"Jeg undrer mig nogle gange over, hvorfor unge mennesker vil arbejde på et universitet"

I 2012 var universitetsundervisere og forskere blandt de jobgrupper, der oplever mest stress i forbindelse med arbejdet, og det samme gør sig gældende i dag. Det viser en ny undersøgelse fra Akademikerne, der har hentet et særudtræk fra det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljøs undersøgelse ”Arbejdsmiljø og Helbred” fra 2018.

Hvorfor er det egentlig sådan, når man har kendt til problemerne i årevis? Hvordan det kan være, at universiteterne har et vedvarende problem med stress?

Arbejdsmiljøforsker Helge Hvid mener, at den akademiske kultur med fokus på publiceringer har en rolle at spille i et øget stressniveau. Han er professor emeritus på Roskilde Universitet og forsker i arbejdsmiljø.

”Der er hele tiden et pres om, at man skal publicere mest muligt. Når forskere skal søge fondsmidler, så bliver der lagt fokus på, hvor mange artikler man har fået publiceret i akademiske tidsskrifter”, siger han.

”Vi er også selv er en del af grunden. Vi er dårlige til at tage vores eget arbejdsmiljø alvorligt. Når du er forsker, har du en stilling, hvor du ofte arbejder alene, så vi tror ikke på kollektive løsninger på samme måde, som man ville gøre på andre arbejdspladser”.

Og det bliver ikke bedre. For 20 år siden havde forskerne ikke det samme pres for at publicere, pointerer Helge Hvid.

”For 20 år siden kunne forskere gå til faglige møder, som de ikke skulle bruge til noget. Sådan forholder det sig ikke længere. Nu er der altid en artikel, der skal skrives, eller studerende, der skal undervises”, siger han.

De mange midlertidige ansættelser er en stor del af forklaringen på, at produktionskravet er blevet højere, mener Helge Hvid.

”Jeg sidder nogle gange og undrer mig over, hvorfor unge mennesker vil arbejde på et universitet. Det er et hårdt arbejdsmiljø, som er præget af stor usikkerhed. Du skal igennem mange trin, før du kan få tilbudt en fastansættelse.”

Helge Hvid har svært ved at se, hvad de enkelte institutledere kan gøre ved problemerne på universiteterne.

”Det er svært for institutlederne at skulle sørge for, at der er et godt arbejdsmiljø, når nogle af dem har ansvaret for mere end 100 medarbejdere”, siger han.

Kravene til forskere flytter sig hele tiden

Signe Pihl-Thingvad er institutleder på Syddansk Universitet, professor MSO og forsker i arbejdsmiljø.

Hun mener ikke, at der er et dårligt arbejdsmiljø på de danske universiteter generelt, men hun peger på, at vilkårene på universiteterne, som giver nogle særlige stressproblematikker.

”Som forskere skal vi hele tiden producere ny viden. Kravene til det, der skal leveres fra forskernes side, flytter sig derfor hele tiden. Det kan skabe en uklarhed, som er belastende for den enkelte forsker”, siger hun.

”De udefinerbare krav og det fleksible, men samtidig konkurrenceprægede miljø har stor betydning for oplevelsen af stress på universiteterne. I det moderne vidensarbejde bliver ens egne forventninger til arbejdet ofte til en af de mest belastende arbejdsmiljøfaktorer. Det handler både om, at vi sammenligner os med andre, men også om, at vi vil levere det bedst mulige produkt hver gang”, siger Signe Pihl-Thingvad.

Signe Pihl-Thingvad mener, at det stiller nye krav til ledelsen på universiteter om at gentænke arbejdsmiljøarbejdet.

”De fleste forskere har meget fleksible rammer i deres arbejde, for eksempel har de ofte stor frihed til individuelt at tilrettelægge deres arbejdstid og arbejdsopgaver. Vi kan derfor ikke bare regulere os ud af stressproblematikkerne, som man gør i en klassisk arbejdsmiljøtilgang, hvor man typisk ville fjerne de mest udfordrende opgaver eller overtage prioriteringen af den enkeltes arbejde. På universiteterne er det som regel de udfordrende opgaver, forskerne brænder mest for. Og der er en stærk forventning om en stor grad af frihed i arbejdet”, siger hun.

Signe Pihl-Thingvad har et bud på, hvordan vi kan håndtere de vilkår, der fører til stress.

”Vi bliver sammen nødt til at italesætte, at der skal være nogle grænser for, hvornår noget er godt nok. Hvis vi ikke er tydelige omkring grænserne i vores arbejde, så flyder bægeret over for især de yngre forskere, som står i en situation, der er præget af usikkerhed”, siger Signe Pihl-Thingvad.

Hvad kan universiteterne gøre? Tre forskere giver deres bud

Branchefællesskabet for Arbejdsmiljø for Velfærd og Organisation udgav i 2018 en rapport, der pegede på, hvad man kunne gøre for at sikre et bedre arbejdsmiljø ved universiteterne. I rapporten peger tre arbejdslivsforskere på fokuspunkter, som vil gøre en forskel for et bedre arbejdsmiljø på universiteterne:

1. Mere støtte til yngre forskere
2. Klare forventninger fra ledelsen
3. Mere fokus på feedback, mindre på konkurrence.

Einar Baldursson mener, at man fra universitetets side skal støtte op om de yngre forskere. Han er arbejdslivsforsker og professor på Aalborg Universitet. De yngre forskeres karriereveje er præget af usikkerhed, og derfor bør man støtte dem allerede tidligt i forløbet. ”Når forskergruppen orienterer sin praksis mod dette mål, vil det smitte af på samarbejdet og kan mere generelt medvirke til at udvikle en konstruktiv feedback-kultur”, udtaler han i rapporten

Klaus T. Nielsen mener, at ledelsen skal have klare forventninger om, hvordan forskerne skal prioritere, så det er muligt at skabe et godt samarbejde og kollegaskab. Han er arbejdslivsforsker og lektor på RUC.

”Når ledelsen kommunikerer stadigt flere opgaver eller forventninger ned i organisationen, uden at det samtidig meldes ud, hvad der så skal nedprioriteres, skaber det selvfølgeligt et øget pres på de ansatte”, siger han i rapporten.

Arbejdslivsforsker og lektor ved RUC Janne Gleerup mener, at universiteterne skal af med konkurrencementaliteten og få mere fokus på feedbackkultur.

”Hav i institutråd og fagudvalg en dialog om, hvordan I kan sikre rammerne til, at der lokalt kan udvikles gode og stærke faglige fællesskaber – frem for individuel konkurrence”, siger hun i rapporten.