Dansk Magisterforening

Roskilde Universitet lancerer nyt forskningscenter: Tværvidenskaben er i fokus

© Heine Pedersen/BAM/Ritzau Scanpix

Del artikel:

Roskilde Universitet lancerer et nyt forskningscenter. Centrets fokus skal være på Big Data, og det skal benyttes på mange forskellige områder.

Roskilde Universitet starter nyt forskningscenter. Navnet på centret bliver ”Centre for Big Data”. Centret skal benyttes som samlingspunkt for alle de forskere, der enten forsker i eller benytter big data i deres forskning.

De kommende tre år skal centret ledes af Henrik Bulskov, som er lektor på Computer Science og Jannie Møller Hartley, som er lektor på Journalistik.

Henrik Bulskov mener, at den tværvidenskabelige forskning er vigtig, fordi den skal være så nuanceret som muligt:

”Det er vigtig af to grunde. Den første grund er, at mange af de problemstillinger, som kunne være interessante at løse med big data, er tværvidenskabelige. Det ligger ikke til et bestemt fag. Den anden grund er, at det stemmer meget godt overens med, hvad vi tænker på RUC”, siger han til Magisterbladet.

Han tilføjer:                                                          

”Det tværvidenskabelige er også med til at understøtte den her tankegang, som vi har på RUC. Det kan blive til et forum, hvor vi snakker sammen, og det er med til at åbne op for mulige samarbejder, som man ikke tidligere har været opmærksom på”.

Forskningen skal understøtte big data

Centerlederen lægger vægt på, at når big data er blevet en så integreret del af vores samfund, så skal forskningen også understøtte det.

”Big data berører i stigende grad alle dele af vores samfund, og det går utroligt stærkt. Mængden af data stiger hvert minut, og big data bruges i højere og højere grad til at træffe beslutninger, både i den offentlige og private sektor, og vil i fremtiden få stor indflydelse på mange dele af vores verden. Dette kan vi som samfund både drage fordel af og blive underlagt”, siger Henrik Bulskov.

Og erhvervslivet kommer til at få en stor rolle, understreger han:

”Erhvervslivet kan bidrage med nogle relevante cases og problemstillinger, som de har brug for at få løst. Det kan danne grundlag for forskningsarbejde, hvor vi kan prøve at finde løsninger på deres problemstillinger".

Henrik Bulskov påpeger, at lige så snart forskerne ikke kun tænker teoretisk, så bliver forskningen med big data case-orienteret, og det er her det tværfaglige kan spille ind.

”Hvis man eksempelvis kigger på big data i forhold til sociale medier, så er det ikke bare et teknisk spørgsmål, hvordan det bliver brugt. Der er også en masse problemer, som kan være af kommunikativ og filosofisk karakter i forhold til det etiske”.

Centre for Big Data er nedsat af Roskilde Universitets bestyrelse og prorektor. Centret vil modtage støtte fra Uddannelses- og forskningsministeriet.

Indvielsen af det nye forskningscenter kommer til at foregå fredag d. 20. september kl. 12.30.