Statens nye whistleblowerordning får hård kritik: ”Graverende fejl”

Justitsminister Nick Hækkerup satte ambitionerne højt, da regeringen før sommerferien besluttede at indføre whistleblowerordninger i hele staten senest den 1. november i år.

”Det er helt afgørende for vores samfund, at borgerne har tillid til de offentlige myndigheder ... Nu indfører vi whistleblowerordninger på hele statens område, så whistleblowere tør stå frem, og så kritisable forhold kan komme for dagens lys”, sagde justitsministeren i juni.

Men den vision er svær at genkende i den vejledning, som Justitsministeriet sendte ud til ministerier, departementer og myndigheder blot en uge før deadline. Faktisk er det svært at se, at det overhovedet er en reel instruktion i, hvordan ordningen skal implementeres, lyder kritikken fra flere sider.

”Det ligner noget, der udelukkende er lavet for at sætte flueben ud for den opgave. Vejledningen kommer ikke ind på noget af det, der er væsentligt at håndtere ved whistleblowerordninger”, siger Jesper Olsen, formand for Transparency International Danmark, der blandt andet arbejder for at udbrede whistleblowerordninger.

”Sådan en ordning får kun legitimitet og bliver kun brugt, hvis der er tillid til den. Og det kan jeg ikke se, at Justitsministeriets model på nogen måde sikrer”, siger han.

En lignende vurdering kommer fra adjunkt Erik Mygind du Plessis, der forsker i whistleblowerordninger ved CBS.

”Ordningen er formuleret så bredt, at der i bund og grund ikke rigtig står noget. Det er ikke beskrevet, hvem der modtager henvendelserne, eller hvordan de skal håndteres, eller hvordan man sikrer dem, der anmelder”, siger han.

Det er imidlertid helt bevidst, at vejledningen er beskrevet i generelle vendinger. Den er nemlig tænkt som en overordnet ramme, der giver de enkelte styrelser og departementer "ansvar for og frihed til at udforme de nærmere retningslinjer, herunder procedurer og arbejdsgange", skriver ministeriet til DM Akademikerbladet.

Vejledning: Urigtige anmeldelser kan meldes til politiet

Ifølge Justitsministeriets vejledning skal statens whistleblowerordninger sikre, at ”ansatte og samarbejdspartnere kan ytre sig om kritisable forhold i myndighederne uden at frygte for negative konsekvenser” og ”beskytte personer, som indgiver oplysninger”.

Det er imidlertid ikke beskrevet, hvordan anmelderne er beskyttet i praksis. Og der er undtagelser, pointerer ministeriet.

Hvis man bevidst fremsætter ”urigtige eller vildledende oplysninger”, kan det få ”negative ansættelsesretlige konsekvenser eller medføre kontraktretlige konsekvenser” og eventuelt føre til politianmeldelse, står det i vejledningen.

Vejledningen lægger op til, at sagerne skal håndteres internt og altså ikke af for eksempel en ekstern advokat. Der er imidlertid ingen retningslinjer for, hvad der skal ske, når en whistleblower anmelder kritiske forhold. Det afhænger helt af "en konkret vurdering af bl.a. henvendelsens indhold og karakter”.

Det er problematisk, at det ikke bliver beskrevet klart, hvordan en whistleblower vil være beskyttet, eller hvordan sagerne bliver håndteret, mener adjunkt Erik Mygind du Plessis.

”Det ser umiddelbart ud til, at de lægger op til at oprette interne whistleblowerenheder til at håndtere systemet. Det kan være problematisk, for er det så din overordnede, som skal behandle en klage, der måske omhandler dem? Det er simpelthen ikke tilstrækkeligt beskrevet”, siger han.

”Der er heller ikke beskrevet nogen som helst procedure for behandlingen af henvendelser. Det kunne for så vidt betyde, at det er direktionen, der modtager henvendelserne og så bare gør med dem, hvad de lige synes er bedst. Sådan en ordning er svært at have tillid til”.

Hvorfor er det så vigtigt at have klare procedurer?

”Når der ikke er nærmere retningslinjer, kan man jo forestille sig hvad som helst. Og som whistleblower skal man være sikker på, at man ikke risikerer repressalier, og at det nytter noget at bruge ordningen”, siger Erik Mygind du Plessis.

”For en whistleblower er det afgørende, at dem, der modtager henvendelserne, ikke er fedtet ind i sagen – at de er upartiske. Og at man kan regne med, at sagerne bliver håndteret og ikke gemt væk i en skuffe. Man skal være sikker på, at det er tiden og risikoen værd at melde noget ind”, siger Erik Mygind du Plessis.

Justitsministeriet forklarer til DM Akademikerbladet, at man anbefaler en intern ordning, fordi det sikrer, at sagerne bliver behandlet af folk, der kender organisationen. Whistlebloweren skal desuden ses som et supplement til de eksterne ordninger, der allerede findes hos for eksempel Ombudsmanden og Rigsrevisionen.

DM: Kan blive en falsk åbenhed

DM-formand Camilla Gregersen kalder det for ”en sejr i sig selv”, at der nu kommer en whistleblowerordning i staten. Det har DM længe opfordret til, fordi det er vigtigt, at de ansatte kan udtrykke sig om kritisable forhold uden at skulle frygte for sit job, siger hun.

”Men netop fordi vi har arbejdet så meget for en whistleblowerordning, er det ærgerligt, at der er så graverende fejl i den ordning, der bliver rullet ud nu”, siger Camilla Gregersen.

”Den ordning, der er lavet nu, risikerer at blive en falsk åbenhed. En whistleblowerordning, som ingen vil bruge, fordi den er utryg og usikker, men som måske vil blive brugt til at argumentere for, at alt er skønneste orden, fordi der ikke er nogen anmeldelser".

Ligesom både Erik Mygind du Plessis og Jesper Olsen peger hun på, at ordningen bør håndteres af en ekstern part, for eksempel et advokatfirma.

”Det vigtigste, man kan gøre, er at garantere whistlebloweren fuld fortrolighed – og det ser ikke ud til at være tilfældet i modellen nu. Det kræver svære overvejelser at blive whistleblower. Mange føler, at det strider imod deres loyalitet til arbejdspladsen og kollegerne – og man risikerer måske også sit job. Derfor bør det være helt tydeligt, at man kan henvende sig i fortrolighed og uden at frygte negative konsekvenser”, siger Camilla Gregersen.

Risikerer man ikke, at der kan komme mange løse sager og måske falske anklager, hvis anmelderne ikke skal stå til regnskab for deres indberetninger?

”Nej, det tror jeg ikke. Man skal jo altid vurdere sandhedsværdien af indberetningerne. Det er netop for at sikre retssikkerheden, at jeg foretrækker fortrolighed frem for anonymitet. Det giver mulighed for, at en ekstern part kan følge op og spørge ind til sagen”, siger Camilla Gregersen.

Offentligheden skal inddrages

Justitsministeriets vejledning lægger ikke op til, at offentligheden skal have indblik i de sager, der bliver meldt ind til whistleblowerordningerne. De sædvanlige forvaltningsretlige regler om for eksempel aktindsigt og offentlighed gælder dog stadig, skriver ministeriet til DM Akademikerbladet.

Men det er problematisk, at offentligheden ikke systematisk er sikret indsigt i det, der meldes ind, mener Jesper Olsen: ”En ordning uden gennemsigtighed har ingen troværdighed”.

Samme indvending har Erik Mygind du Plessis.

”Det fremgår ikke, hvordan man vil håndtere det, hvis noget af det, der meldes ind, har offentlighedens interesse. Vil man så dele det med omverdenen? Hvordan sikrer man i det hele taget, at de her ordninger ikke fører til mindre offentlighed og transparens omkring den offentlige sektor, men derimod mere?”, siger Erik Mygind du Plessis.

Stod det til DM-formand Camilla Gregersen, burde myndighederne i sin årsrapporter redegøre for alle indberetninger til whistleblowerordningerne.

”Som borgere har vi et legitimt krav på at følge med i, hvad der foregår i den offentlige sektor – og det er også en måde at sikre, at sagerne rent faktisk bliver at håndtere og ikke bare lukket ned i al hemmelighed”, siger hun.

”I det hele taget er det vigtigt, at der er transparens med ordningen, og at det ikke er de samme, der kan blive kritiseret, som skal håndtere indberetningerne. Det har vi ingen garanti for med den vejledning, Justitsministeriet er kommet med”, siger Camilla Gregersen.

Afviser kritik: ”Det er et levende dokument”

I Justitsministeriet pointerer man, at vejledningen er et ”levende dokument”, som løbende skal revideres og justeres, forklarer en repræsentant for ministeriet.

Men det er ikke godt nok, mener Jesper Olsen fra Transparency International Danmark. Hvis der er usikkerhed om, hvordan ordningen er skruet sammen, vil det afskrække folk fra at bruge den.

”Whistleblowerordninger bliver brugt i de situationer, hvor man ikke kan gå til sin leder eller sin leders leder. Så hvorfor skulle man bruge den, hvis man ikke kan gennemskue, hvad der sker i processen?”, siger Jesper Olsen.

”Det skal være helt klart, hvad der sker med ens klage. Hvordan bliver det undersøgt? Hvad sker der med mit navn? Bliver det taget alvorligt?”.

Han frygter, at ordningen ikke vil blive brugt, fordi den er forkert skruet sammen, og at den derfor vil give et falsk indtryk af, at alt er i den skønneste orden på statens arbejdspladser.

”Whistleblowerordninger bliver nogle gange til et værktøj for spindoktorerne. En skinøvelse, der bliver brugt til at vise, at man virkelig gør noget, men som ingen effekt har i praksis”, siger Jesper Olsen.

Justitsministeriet skriver i følgebrevet til vejledningen, at man meget gerne vil ”i dialog med faglige organisationer og andre interesserede parter”, der kan give input til ordningen. Desuden vil bl.a. de faglige organisationer blive inddraget, når man i det kommende år skal have implementeret et EU-direktiv, der fra december 2021 pålægger offentlige organisationer og virksomheder med over 50 ansatte at etablere en whistleblowerordning.

Det er der hårdt brug for, mener Jesper Olsen.

”Der venter et kæmpe stykke arbejde i alle myndigheder, styrelser og departementer, hvis det her skal gøres ordentligt. Min bøn til dem er: Sørg nu for at inddrage medarbejdere og ledere i den proces. Ellers er det skønne spildte kræfter”.