Rane Willerslev levede i total isolation i Sibirien: “Vi skal ikke undervurdere, hvor hårdt det er at være alene i coronatiden"

Det er intet under, at coronakrisens selvisolation og ensomhed for alvor begynder at påvirke danskerne, nu hvor landet er gået ind i fjerde uge med nedlukning af uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser.

Nationalmuseets direktør Rane Willerslev ved om nogen, hvad det gør ved et menneske at leve i isolation.

“Vi skal ikke undervurdere, hvor hårdt det er at leve alene i den her periode. Der er selvfølgelig forskel på at bo isoleret i en hytte i den sibiriske ødemark og så være bundet til sit hjem med radio, tv og måske en internetforbindelse til omverdenen. Men oplevelsen af ensomhed er den samme, når man ikke har et fysisk samvær med andre, og det er ikke under nogen omstændigheder en naturlig tilstand for mennesker at være i,” siger Rane Willerslev.

I midten af 90'erne levede han som ung antropolog i Sibirien, hvor han arbejdede som pelsjæger. På et tidspunkt tilbragte han fem uger mutters alene i pendulfart mellem to bundfrosne bjælkehytter, uden nogen kontakt til omverdenen.

I den rungende ensomhed i vintervildmarken blev Rane Willerslev konfronteret med sig selv - på godt og ondt.

“Mit hoved arbejdede på overtid, og min underbevidsthed gik amok. Mine relationer med andre blev endnu mere nærværende, fordi de var fraværende. Jeg havde heftige drømme om min far og mor og mine venner samt om små episoder fra fortiden”, siger Rane Willerslev.

Drømmene var så sindssyge og virkelighedsnære, at de også optog meget af hans vågne tid.

“Der kom følelser til overfladen, som jeg havde holdt tilbage i årevis. Den fortælling om mig selv, som jeg havde opbygget over tid, blev udfordret og nuanceret af de minder, der kom tilbage. Og jeg kunne ikke tale med nogen om det. Mit følelsesregister blev nærmest bipolart, jeg var helt ude i yderpolerne”, forklarer han.

Han opdagede, at der var måder, han kunne tøjle de voldsomme udsving på.

“Mine daglige rutiner blev rigtigt vigtige. At tjekke beholdningen af dåsemad, sætte fælder og rense mit gevær omhyggeligt. Efter noget tid begyndte jeg at tale med træerne. Interessant nok svarer de igen, hvis man lytter tilstrækkeligt”, siger Rane Willerslev.

Pludselig gav det mening, at de indfødte havde et yndlingstræ.

“De lægger tobak ved træet, pynter det med farvede bånd og synger en sang for det. Hvis nogen er syge, er det en god ide at stille et shot vodka ved foden”, fortæller han.

Efter en tid fik han i mange måneder selskab af én anden jæger, Ivan, som han kommunikerede med på russisk.

“I Sibirien arbejder de fleste pelsjægere i par, dels på grund af sikkerhed men i høj grad også for selskabets skyld. Selv i ødemarken er der meget få eneboere, og de bliver betragtet som lidt mærkværdige”.

Fra jagt i Sibirien til barnevogn i Tisvilde

I dag trasker Rane Willerslev en hel del rundt med barnevogn i Tisvilde, hvor han er gået i corona-hi i sommerhus med kone og to skolebørn på deltid, foruden baby.

Arbejdet fylder lige så meget, som da han mødte på kontoret hver dag, og bekymringerne er heller ikke blevet mindre, for eksempel om Nationalmuseets økonomi, som endnu en gang er i laser.

“Vi lever med vores nære i en lille gruppe. Det er ret komfortabelt for mig og for mange andre, tror jeg. Det er jo i den formation, menneskeheden har levet 80 procent af sin tid på jordkloden”, påpeger han.

Og ligesom i Sibirien er Nationalmuseets direktør igen begyndt at finde det spændende i det nære.

“På mine endeløse ture med barnevogn og på mountainbike i Tisvilde Hegn opstår der nogle gange en enorm barnlig glæde over den måde, solen kaster sine stråler på bladene, og knopperne skyder frem. For os som familie er der også gode oplevelser i den her tid. Vi sidder sammen og arbejder i sommerhuset”, siger Rane Willerslev.

Hvis han var alene, ville han begynde at tale med træerne igen.

“Mennesker i isolation kan jo godt gå ud om aftenen, når der ikke er andre og finde et træ, der ræsonnerer. Det mener jeg, kan være lige så vigtigt som skype og telefonopkald”, siger Rane Willerslev.

Ny forskning viser, at træer er mere kommunikative og intelligente end hidtil antaget, tilføjer han.

“De er forbundne i rodnetværk, der sladrer om sygdomme. Så jeg tror på, at de også kan give en slags omsorg til dem, der er meget alene i øjeblikket".