Vil du læse mere om civilsamfundet?
Tilmeld dig vores nyhedsopdatering her. Så sender vi dig en mail, når vi skriver noget nyt om civilsamfundet
Akademikerbladet
”Jeg var ret overrasket over, at opslaget i den grad gik viralt", siger Christian Sophus Ehlers, som postede et opslag på LinkedIn om at give et ordentligt svar til alle jobkandidater. © Foto: Tómas Gestsson
Da Christian Sophus Ehlers postede et opslag på LinkedIn om at behandle alle jobsøgere ordentligt - også dem, der bliver valgt fra - fik han 11.918 likes og 557 kommentarer. Det viser, hvor vigtigt det er at give ordentlige afslag, mener han.
”Jeg har søgt flere jobs hvor den automatisk genererede “tak for din ansøgning, du vil høre fra os snarest muligt”, er eneste feedback på en ansøgning, der med research let kan tage flere timer at lave”.
”...den værste kandidatoplevelse jeg har hørt beskrevet var en, hvor afslaget var indbygget i kvitteringen for modtaget ansøgning: “Tak for din ansøgning. Hvis du ikke har hørt fra os inden *dato*, er stillingen besat til anden side”.
Det er bare to af de 557 kommentarer, som Christian Sophus Ehlers fik på sit opslag på LinkedIn, hvor han fortalte, at han lige havde ansat en ny medarbejder og derfor havde sendt personlige afslag til de cirka 90 ansøgere, som ikke fik stillingen.
”Jeg var ret overrasket over, at opslaget i den grad gik viralt. De mange tilkendegivelser fra andre viser, at folk kan genkende det, og at det virkelig betyder noget”, siger han.
Christian Sophus Ehlers ansætter med jævne mellemrum nye medarbejdere, og de sidste mange gange har der været mange ansøgere til stillingerne. Alligevel har han i et par år praktiseret at give ordentlige svar til alle.
”Jeg har selv været ansøger, så jeg ved, hvad det betyder at få et ordentligt svar og ikke et automatisk genereret svar, et upersonligt eller værst af alt: slet intet svar”, siger han.
Han mener, at arbejdsgivere nogle gange glemmer, at jobkandidaterne lægger følelser og forhåbninger i deres ansøgninger, og at de også ofte bruger lang tid på at lave dem.
”Man skal tænke over, at kandidaterne lægger energi i at målrette ansøgningen, og derfor skal man vise dem respekt”.
Det sker, at han får så mange ansøgninger, at det er umuligt at svare personligt, men han mener stadig, man kan give alle et ordentligt svar.
”Man kan for eksempel bruge en personlig tone og undgå et distancerende sprog. Man skal kunne se og fornemme, at det er et menneske, der skriver til et andet menneske. Og man kan begrunde, hvorfor man har ansat den, der fik jobbet”, siger han.
”Tak for din mail vedr. jobbet som xx hos jer. Jeg er naturligvis ærgret over afslaget, men det er super fedt, at du har givet dig tid til at skrive en ordentlig tilbagemelding med konkret begrundelse. Jeg er meget interesseret i UNICEF og ser frem til at søge igen”.
Det var en af tilbagemeldingerne fra de 90 ansøgere, som fik et afslag fra Christian Sophus Ehlers for nylig.
Han har sammenlagt brugt en dags tid på at skrive tilbagemeldingerne og give feedback, og det er godt givet ud.
”Det sender et signal om, at man tager jobsøgningsprocessen og kandidaterne alvorligt, og det er god brandingstrategi og styrker virksomhedens image, at man behandler ansøgere ordentligt. For jobkandidaterne taler med familie og venner om oplevelsen, så det er en form for word of mouth-markedsføring. Og vi vil jo gerne have, at så mange som muligt søger job hos os”, siger han.
Han mener dog ikke, det er ond vilje fra de arbejdsgivere, som ikke svarer personligt eller slet ikke svarer, men mere en form for forglemmelse.
”Når man har en ledig stilling, har man også meget arbejde, der skal laves, så målet er at få fundet en kandidat og lukke processen. Men det er en kortsigtet strategi, som kan skade eller ramme firmaet negativt”, mener han.
For når man modsat giver sig tid til en ordentlig tilbagemelding, viser man sig selv og alle dem, der har søgt, at man anerkender, at jobsøgningsprocessen er et stort og vigtigt arbejde, mener Christian Sophus Ehlers.
”Jeg giver altid begrundet afslag. Jeg kan desværre ikke give et individuelt afslag til alle, men jeg begrunder mit valg af valgte ansøger. Og så stiller jeg mig til rådighed for, at man kan ringe til mig og få uddybet, hvordan jeg forholdt mig til ansøgningen".
Sådan kommenterer en chef på LinkedIn, og Christian Sophus Ehlers er fuldstændig enig og tilbyder også selv, at jobkandidater kan kontakte ham efterfølgende. Han synes faktisk, det er et rigtigt godt tip til andre arbejdsgivere.
”De fleste jobkandidater synes, det er et værdifuldt tilbud. Også dem, der ikke vender tilbage”, siger han.
Og som arbejdsgiver behøver man ikke frygte at blive lagt ned efterfølgende. Christian Sophus Ehlers erfaring er, at højst fem procent kontakter ham efterfølgende. Det vil sige, at hvis han har 300 ansøgere, bliver han måske kontaktet af maksimalt 20 personer.
Mange af dem, der benytter sig af muligheden for at få en tilbagemelding, er nyuddannede, som endnu ikke er kommet ind på arbejdsmarkedet.
”De har brug for feedback og sparring, så de kan målrette deres ansøgninger endnu mere, og jeg har indtryk af, at de får meget ud af at ringe”, siger Christian Sophus Ehlers.
Når han bliver kontaktet, finder han ansøgningen i rekrutteringssystemet og læser den igennem.
”Så taler vi om det i telefonen, og det er altid en god oplevelse for mig. For man får jo selv en god oplevelse, når man giver andre en”, siger han.
Christian Sophus Ehlers er gang på gang blevet overrasket over, at arbejdsmængden ikke er større, når han stiller sig til rådighed for sparring og feedback.
”Intuitivt tænker man, at det giver masser af arbejde, men det skal man altså ikke lade sig afskrække af”, siger han.