KU: Udenlandske ph.d.’ere på KU må ikke længere leve på fattigdomsgrænsen
Den kinesiske ph.d.-studerende Zichen Zhao fortalte sidste år, at hun arbejdede 12-13 timer i døgnet for 10.000 kroner: "“Jeg er under et stort pres og græder indimellem, men så tørrer jeg øjnene og arbejder videre” © Foto: Lars Bech
Ledelsen på Københavns Universitet har besluttet, at internationale ph.d.-studerende fremover skal have mindst 12.332 kr. at leve for per måned for at kunne blive indskrevet på universitetet.
300-400 internationale - især kinesiske - ph.d.-studerende har indtil nu været indskrevet på Københavns Universitet (KU) uden at få løn af universitetet, selv om de arbejder fuld tid og udfører de samme opgaver som deres danske kolleger.
KU´s eneste krav har indtil nu været, at internationale ph.d.’er månedligt har minimum 6.090 kroner til at forsørge sig for. En dansk ph.d. får til sammenligning cirka 30.000 kr. per måned i løn, inklusiv tillæg og pension.
De internationale har heller ikke de samme rettigheder som almindelige danske studerende eller lønmodtagere. For eksempel kan de ikke modtage boligstøtte, få studiebolig, barsel eller nogen form for social ydelse.
Ifølge et notat fra universitetet, som Forskerforum og Magisterbladet i september 2019 fik aktindsigt i, har de internationale ph.d.-studerende på KU “svært ved at opretholde en rimelig levestandard”, da de lever af såkaldte leveomkostningsstipendier betalt af deres hjemland. De fleste kommer fra Kina, men også fra andre asiatiske lande, Sydamerika, Mellemøsten og Afrika.
De kinesiske ph.d.-studerende får omtrent 10.000 kr. om måneden, mens det er ukendt, hvad ph.d.’erne fra de andre lande modtager.
Hvad er acceptabelt?
Noget tyder på, at ledelsen på KU har lyttet til kritikken. Det skriver Forskerforum.
Ifølge Kim Brinckmann, vicedirektør for forskning & Innovation på KU, har direktionen besluttet at kræve, at de internationale ph.d.’ere fremover skal dokumentere, at de har mindst 12.232 kr. månedligt til rådighed, hvis de vil indskrives på KU. Det svarer til to SU-klip, og beløbet vil løbende blive reguleret, så det følger udviklingen i SU-satsen.
Det er det samme beløb som Danmarks Tekniske Universitet og fakultetet Health på Aarhus Universitet kræver. På Svenske Karolinska skal de ph.d.-studerende have mindst 20.781 SEK per måned, hvilket svarer til cirka 14.683 DKK.
”Det er vanskeligt at vurdere, hvad der er et rimeligt beløb at leve for i Danmark. Der er ingen fælles holdning at læne sig op ad blandt de danske universiteter, men vi er som universitet interesseret i, at de, der kommer hertil, har tilstrækkelige midler med, så de ikke skal arbejde for meget ved siden af deres ph.d.-projekt og dermed kan levere en god forskningsindsats”, siger Kim Brinckmann.
Ifølge Kim Brinckmann får fakulteterne på KU mulighed for at tilbyde timelønsarbejde til ph.d.-studerende, der ikke lever op til kravet på 12.232 kr., for på den måde at supplere deres indtægt op til minimumsniveauet. Det kan være arbejde som undervisningsassistent eller andre opgaver, der aflaster det videnskabelige personale. Opgaverne må dog ikke være tæt relateret til ph.d.’ens eget forskningsprojekt.
Bedste mulige resultat
Professor, dr.scient. Anders Hay- Schmidt, der er DM-fællestillidsrepræsentant på Det Sundhedsvidenskabelige, kalder KU's nye politik ”et skridt i den rigtige retning” og ”formentlig det bedst mulige resultat, man kunne blive enige om”, da man reelt ikke kan bestemme, hvor mange penge ph.d.'erne bringer med sig hjemmefra.
Han siger, at det vigtigste er, at det sikres, at de internationale ph.d.'ere får bedre vilkår, og at de kan aflønnes, så de ikke bliver brugt som billig arbejdskraft og dermed dumper lønningerne.
”Det sender et signal om, at det er mennesker, vi har med at gøre, og at vi ikke vil acceptere den slags vilkår på KU. Nu får de nogle ekstra penge, så vi forhåbentligt kan undgå, at de må leve ’10 sammen i en lejlighed og sove i køjesenge’,” siger Anders Hay- Schmidt.