Spring menu over
Dansk Magisterforening

Pensionskasse sender halvdelen af de ansatte hjem

Jens Munch Holst, direktør i MP Pension, pensionskassen for magistre, gymnasielærere og psykologer

Pensionskassen MP Pension har indført turnusordning og sendt halvdelen af sine ansatte af frygt for at smitte med coronavirus vil kunne lægge huset helt ned. © Foto: MP Pension

Del artikel:

Af frygt for smittespredning af coronavirus blandt ansatte i pensionskassen MP Pension har direktionen indført turnusordning, så halvdelen af husets ansatte bliver sendt hjem 14 dage ad gangen. Det handler om rettidig omhu, så forretningen kan holdes kørende, fortæller direktør.

Når ansatte i pensionskassen MP Pension onsdag møder ind på arbejde, så er det til et meget tomt hus. Halvdelen af de 100 ansatte er nemlig sendt hjem, af frygt for at smitte med coronavirus vil kunne lægge huset helt ned.

”Hvis hele huset lægges ned, kan vi ikke varetage vores arbejde, og det vil vi sætte ind over for. Så fra i dag arbejder halvdelen af huset hjemme til fredag i næste uge, og så møder de ind på arbejde, mens den anden halvdel går hjem. Det gælder også mig”, fortæller direktør i MP Pension Jens Munch Holst.

Han forklarer, at alle ansatte kan arbejde hjemmefra, så pensionskassen forsøger på denne måde, at holde den medlemsejede pensionskasse for magistre, gymnasielærere og psykologer bedst muligt kørende.

Indtil videre er der en ansat i pensionskassen, der er i frivillig karantæne, men Jens Munch Holst understreger, at der indtil nu ikke er mistanke om smitte blandt ansatte i MP Pension.

”Disse skrappe foranstaltninger handler om rettidig omhu for at undgå smitte blandt vores 100 ansatte, for vi har et ansvar for at forvalte en forretning med af pensionsmidler for 125 milliarder kroner for 139.000 medlemmer. Men det er selvfølgeligt mærkeligt, at halvdelen skal sidde hjemme i 14 dage alene uden social kontakt til kolleger. Det tror jeg ikke er særlig sjovt for nogen af os, og det vil da få indflydelse på vores daglige arbejde”, siger Jens Munch Holst. 

Turnusordningen i MP Pension gælder indtil videre til efter påske. Men det er meget muligt, at den bliver forlænget, alt efter hvordan de næste ugers smittespredning udvikler sig.

Ud over turnusordningen har MP Pension valgt at sprede de resterende tilbageværende i husets domicil mest muligt ud i huset. Når de skal spise frokost bliver det desuden i små hold.

Alle eksterne møder er udskudt, aflyst eller flyttes til telefonmøder.

Live-streaming af generalforsamling

Pensionskassens generalforsamling om tre uger er også i fare for at blive enten aflyst eller i hvert fald afviklet på en noget anden måde, end det er sædvane.

Indtil videre arbejder pensionskassen på at gennemføre generalforsamlingen, men i en forenklet udgave. Medlemmer opfordres til ikke at møde op fysisk, men at de deltager i generalforsamlingen via fuldmagt. Alle medlemmer kan således afgive en såkaldt instruktionsfuldmagt, hvor de tager stillingen til de enkelte punkter på dagsordenen. Der kan også gives fuldmagt til 3. mand eller til bestyrelsen.

Pensionskassen oplyser, at generalforsamlingen vil blive live-streamet, og pensionskassen medlemmer forud for generalforsamlingen kan sende spørgsmål til bestyrelsen, som vil blive besvaret som en del af formandens mundtlige beretning.

”Der er ikke lagt op til forsamlingsforbud, så rent juridisk kan vi ikke aflyse generelforsamlingen. Hvis vi skal gennemføre den uden deltagere, vil det være en stor foranstaltning, fordi vi er en demokratisk forening og desuden, fordi vi i år vi har 60 års jubilæum, som skulle fejres”, siger Jens Munch Holst.

Medlemsservicen påvirkes

Pensionsdirektøren forklarer, at de indførte foranstaltninger, hvor halvdelen af de ansatte løbende skal arbejde hjemmefra, har konsekvenser.

”Vores service ud ad til bliver også en lidt anden, men det tror og håber jeg på, vores medlemmer har forståelse for. Vi må nu prioritere akutte situationer, som fx personer der pludselig skal have en invalidepension og personer, der snart skal have pension”.

”Vi bliver en lille ø i øen med mindst mulig personlig kontakt for at bibeholde mest mulig kontakt med vores medlemmer og kunder udadtil. For os gælder det om at holde gang i butikken”, siger Jens Munch Holst.