Spring menu over
Dansk Magisterforening

Rådgiver: Derfor skal virksomheder lytte til ansattes klima-dagsorden

Bøffer af oksekød

Arbejder din kantine for at mindske sit CO2-aftryk? Hvis ikke, er der hjælp at hente i en ny guide om grøn omstilling på arbejdspladser. © Mette Mørch/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix

Del artikel:

Den voldsomme efterspørgsel efter rådgivning om bæredygtighed er ofte foranlediget af kritiske spørgsmål fra medarbejderne, fortæller rådgiver. DM's medlemmer vil have grønne arbejdspladser, og ny guide skal hjælpe med omstillingen.

OK-forhandlingerne i 2021 viste, at DM’s medlemmer prioriterer den grønne omstilling.

De stillede krav om, at offentlige arbejdspladser forpligter sig til bæredygtig omstilling, og det førte til en aftale om, at fokus på grøn omstilling skal inkorporeres i arbejdspladsernes opgaveløsning.

Det er hidtil ikke sket i noget stort omfang, viser en Gallup-undersøgelse for DM. Her halter arbejdspladser efter private husstande, når det fx gælder tiltag som affaldssortering, energibesparelser og klimavenlig mad.

For at hjælpe arbejdet med bæredygtig omstilling på arbejdspladserne på vej, har DM sammen med blandt andet FOA og IDA netop udgivet en guide med 11 konkrete råd til, hvordan arbejdspladser kan blive mere grønne. De handler om, hvordan man konkret kan arbejde med fx genbrug eller sundere mad.

Guiden opfordrer samtidig til, at arbejdet med den bæredygtige omstilling systematiseres og ikke mindst, at medarbejderne inddrages.

At medarbejdende er begyndt at stille krav om bæredygtighed, er en tendens som Christian Sparrevohn, partner i The Footprint Firm, kan bekræfte.

The Footprint Firm, der rådgiver virksomheder om grøn omstilling, er på tre år vokset fra 3 til 40 ansatte, og ifølge Christian Sparrevohn er den voldsomme efterspørgsel efter rådgivning om bæredygtighed ofte foranlediget af kritiske spørgsmål fra medarbejderne.

For mange af vores kunder er anledningen til at gøre noget ved den grønne omstilling, eller i hvert fald noget af den, en efterspørgsel fra medarbejderne

Christian Sparrevohn, partner i The Footprint Firm

”For mange af vores kunder er anledningen til at gøre noget ved den grønne omstilling, eller i hvert fald noget af den, en efterspørgsel fra medarbejderne. De stiller spørgsmål om klimaambitioner på personalemøder, eller når der fremlægges kvartalsregnskaber. Eller de undrer sig over, hvorfor der bliver serveret så meget oksekød i kantinen”, siger han.  

Stort potentiale i medarbejdernes engagement

For de fleste virksomheder er der et stort potentiale i at udnytte medarbejdernes engagement i klimadagsordnen, mener Christian Sparrevohn.

”Det handler selvfølgelig dels om, at medarbejderne ofte ved, hvor skoen trykker. Men jeg tror også at de fleste virksomheder vil opleve, at hvis det ikke bliver håndteret på en god måde, så vil medarbejderne fortsat være aktivistiske, men måske mere negative eller simpelthen forlade virksomheden, fordi de ikke ønsker at arbejde med et produkt, der ikke er bæredygtigt”, siger han.

Som forbruger kan man gøre en del, men ifølge Christian Sparrevogn har mange efterhånden også indset, at der ligger et stort aktiv i de arbejdstimer, man ligger på en arbejdsplads.

”Den der lidt kunstige opdeling, jeg synes, det er at være enormt værdidrevet uden for arbejdet, men så parkere det, når vi ikke er på arbejde, den bliver svære og svære at opretholde”, siger han.

Guiden ”Grøn om stilling på arbejdspladsen” findes her.