200 studerende underskriver appel mod AU’s corona-håndtering

”Styrelsen for Forskning og Uddannelse har i slutningen af marts præciseret, at covid-19-pandemien ikke i sig selv er at betragte som et usædvanligt forhold”.

Sådan har Niels Overgaard Lehmann, prodekan ved Arts på Aarhus Universitet, i en mail til de studerende begrundet, hvorfor at universitetet ikke udsætter fristen for aflevering af specialer ved universitetet. Dette står i modsætning til Københavns Universitet, som har forlænget fristen med en måned.

Når der ikke er tale om en usædvanlig situation, må de studerende hver især søge dispensation for at få udsat fristen, hvis de kan begrunde, at det er rimeligt.

Det synspunkt undrer imidlertid mange studerende, herunder Marie Clausen, der skriver speciale ved DPU, universitetets institut for pædagogik og uddannelse.

”Da vi fik mailen blev jeg meget overrasket, for jeg havde netop forestillet mig, at man ville iværksætte et kollektivt tiltag”, siger hun.

I weekenden var hun medinitiativtager til en appel til universitetets ledelse, som på under et døgn fik 200 underskrifter fra DPU-medstuderende.

”Vi mener, at beslutningen om ikke at betragte coronakrisen som et usædvanligt forhold i sig selv fuldstændig underkender, hvordan de ændrede arbejdsforhold, og manglen på adgang til studiemiljøet, påvirker de studerendes mentale helbred og i særdeleshed vores mulighed for at aflevere et speciale af høj kvalitet indenfor den fastsatte tidsramme”, hedder det blandt andet i appellen.

Magisterbladet har forelagt hende, at Styrelsen for Forskning og Uddannelse i et brev til universitetet 27. marts netop betegner covid-19-epidemien som ”usædvanlig” og endda ”ekstraordinær”.

Det betyder, at AU godt kan udsætte afleveringsfristen for specialestuderende kollektivt.

”Det kommer vildt meget bag på mig”, siger hun.

”På den anden side har det jo også netop undret os, at situationen ikke skulle være usædvanlig. Men det var den besked vi fik, og der var ikke nogen dialog eller åbenhed overfor os om, hvordan vi skulle tackle situationen. Det virker til at være en hurtig ledelsesbeslutning, der er truffet hen over hovedet på os”, siger hun.

Hun vurderer, at nedlukningen har sat hendes selv og hendes specialemakker tilbage med en måned i forhold til den oprindelige tidsplan.

”Vi er blevet forsinkede i flere dele af processen, blandt andet empiriindsamlingen, hvor vi skulle interviewe politikerne i Københavns Kommune. Det er lykkedes at få dem i hus, men det har taget tid. Derudover lukkede bibliotekerne ned uden varsel, så de bøger vi havde bestil til afhentning, har ikke været tilgængelige, og vi har ikke adgang til dem digitalt.”, forklarer hun.

Til Magisterbladet har vicedirektør for AU-uddannelse Kristian Thorn forklaret, at universitetets beslutning om ikke at vælge en kollektiv udsættelse handler om hensynet til den enkelte.

”AU’s tilgang betyder, at vi kommer den enkelte i møde ud fra den konkrete situation, som den studerende står i. Fair og gode vilkår for alle studerende, herunder specialestuderende, ligger universitet meget på sinde”.

Men den udlægning kan Marie Clausen ikke genkende.

For Marie og specialemakkeren er blevet yderligere forsinkede af, at Marie har to små børn, som har været hjemme hos deres specialeskrivende mor siden nedlukningen. Den ene er nu kommet i skole, men den mindste pige på fire år, er fortsat hjemme. Københavns Kommune kræver, at studerende med børnebørn fortsat selv passer deres børn.

Marie kan i princippet godt søge dispensation om en udsættelse af fristen. Men, som prodekan Niels Overgaard Lehman skriver i den nævnte mail:

”Hvis et medlem af gruppen er omfattet af usædvanlige forhold, der forhindrer vedkommende i at arbejde på specialet, er I nødt til at splitte gruppen op, da det kun er den enkelte, men ikke hele gruppen, der kan få dispensation.

Til Kristian Thorns forklaring om, at universitetet ikke vil udsætte fristen for alle for i stedet at ”komme den enkelte i møde”, siger hun:

”Det synes jeg på ingen måde er tilfældet. Deres regler imødekommer jo overhovedet ikke vores situation, hvor jeg er sat ned i arbejdskapacitet. Nu kan vi så vælge at gå hver til sidst”, siger hun.

Hendes største anke er dog det principielle: At universitetet har insisteret på, at Covid-19-epidimien ikke udgør et usædvanligt forhold.

”Det er simpelthen så uretfærdigt, at man gør det til en personsag, frem for at anerkende, at vi alle er ramt af de samme udfordringer. De studerende er i forvejen udsat for en psykologisk belastning i situationen, fordi deres handlemuligheder er blevet stærkt begrænset. Nu skal de så personligt stå til ansvar. Det synes jeg ikke er rimeligt”.

Ifølge Studenterrådet på AU findes der ingen formel på en dispensation, der er optimal for alle.

”For nogen vil en måned ekstra være det, de har brug for. For andre vil det være ligegyldigt. For andre igen vil det slet ikke være nok”, siger næstformand Marie Dall.

”Vi mener, at den bedste sagsbehandling sker på individuel basis. Det betyder, at vi mener de enkelte studienævn bør have kompetence til at se hver enkelt ansøgning for sig og træffe den beslutning, som bedst tilgodeser den enkelte studerendes situation”, siger hun.