Forkerte ledighedstal? CBS vil lukke succesfuld uddannelse
CBS vil lukke seks uddannelser med høj ledighed. Men på én af uddannelserne klarer de studerende sig mindst ligeså godt som på andre uddannelser, viser en intern rapport. Her er CBS-studerende, der forbereder sig til eksamen på CBS' bibliotek. © Nanna Reimers/BAM/Ritzau Scanpix
CBS vil lukke uddannelse i filosofi og erhvervsøkonomi – FLØK – på grund af dårlige ledighedstal. Men ifølge intern CBS-undersøgelse har uddannelsen gennem ti år ført til høj beskæftigelse.
Dimittendledighed er det afgørende kriterie for, hvilke uddannelser CBS' ledelse foreslår lukket i en plan, som den forelægger universitetets bestyrelse den 2. december.
Udspillet er ledelsens bud på, hvordan universitetet skal leve op en bred politisk aftale om at udflytte eller nedlægge 10 pct. af alle studiepladser fra de største danske byer.
Planen adskiller sig fra andre universiteters ved, at CBS hverken lægger op til at udflytte eller reducere pladser på eksisterende uddannelser, men ganske enkelt vil lukke hele uddannelser med den højeste ledighed.
Men nu viser en intern undersøgelse fra CBS, som DM Akademikerbladet har set, at uddannelsen i erhvervsøkonomi og filosofi - HA(fil.) - der er blandt de nedlukningstruede uddannelser, faktisk klarer sig mindst ligeså godt som andre uddannelser på CBS målt på beskæftigelse.
Når ledelsen når frem til den modsatte konklusion, skyldes det, ledelsen måler dimittendledighed. Her vejer det tungt, at en tredjedel af alle HA(fil.)-bachelorer læser kandidatuddannelsen MSc in Business Administration and Philosophy. Uddannelsen har høj ledighed og er medregnet i ledelsens tal.
Men i den interne rapport fra 2019 har man i stedet undersøgt, hvordan beskæftigelsen ser ud for CBS-kandidater med en kombination af HA(fil.) og en hvilken som helst anden overbygningsuddannelse, og så ser resultatet anderledes positivt ud.
Rapporten viser ikke blot, at gruppen af kandidater med en HA (fil.) har en dimittendledighed, der er lavere end andre CBS-kandidaters gennemsnitlige dimittendledighed.
CBS har gjort ledighed til kriteriet for, hvilke uddannelser de vil lukke. På baggrund af tallene fra rapporten kan HA(fil.) ikke falde under det kriterieMorten Thanning, lektor på CBS
Efter 10 år er beskæftigelsesgraden endog ca. otte procentpoint bedre end for dimittender med en anden grunduddannelse fra CBS.
"Selvom det ikke er den største gruppe af studerende, så tyder tallene på, at de studerende, der skifter til en anden overbygning klarer sig minimum på niveau med de andre dimittender fra CBS”, lyder vurderingen fra økonom og analysekonsulent i DM, Martin Ærbo Vesterbæk, der har læst undersøgelsen.
Undersøgelsen fra 2019 viser også, at HA(fil.)-uddannede, der senere kaster sig over iværksætteri, klarer sig lige så godt som gennemsnittet blandt alle andre CBS-iværksættere.
Studerende: Hjernedødt
Morten Thaning, der er lektor på CBS og fra 2015-2019 var studieleder på FLØK, kalder resultatet ”slående”.
”CBS har valgt at lukke uddannelser og har gjort ledighed til kriteriet for, hvilke uddannelser de vil lukke. På baggrund af tallene fra rapporten kan HA(fil.) ikke falde under det kriterie”, siger han.
Studerende Gaia-Emilie Wiendel Madsen har ligeledes svært ved at forstå begrundelsen for at lukke uddannelsen.
Hun har en HA(fil.)-grad og læser nu Management of Innovation and Business Development.
”Når man har snævert fokus på dimittendledighed som et princip for reduktioner, så er det jo fuldstændig hjernedødt at lukke en bachelor, der kombineret med en anden overbygning ligefrem fører til lav ledighed”, siger hun.
Ifølge den politiske aftale, som alle partier på nær de Radikale står bag, skal hvert universitet inden nytår lave et udspil om udflytning eller nedskæring af optaget på 5-10 pct. Udspillene skal herefter resultere i en samlet sektorplan med en målsætning om at udflytte eller nedbringe det samlede optag på ”op til 10 pct.” inden 2030.
Planen om at lukke seks uddannelser giver i alt 334 færre studiepladser på CBS. I næste fase vil CBS nedlægge yderligere 294 studiepladser. Ifølge CBS svarer de i alt 628 pladser til 10 pct. af alle studiepladser.