Nu skal underviserne være hybride

Det blev ikke “back to normal” for undervisningen i efterårssemestret. På grund af coronasmitten er den fysiske undervisning stadig belagt med restriktioner.

Men det blev heller ikke “back to new normal”. For den onlineundervisning, som underviserne blev kastet ud i under forårets nedlukning, har nu fået et nyt tvist: hybridundervisning.

I et forsøg på at efterkomme ønsket om både at genåbne den fysiske undervisning og begrænse smittefaren er det mange steder blevet den foretrukne løsning. Ved at dele undervisningsholdet i to parallelle spor, hvor de studerende skiftes til henholdsvis at streame og være til stede under undervisningen, er det muligt delvist at fastholde den didaktiske og sociale nytte af at være fysisk til stede på universitetet.

For underviserne har det betydet, at de erfaringer, man høstede i foråret, hvor alle blev kastet ud i onlineundervisning fra den ene dag til den anden, kan lægges i det mentale arkiv. Nu skal der igen opfindes nye dybe tallerkener.

“I stedet for at kunne bygge videre på den praksis, underviserne har oparbejdet hen over foråret, så rykkes tæppet igen væk under dem, og de skal gentænke alt fra bunden. Ingen kurser, ingen ressourcer – bare gå i gang. Og så skal de igen bevæge sig fra panikundervisning til overlevelsesundervisning og forsøge at få sig selv og de studerende bare nogenlunde helskindet gennem semestret”.

Sådan siger Rikke Toft Nørgård, der er lektor ved DPU og forsker i online- og hybridundervisning.

Onlineholdet bliver tilskuere

I foråret fortalte hun i Forskerforum, at onlineundervisning handler om langt mere end at tænde sit webcam. Det kræver en særlig it-didaktisk måde at tænke undervisningen på, for eksempel med en mere detaljeret planlægning for, hvad der skal foregå.

Nu står mange altså i en situation, hvor de skal have begge undervisningsformer til at spille på samme tid.

En af dem er Eva Naur Jensen, lektor i jura ved AU. Hun synes egentlig, hybridundervisningen går rimeligt godt. Men hun må erkende, at den halvdel af holdet, der følger undervisningen hjemmefra, ikke kommer til at være meget andet end passive tilskuere.

“Jeg melder ud, at det kun er dem i auditoriet, der får chancen for at kommunikere. Jeg kan ikke være nærværende både fysisk og online. Hvis jeg forsøger at følge med i chatten, bliver det for tilhørerne i lokalet som at være til middag med en, der begynder at sidde og tjekke sin telefon under bordet”, fortæller hun.

Hun oplever, at forelæsningerne fungerer udmærket som hybridundervisning. Der er sågar studerende, der vælger at følge streamingen, selv om de har lov til at møde op fysisk. Til gengæld er det tydeligt ved holdundervisning, at onlinedeltagerne mister en hel masse.

“Det fungerer dårligt. De er meget kede af at skulle sidde hjemme hver anden gang. Hele ideen med hold-undervisningen er jo, at vi i højere grad kan involvere de studerende”, siger Eva Naur Jensen.

Hun konstaterer som Rikke Toft Nørgård, at efterårssemestret har været lidt af en pædagogisk koldstart.

“Noget af det, vi lærte af den hårde nedlukning i foråret, var, at vi slet ikke er dygtige nok til at undervise online. Det kræver nogle pædagogiske kompetencer, som vi ikke har opdyrket. Og det vil tage ret lang tid at gøre”.

A- og B-hold

Rikke Toft Nørgård kan sagtens genkende, at det som underviser er udfordrende at være nærværende over for to publikummer – online og onsite – på samme tid.

“Før var alle samlet et fælles sted – i lokalet eller online. Nu er der en sammenfiltring, der kræver kompetencer til at tænke i hybride didaktiske formater. Befinder man sig som underviser i et fysisk lokale sammen med nogle studerende, vil man have tendens til at tænke sin undervisning ud fra det fysiske rum. Det skaber stor fare for, at man glemmer de studerende, der er online. På den måde får vi et A- og et B-hold, og det er nok den største oplevede udfordring for både undervisere og studerende – at man kan se en klar kvalitetsforskel, alt efter hvilket hold man er på”, siger hun.

Der er dog måder at forbedre læringen på for dem, der sidder hjemme ved skærmene.

“Et oplagt greb er, at man har både en onsite- og onlineunderviser. Allerhelst burde der faktisk være tre personer: en onlineunderviser, en onsiteunderviser og så en facilitator, der for eksempel kan gøre opmærksom på, at der er spørgsmål i chatten, eller gå rundt med onlinedeltagerne i rummet, så de kan følge med”, foreslår Rikke Toft Nørgård.

Kræver mere forberedelse

I en intern vejledning til underviserne har AU selv beskrevet nogle af de opmærksomhedspunkter, der er omkring forskellige undervisningsmodeller. Og omkring hybridundervisningen står der eksplicit, at det “kan kræve flere undervisere (ressourcer) for at afholde onlinesessioner”.

Der står videre også, at det kan kræve indkøb af nye tekniske løsninger, kræver, at undervisere har erfaring med eller får hjælp til betjening af teknisk kompliceret udstyr, og endelig at det “kan kræve større forberedelsesindsats fra underviser”.

Og det kan Eva Naur Jensen godt genkende.

“Man har lagt et ansvar på os undervisere for at få det til at køre. Det tager immervæk et kvarter at få indstillet pc’en med lyd og billede til hver undervisning, og dertil kommer det generelt at sætte sig ind i programmerne og deres indstillinger. Jeg vil sige, at der er trukket store veksler på, hvor meget af vores tid der skal gå med at få styr på teknik”, siger hun.

Rikke Toft Nørgård mener ikke, at universiteterne helt tager konsekvensen af udfordringerne ved den omlagte undervisning.

“Jeg synes, der mangler anerkendelse af, hvad hybrid- og onlineundervisning kræver, og den helt nødvendige understøttelse af de nye undervisningsformer. Så vidt jeg forstår, er man godt i gang med at indkøbe udstyret, men det med hjælp til den tekniske betjening, muligheder for at have ekstra underviser på og tid til at udvikle god hybridundervisning er der ikke meget af. Min oplevelse er, at underviserne mere eller mindre er overladt til sig selv og til deres egen og deres studerendes overlevelse”.

Og de didaktisk gode løsninger er ikke gratis.

“Corona er ikke gratis for nogen, og det er en mærkelig ide, at den så skal være gratis for undervisningssystemet”.