Vil du læse mere om arbejdsmiljø?
Tilmeld dig vores nyhedsopdatering her. Så sender vi dig en mail, når vi skriver noget nyt om arbejdsmiljøet på det akademiske arbejdsmarked
Akademikerbladet
Efter covid-19-nedlukninger var det på tide at støve gamle arbejdsmiljøregler af, så de blev mere tidsvarende i en tid med mere hjemmearbejde. De nye regler trådte i kraft d. 30. april. © Foto: Annie Spratt / Unsplash
Fra den 30. april gælder nye regler for arbejdsmiljøet på hjemmekontoret. Det gælder ikke mindst en definition af, hvornår man regelmæssigt arbejder hjemme.
Når danske arbejdstagere fremover sætter sig til at arbejde ved skrive- eller køkkenbordet i eget hjem, gælder der nye regler. Den 30. april trådte nye regler om arbejdsmiljøet for hjemmearbejde nemlig i kraft.
Kravene til hjemmearbejde er blevet lempet for at gøre kravene mere tidssvarende i halen på covid-19 pandemien. Det sker for at imødekomme, at stadig flere har skiftende arbejdssteder, for eksempel i eget hjem flere dage om ugen.
De nye regler er et resultat af en politisk aftale fra februar og vil først først og fremmest gælde efter mere end to dages regelmæssigt skærmarbejde. De opdaterede regler er præciseringer af skærmbekendtgørelsen, som er den del af arbejdsmiljøloven, der handler om arbejdsmiljøet for folk, hvis arbejde er bag en computerskærm.
”Vi har fundet de eksisterende regler på området og støvet dem af, så de er mere tidssvarende i en tid med mere hjemmearbejde”, siger Nils Houmann, der er konsulent hos hovedorganisationen Akademikerne, der repræsenterer mere end 440.000 medlemmer med en videregående uddannelse.
Han har sammen med andre repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter og Arbejdstilsynet siddet i regeludvalget.
Det første, Nils Houmann fremhæver i de nye regler, er, at nu gælder de generelle arbejdsmiljøreglerne på hjemmekontoret først, når man regelmæssigt arbejder mere end to dage om ugen derhjemme.
Før var reglerne gældende, hvis man arbejdede mere end én dag hjemmefra.
Hvis du arbejder bag en computerskærm mere end to dage derhjemme, så er det først der, du har samme rettigheder til arbejdsmiljøet som dine kollegaer, der kun arbejder på virksomhedens kontor.
Det betyder, at du blandt andet får:
Noget andet nyt er den såkaldte sammentællingsregel. Den sikrer dine rettigheder for arbejdsmiljøet, hvis du arbejder via computerskærm flere steder end på dit kontor og på hjemmekontoret.
Så man tæller sammen, hvor du arbejder via skærm. Er det regelmæssigt mere end to dage om ugen, så gælder arbejdsmiljøreglerne også for dig, lige meget hvor og hvor mange steder, du arbejder fra.
Nils Houmann fortæller, at det fx kan gælde for ingeniører, der skal inspicere byggepladser, ansatte hos Fødevarekontrollen eller andre udgående konsulenter med flere arbejdssteder.
I Arbejdstilsynets vejledning er der forskellige eksempler på, hvornår sammentællingsreglen gælder. En af dem lyder således:
"Eksempel 1: Den ansatte udfører skærmarbejde hjemme i 2,5 dage og udfører skærmarbejde på
kontoret i 2,5 dage. Der er krav om, at både skærmarbejdspladsen hjemme og skærmarbejdspladsen på
kontoret opfylder de særlige krav."
I et mailsvar til Akademikerbladet har Arbejdstilsynet forklaret, hvordan man skal forstå regelmæssigheden:
”Der er tale om regelmæssigt hjemmearbejde, hvis arbejdet foregår mere end to dage om ugen set over et gennemsnit på en måned”.
Men da reglerne først blev lavet, var det ikke præciseret, hvornår Arbejdstilsynet vil betegne hjemmearbejde to gange om ugen som regelmæssigt.
Konsulent Nils Houman er glad for, at Arbejdstilsynet har givet et mere konkret svar på, hvad ’regelmæssigt hjemmearbejde’ indebærer, men savner alligevel bedre kommunikation:
”Jeg er godt tilfreds med at Arbejdstilsynet har endeligt har konkretiseret regelmæssigt arbejde".
Vejledningen på Arbejdstilsynets hjemmeside er nu blevet opdateret med de nye præciseringer.
Det siger måske sig selv, at loven om arbejdsmiljø skal overholdes. Alligevel trækker Nils Houmann denne pointe frem i forbindelse med de nye regler. Han fremhæver nemlig, at strafbekendtgørelsen er blevet tydeliggjort i takt med, at de nye regler træder i kraft:
”Arbejdsgiver og arbejdstager kan ikke aftale sig ud af ikke at overholde loven om arbejdsmiljø. Nu skal man ikke grave i reglerne for at finde ud af, at det kan medføre bødestraf ikke at overholde reglerne”.