Corona kan skabe bedre forståelse for introverte
Cand. mag. Anja Pandura kan som introvert slappe mere af under coronakrisen: "De der forventninger om, at jeg ”bør” deltage i ting, er forsvundet med corona”. © Foto: Ulrik Jantzen
Normalt sætter samfundet ekstroverte karaktertræk over introverte karaktertræk hos både medarbejdere og ledere. Men coronakrisen kan ændre det billede, siger forfatter.
På de sociale medier har man i de seneste par måneder kunnet se, hvordan mange længes efter igen at komme ud og have social kontakt. De såkaldte introverte personer har dog nydt godt af, at der ikke har været lige så stort socialt pres på dem under coronakrisen, som der normalt er.
”Jeg kan slappe mere af. De der forventninger om, at jeg 'bør' deltage i ting, er forsvundet med corona”, siger 48-årige Anja Panduro Pedersen, der er uddannet cand.mag. i pædagogik og psykologi. Hun er introvert og står bag foreningen Viden om Introversion i Samskabelse, VIS. En forening, som arbejder for større forståelse for introverte.
En introvert person lader op i sit eget selskab, mens en ekstrovert person lader op i andres selskab. Det er primært sidstnævnte, der taler om, hvor træls det er at være socialt adskilt.
Anna Vedel er forsker i personlighedspsykologi ved Psykologisk Institut på Aarhus Universitet. Hun siger til Magisterbladet, at coronakrisen har gjort det lettere at være introvert, fordi de introverte kan præstere hjemmefra uden at blive ramt af ’social rastløshed’. Ifølge hende kan tiden under corona bruges til sætte nogle tanker i gang, så man kan blive mere bevidst om individuelle forskelle i behovet for samvær og social interaktion.
”Isolationen kan godt være medvirkende til at inspirere ekstroverte personer til at få en større forståelse for - og ikke mindst accept af - deres introverte venner og kollegaer” siger Anna Vedel.
Håber på større forståelse
Anja Panduro Pedersen, der i skrivende stund er jobsøgende, håber, at denne periode, der passer bedre til de introverte, kan være startskuddet til, at introverte møder større forståelse på arbejdsmarkedet.
Hun pointerer, hvordan det kan være svært for en introvert person at skulle søge job, da de fleste virksomheder i jobopslag leder efter personer, der er dynamiske, udadvendte og teamorienterede – karaktertræk, der ikke umiddelbart passer på en introvert person.
Forfatter Anna Skyggebjerg, der har skrevet bogen ’Introvert – Stå ved dig selv’, bakker Anja Panduro Pedersens pointe op. Hun mener, at det vil være kærkomment at få gjort op med tanken om, at ”de meget talende og sociale nødvendigvis er de dygtigste”.
”Forskning viser, at vi som samfund er så forblændet af det ekstroverte ideal, at vi per intuition tillægger det ekstroverte en lang række positive træk på bekostning af opfattelsen af det introverte” siger Anna Skyggebjerg.
Anja Panduro Pedersen har blandt andet på egen krop mærket, hvordan hun er blevet fravalgt til en administrativ stilling, fordi hun var for introvert, fortæller hun.
”Virksomheden vurderede på baggrund af en personlighedstest, at jeg var lidt for meget introvert, til at de synes, at jeg ville passe ind i teamet, selv om jeg passede til arbejdsrollen”, forklarer hun.
Introverte bliver sjældnere ledere
I et studie fra 2018 undersøgte to australske forskere sammenhængen mellem lederstillinger og introversion. Undersøgelsen blev foretaget på 184 erhvervsstuderende og viste, at det er mindre sandsynligt, at introverte personer ender i lederroller. Indtil for ganske nylig var den brede holdning da også, at ekstroverte personer generelt præsterer bedre end introverte personer, da de typisk er mere dominerende, veltalende, har selvtillid og gode overtalelsesevner, hvilket i manges øjne er vigtige lederegenskaber.
Undersøgelsen viste, at introverte også kan blive gode ledere – hvis de tør. De introverte viger dog ofte tilbage for det pres, de føler, når de skal påtage sig mere ekstroverte karaktertræk.
Anna Skyggebjerg mener dog, at man allerede kan se, hvordan coronakrisen har ført ændringer - for eksempel færre fysiske møder. Derudover håber hun på, at man vil få et mere nuanceret blik på, hvilke menneskelige kvaliteter der bliver anset som attraktive.
Anja Panduro Pedersen selv er fortrøstningsfuld. Hun fremhæver, at der kan komme en masse godt ud af en gang imellem at stoppe op og fordybe sig.
”Jeg håber, der kommer noget nytænkning ud af det her. At man tænker det introverte ind i forskellige ting og nærmere ser det som en styrke frem for en svaghed” siger hun.