad hvis folk flexer ud en time – så har man jo reelt set fri”, siger Dorthe Horn Christensen.
Ledelsen skal beslutte
De umiddelbare svar, hun fik på mødet, var, at arbejdsgiverne ikke kommer til at tjekke, om man ryger på hjemmearbejdspladsen. I forbindelse ved flextid er forventningen, at den også skal være røgfri.
Blandt Dorthe Horn Christensens kolleger på Vejlemuseerne er der kun to rygere, og generelt er der få rygere blandt kommunens akademiske medarbejdere. I visse andre personalegrupper er der langt flere rygere, og her er utilfredsheden og bekymringen også noget større, fortæller hun.
Af den grund har Dorthe Horn Christensen den holdning, at hun ikke som akademisk medarbejderrepræsentant vil bakke aktivt op om planer, som kolleger i andre afdelinger er imod.
”På trods af, at vi sad en medarbejderside, der kun er ikke-rygere, så er vores indstilling, at vi ikke vil beslutte, at nogle kolleger ikke må ryge mere. Det må komme oppe fra, hvis det skal komme”.
Rygeregler som spareforslag
Mere end to ud af tre kommuner og samtlige regioner har indført røgfri arbejdstid. En af dem, der mangler, er Københavns kommune, der samtidig er Danmarks største arbejdsplads. Det har medført kritiske bemærkninger fra blandt andet Kræftens Bekæmpelse. I slutningen af februar kunne kommunen imidlertid have taget første skridt, da politikerne skulle diskutere et forslag om at indføre røgfri arbejdstid i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.
Det interessante ved forslaget var, at det blev stillet som et spareforslag. I et notat vurderede forvaltningen, at man med røgfri arbejdstid ville få mindre sygefravær samt færre pauser, hvilket anslået ville føre til en besparelse på 10 millioner kroner. Forslaget blev dog ikke vedtaget af politikerne.
”Forvaltningen mener, man på den lange bane kan spare penge ved at indføre røgfri arbejdstid, men det mener vi og flere andre partier simpelthen ikke, der er belæg for”, fortæller Line Ervolder fra Konservative, der sidder i Sundheds- og Omsorgsudvalget.
Hun mener også, at indførelsen af røgfri arbejdstid vil medføre en masse spørgsmål og problemstillinger, som der ikke nødvendigvis findes gode svar på.
”Det vil jo for eksempel handle om folk, der kører fra hjem til hjem og befinder sig ude i det fri. Så vi spurgte forvaltningen: hvordan vil I kontrollere, at de overholder forbuddet, og hvad er konsekvensen, hvis de ikke gør det? Skal de så fyres? For så vil vi da bare komme til at mangle endnu flere medarbejdere, end vi gør i forvejen”, siger hun.
Line Ervolder arbejder selv på Rigshospitalet, som også er en røgfri arbejdsplads.
”Man må ikke forlade matriklen i sin arbejdstid, og resultatet er, at man kan se folk stå og ryge nede i kælderen. Der skal man passe på med at undervurdere folks frie vilje. At vi skal have en politik, der gør, at flest mulige bliver røgfri, det er vi helt enige om. Men hvis man har en regel, man ikke kan håndhæve, hvad skal man så med den? Jeg synes ikke, vi skal have et samfund, der går i absurditeter”, siger Line Ervolder.
Ifølge Kræftens Bekæmpelse vil også Aalborg og Roskilde indføre røgfri arbejdstid til sommer.