Spring menu over
Dansk Magisterforening

Målplan skal genåbnes på KUA

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Del artikel:

Den omdiskuterede 2020-plan for Det Humanistiske Fakultet ved Københavns Universitets vil nu blive genåbnet. Det skriver dekanatet tirsdag eftermiddag i en pressemeddelelse.

Der er brug for en ’en bredt inddragende proces på hele fakultetet’, står der i pressemeddelelsen som tirsdag eftermiddag er blevet sendt ud af dekan Jesper Kallestrup og prodekan for uddannelse Jens Erik Mogensen.

Siden den 28. oktober har en gruppe studerende fra Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet blokeret adgangen til fakultetets medarbejdergang i protest mod den 2020-plan, der blandt andet giver ledelsen mulighed for at sammenlægge små fag.

Nu melder dekanen ud, at processen om den kritiserede målplan vil blive åbnet, så de studerende og medarbejderne i højere grad kan blive inddraget i processen.

”Vi vil i dekanatet også gerne lytte til de mange forskellige holdninger, der har været til de enkelte punkter i planen om bl.a. sammenlægning af uddannelser, og vi har nu god tid til drøftelser de kommende måneder. Vi har udfordringer på nogle af vores uddannelser, som en ny målplan skal være med til at løse, men vi har ikke på forhånd lagt os fast på, hvad der vil virke for den enkelte uddannelse. Det ser vi frem til at drøfte med studerende og medarbejdere i Akademisk Råd, i samarbejdsudvalgene, i studienævnene, med den øvrige ledelse og i fagmiljøerne”, står der i pressemeddelelsen.

Beslutningen glæder lektor Peter Birkelund Andersen, fælles-TR for forskere og undervisere under Dansk Magisterforening og næstformand for FSU.

"Vi er glade for, at Jesper Kallestrup har lyttet til kritikken af processen, og vi er glade for, at vi han vil lade målplanen gå om", siger Peter Birkelund Andersen. 

Blokaden fortsætter

Også hos de studerende er der tilfredshed med beslutningen, siger næstformand i HUMrådet, Anna Nørgaard Sørensen

”Vi synes, at det er en meget positiv udvikling, at dekanatet nu vil lade processen gå om, men det er ærgerligt at det her taget 30 dages blokade og to måneders forsøg på dialog, før det er sket”, siger næstformand i HUMrådet, Anna Nørgaard Sørensen.

Men de mangler den sidste del af deres krav, fortæller hun:

”Blokaden slutter først, når vi får en skriftelig sikring på, at der ikke vil ske en lignende proces igen. Dekanatet skal give os medbestemmelse i beslutningsprocesserne fremover. Det er noget, vi vil blive ved med at kæmpe for.”

De studerende ønsker derfor, at ledelsen laver en samarbejdsaftale med de studerende, som også skal tilgodese de ansatte, hvori det tydeligt fremgår, at de studerende skal have medbestemmelse og indflydelse på planerne for fakultetet.

”Man vil få nogle mere lokale erfaringer end dem fra ledelsesgangene, og derved bedre resultater, hvis man inddrager de studerende og ansatte i beslutningsprocesserne. Dekanen nævner i pressemeddelelsen, at de vil se tingene ”fra flere vinkler”. Det synes vi også er vigtigt, derfor vil vi gerne have det på skrift, at sådan vil det blive fremover, da vi før har set, at ledelsen er løbet fra hvad de siger og lover.”

For cirka 14 dage siden kom det frem, at de ansatte blev præsenteret for et udkast til målplanen, hvor det centrale afsnit om fagsammenlægninger manglede.

De ansatte ønskede derfor på linje med de studerende, at planen skulle gå om.

”Det er en del af vores kritik af processen, som vi mener, har været mangelfuld. Vi blev ikke præsenteret for et rimeligt fuldt ud genarbejdet målplan-dokument. Det bærer præg af at være forfattet i hast, og der er for meget, som kan have nogle drastiske konsekvenser for de ansatte, som er blevet sat ind senere”, sagde Peter Birkelund Andersen den gang til ForskerForum.

Dekanen og prodekanen skriver i pressemeddelelsen, at de vil komme med et udkast til en procesplan for de kommende måneder på et møde med Akademisk Råd og Fakultetets samarbejdsudvalg på næste tirsdag.


Pressemeddelelsen

"De sidste uger har dekanatet og HUMrådet holdt en række møder om de studerendes krav til målplanen.
 
Vi er nået et stykke vej, og nu nærmer vi os tidspunktet, hvor vi ifølge KU's strategiske årshjul skal i gang med en revision af målplanen for fakultetet. 
 
Vi har derfor besluttet, at vi allerede nu tager hul på processen med en revideret målplan for 2020 sammen med relevante nævn, råd og udvalg. 
 
Vi har nu brug for en bredt inddragende proces på hele fakultetet, hvor vi kan diskutere fakta, idéer og holdninger. Vi skal have solidt grundlag at stå på, når institutterne de kommende år skal træffe strategiske beslutninger om ændringer i deres uddannelseslandskab.
 
Vi har derfor – i samråd med og med støtte fra tillidsrepræsentanterne og de studerende fra HUMrådet – besluttet at tage et ekstra langt tilløb til udarbejdelsen af næste års målplan. Akademisk Råd og FSU kan allerede i næste uge begynde drøftelserne, så vi har god tid frem mod april 2020 til en inddragende proces, der kan handle om fagenes udvikling.
 
Vi vil gerne anerkende kritikken af processen forud for vores eksisterende målplan. Der har ikke været nok tid til den nødvendige inddragelse af studerende og medarbejdere. Det har de seneste uger givet anledning til fortolkninger af, hvad målplanen kunne føre til, og det har skabt usikkerhed blandt medarbejdere og studerende. Det er selvsagt ikke meningen.
 
Vi vil i dekanatet også gerne lytte til de mange forskellige holdninger, der har været til de enkelte punkter i planen om bl.a. sammenlægning af uddannelser, og vi har nu god tid til drøftelser de kommende måneder. 

Vi har udfordringer på nogle af vores uddannelser, som en ny målplan skal være med til at løse, men vi har ikke på forhånd lagt os fast på, hvad der vil virke for den enkelte uddannelse. Det ser vi frem til at drøfte med studerende og medarbejdere i Akademisk Råd, i samarbejdsudvalgene, i studienævnene, med den øvrige ledelse og i fagmiljøerne.

Vi vil komme med et udkast til en procesplan for de kommende måneder på næste tirsdag på et møde med Akademisk Råd og Fakultetets samarbejdsudvalg.
 

Dekan Jesper Kallestrup og prodekan for uddannelse Jens Erik Mogensen