Offentlige fonde skævvrider (også) forskningen

Mens nogle forskningsområder høvler den ene millionbevilling ind efter den anden, får forskere fra andre områder stort set ingen eller meget lidt støtte fra såvel de private som de offentlige danske fonde, skriver Forskerforum.

Det betyder, at forskningsmidlerne bliver koncentreret på nogle få særlige områder inden for biovidenskab og de medicinske og fysiske videnskaber, viser tal fra Dansk Center for Forskningsanalyse på AU rekvireret af Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFIR).

Det er velkendt, at de store private fonde som eksempelvis Novo Nordisk Fonden og Lundbeckfonden på den måde medvirker til at skævvride forskningen, men mere overraskende er det, at de offentlige danske fonde altså er lige så tilbøjelige til at favorisere de samme få forskningsområder.

Aarhus-forskerne konkluderer således, at de offentlige og private fonde i store træk følges ad i fordelingen af forskningsmidlerne, så de i forvejen mest velfinansierede områder, især biovidenskab og sundhedsvidenskab, får næsten hele kagen.

Fonde mangler overblik

Seniorforsker Kaare Aagaard fra Dansk Center for Forskningsanalyse på AU forklarer blandt andet sammenfaldet med, at de offentlige fonde som Danmarks Frie Forskningsfond, Innovationsfonden og Danmarks Grundforskningsfond bliver påvirket af de private fondes fordelingspolitik. Det hænger sammen med, at der med de store private donationer er blevet opbygget nogle faglige styrkeområder inden for blandt andet biomedicin, der med deres pondus og ressourcer har en fordel i kampen om midlerne i de offentlige fonde. Det er veldokumenteret, at forskere, der allerede har mange midler, har lettere ved at få endnu flere. Et fænomen, som er blevet døbt Matthæus-effekten.

“I de her fordelingsprocesser står man bedre, hvis man allerede har noget på sit cv, så har man tidligere modtaget en stor bevilling, ses det som et plus. Samtidig er der på tværs af fonde sket en ensretning mod de samme excellencekriterier de sidste ti år, så det er de samme, der kommer ud i toppen igen og igen”, siger Kaare Aagaard.

Han peger på som en anden grund, at fondene simpelthen ofte mangler et fuldt overblik over, hvilke af ansøgerne der allerede har andre bevillinger eller har fået tilsagn om finansiering fra andre bevillingsgivere, når de gennemgår ansøgningerne.

“Når en fond beslutter at støtte en forsker, ved man ikke nødvendigvis, at vedkommende måske også har fået midler af en anden fond eller af EU. Tildelingsprocesserne sker i vidt omfang uafhængigt af hinanden, så i mange tilfælde giver fondene midler, man muligvis ikke ville have givet, hvis man vidste, at forskeren også samtidig fik andre steder fra”, siger Kaare Aagaard.

Han tilføjer, at skævvridningen af forskningen derfor heller ikke skal ses som resultatet af en bevidst politisk strategi, men derimod er summen af mange uafhængige beslutninger fra de forskellige bevillingsaktører, der ikke koordinerer deres indsats.

Han siger, at et første skridt i forhold til at gøre noget ved problematikken kunne være at opbygge en tværgående database med oplysninger om, hvilke forskere der har fået bevilget hvor meget og fra hvem, så fondene får et bedre overblik og kan foretage mere oplyste prioriteringer.

Politikerne kan også gribe mere direkte ind og diktere, hvordan de offentlige fonde skal fordele midlerne både inden for og imellem forskningsområderne, men han tvivler på, at en sådan centraliseret top-down-tilgang vil være hensigtsmæssig.

“Men har man en ambition om at finansiere hele paletten eller i hvert fald ikke kun nogle få områder, så må man sikre, at man får spredt midlerne mere ud, og det kan blandt andet gøres ved at anlægge et mere porteføljebaseret perspektiv, hvor man ser på fordelingen af både basismidler og konkurrenceudsatte midler”, siger Kaare Aagaard.

Et billede af Danmark for 100 år siden

Ifølge Birgitte Nauntofte, adm. direktør for Novo Nordisk Fonden, har de private fonde vanskeligt ved at gøre noget ved skævdelingen, da de har vedtægter, der definerer, hvilke videnskabelige områder de kan yde støtte til – eksempelvis et særligt område inden for lægevidenskaben. Hun medgiver, at der kan være behov for at nytænke, når vedtægterne skal fortolkes.

“Ingen kunne forudse denne videnskabelige udvikling, da mange af de private fonde blev stiftet, og dermed er støtteområderne i vedtægten en afspejling af, hvordan Danmark så ud, og hvad stifterne tænkte sig, da man stiftede den enkelte fond – måske for 100 år siden. I Novo Nordisk Fonden har vi arbejdet med at genfortolke vores vedtægter i en moderne kontekst, så vi støtter flere nye områder, der i sidste ende kan katalysere udviklingen af de støtteområder, der er kernen i vores vedtægt. Stifteren har indbygget en “lille elastik” i vores vedtægt, der muliggør dette”, siger Birgitte Nauntofte.

Hun mener derfor også, at et godt samspil og samarbejde mellem de offentlige og private fonde er afgørende, så de kan supplere hinanden ved, at de private kan være mere risikovillige, mens de offentlige fonde skal støtte den brede grundforskning i alle fagområder.

Koncentration eller spredning

Men om skævvridningen til fordel for nogle få forskere inden for nogle særlige områder overhovedet er et problem, er der delte meninger om, fortæller Maria Theresa Norn, analysechef i tænketanken DEA. Litteraturen giver ikke noget entydigt svar, men der findes dog en klar overvægt af argumenter for spredning frem for koncentration af forskningsmidler.

Et ofte nævnt argument for at koncentrere midlerne er, at de dygtigste og mest produktive forskere med de rigtige betingelser har størst chance for at frembringe videnskabelige gennembrud. Et andet argument er, at koncentration giver den nødvendige økonomiske stabilitet og fleksibilitet til at forfølge højrisikoforskning med potentielt høj gennemslagskraft.

Ifølge Maria Theresa Norn er der dog begrænset empirisk belæg for, at det forholder sig sådan. Mange peger derimod på, at koncentration af forskningsmidler hurtigt giver stordriftsulemper i form af fx øgede omkostninger til administrations- og projektledelse, og at store enheder giver forskere incitament til at søge flere penge, end de har brug for, for at de kan opretholde enhederne og bemandingen heraf. I flere undersøgelser konkluderes det, at det gennemsnitlige merafkast i form af citationer og videnskabelig produktivitet (målt som antal artikler) er faldende ved en høj koncentration.

“Mætningspunktet bliver i virkeligheden nået hurtigere, end vi går og tror. En nylig undersøgelse viser desuden, at de fleste forskere selv foretrækker mindre eller mellemstore bevillinger på 3-10 mio. kr., der giver dem et frirum til at udvikle de lidt mere skæve ideer, hvor det er o.k. at fejle”, siger hun.

Flere forskere argumenterer også for, at spredning af bevillinger på flere forskellige forskere og i moderate portioner er en bedre investeringsstrategi for samfundet, da det genererer mere forskning med større samfundsmæssig impact. Rationalet er, 1. at man spreder risici og øger sandsynligheden for at finansiere videnskabelige nybrud, 2. at det bidrager til omstillingsparathed i den evigt omskiftelige forskningsverden, 3. at det øger diversiteten i forskningsområder og -tilgange, og 4. at det giver næring til vækstlaget af yngre forskere.

“Der er brug for strategiske prioriteringer, men politikerne skal også skabe en hensigtsmæssig balance, hvor der er en bred tilgængelighed af frie midler og en stabil finansiering af forskningen”, siger Maria Theresa Norn.

Hun støtter tanken om at oprette et register over forskningsmidler, da det i dag er uoverskueligt, hvor pengene flyder hen.

DFF-formand vil ikke ændre fordeling

David Dreyer Lassen, bestyrelsesformand for Danmarks Frie Forskningsfond (DFF), der bevilger ca. 1,2 mia. kr. årligt på baggrund af forskernes egne originale ideer, siger, at det ikke er lettere at få godkendt sin ansøgning, hvis man forsker i et emne inden for eksempelvis biomedicin, end hvis man forsker i et emne inden for humaniora.

Fondens bestyrelse har på baggrund af efterspørgslen efter midler i forskningsmiljøerne fastlagt en fordelingsnøgle, man bruger til at fordele midlerne mellem fondens fem faglige råd.

De tre store natur- og sundhedsvidenskabelige råd får tre fjerdedele af pengene, men de to sidste, “samfund og erhverv” og “kultur og kommunikation”, får en fjerdedel tilsammen. Succesraten på tværs af fagrådene er over tid nogenlunde den samme, så forskere inden for samfundsvidenskab og humaniora burde ikke oftere få nej til deres ansøgninger end kollegerne fra sundhedsvidenskab og naturvidenskab, siger David Dreyer Lassen. Han understreger, at fordelingen ikke er politisk bestemt, da loven ikke siger andet, end at DFF skal bestå af fem faglige råd og en bestyrelse.

“Vi vil sandsynligvis holde fast i den nuværende fordelingsnøgle, men vi kigger gerne på, hvad de andre offentlige og private fonde gør. Det er godt, at vi gør tingene forskelligt, så vi kan lære af hinanden”, siger David Dreyer Lassen.

Et nyt tiltag, som DFF har lagt mærke til, er Villum Fondens program Villum Experiment. Ansøgningen er anonym, så ingen aner, om ansøgeren er professor eller nyudklækket ph.d., eller hvad man ellers har bedrevet. Medlemmerne af bedømmelsespanelet skal også sidde hver for sig, så de ikke påvirker hinanden.

David Dreyer Lassen vil dog gerne se flere data, inden man beslutter, om DFF kan bruge nogle af tankerne.

Tallene skulle være på vej, da Villum Fonden har igangsat et forskningsprojekt ved Dansk Center for Forskningsanalyse, der skal se på, om det har en betydning, at ansøgningerne er anonyme.

Brug for mere viden

DFF-formanden er enig i, at der er brug for at sikre, at de private og offentlige fonde ikke bevilger penge til de samme, men han understreger samtidig, at DFF ikke må afvise en ansøgning på baggrund af, at forskeren har store bevillinger i forvejen. Ansøgerne skal dog oplyse, om de søger eller allerede delvist har midler til samme projekt andetsteds, og så skal de svare på, hvordan de vil bruge bevillingen, så fonden kan vurdere, om det er realistisk, at pengene bliver brugt fornuftigt.

Hvis DFF er i tvivl om eventuelle sammenfaldende bevillinger gennemføres der en partshøring med ansøger for at få afklaret, om forskningsideen afviger og kan gennemføres, selvom der er andre bevillinger. Forskeren skal sætte faktiske procenter på sin tid, og så må fonden vurdere, om det er muligt, forklarer David Dreyer Lassen.

David Dreyer Lassen ser også gerne, at der opbygges et fælles register over, hvilke forskere der har modtaget hvor meget og fra hvem.

“Første skridt må være at finde ud af, hvordan fordelingen er per forsker, og hvad det rent faktisk koster at bedrive forskning på tværs af områder. Noget forskning kræver jo død og pine kostbart udstyr, mens man eksempelvis kan gå i gang med en del humanistisk forskning med en computer og en internetforbindelse”, siger han og fortsætter:

“Politikerne bør sikre en ramme, så der kommer midler til alle områder, men det virker, som om der mangler viden, og hvis politikerne skal beslutte at ændre noget, bør det ske med åbne øjne og på et ordentligt grundlag”.

David Dreyer Lassen tilføjer, at fondene nok i virkeligheden ikke er de rette til at løse problemet med forskningsområder, der ikke får eller får meget få bevillinger.

Nedskæringerne i basisbevillingerne har ramt universiteterne hårdt, og ledelserne har forsøgt at opveje tabet ved at sige ja til måske for mange eksternt finansierede forskningsprojekter, hvilket dræner basismidlerne yderligere på grund af krav om medfinansiering og de afledte omkostninger.

Han foreslår, at universiteterne skærer lidt ned på aktiviteterne og ansætter færre nye forskere, men ansætter dem i faste stillinger og giver dem en startpakke, så de skal ud at søge om finansiering til deres forskningsprojekter med det samme. Det vil give dem arbejdsro de første år af forskerkarrieren.

Politikere: Tværfaglig forskning er vigtigt

Kasper Sand Kjær, Socialdemokratiets forskningsordfører, siger, at det er naturligt, at nogle videnskabsgrene er dyrere end andre, og at det er op til fondene at foretage den faglige vurdering af ansøgningerne.

Han tilføjer dog, at det er vigtigt, at pengene, som samfundet investerer i forskning, når bredt ud og i højere grad bliver brugt på tværfaglig forskning. Kasper Sand Kjær tilføjer, at regeringens grønne satsning med en milliard kroner øremærket til den grønne omstilling er et godt eksempel på, at det er nødvendigt, at alle videnskabsgrene bliver bragt i spil, når der skal findes løsninger, der kan nedbringe udledningen af klimagasser. “Det er ikke kun et spørgsmål om at opfinde ny teknologi, men også om at ændre vores adfærd, og her spiller humaniora og samfundsvidenskab en stor rolle”, siger han.

Katarina Ammitzbøll, Det Konservative Folkepartis forskningsordfører, mener, at det er vigtigt, at der også forskes inden for humaniora og samfundsvidenskab, men at det også er nødvendigt at prioritere inden for Danmarks styrkeområder.

“Sundhed er et stort styrkeområde for Danmark, og så må vi også prioritere den grønne forskning, for ellers bliver det for tilfældigt, og vi risikerer ikke at nå i mål med den grønne omstilling af transportsektoren, energieffektivitet, lagring af vedvarende energi, fødevareproduktion med videre. Jeg hører ikke rigtigt nogen tage den diskussion”, siger hun.