Humanister er fremtidens helte

Mens vi i Danmark har haft travlt med at skære i ressourcerne til de humanistiske uddannelser, opruster vores naboer i Norge humaniorauddannelserne.

Det norske Storting, som svarer til Folketinget i Danmark, bestilte i 2017 en redegørelse hos Det Kongelige Kunnskapsdepartement om humanioras betydning i det moderne samfund. Det blev til “Melding 25”, en over 100 sider lang rapport, som skildrer, hvorfor humaniora faktisk er nøglen til at løse flere af de store problemer, vi står over for i dag.

Ifølge meldingen har vi brug for humanisternes faglighed, hvis vi skal løse globale udfordringer som immigrationskrisen og klimaforandringerne.

Det kommer ikke bag på Tine Damsholt, professor i etnologi ved Københavns Universitet og medforfatter til undersøgelsen “Humanister i praksis”, der undersøger de humanistiske dimittenders vej ud på arbejdsmarkedet.

“Jeg finder mange af redegørelsens pointer genkendelige. Der er nemlig utrolig mange felter, hvor vi humanister kan bidrage – også til flere samfundsudfordringer som for eksempel sundhed, der ikke er nævnt i det norske notat. Ofte bliver humanister desværre bare taget for givet, fordi sprog, kommunikation og oversættelse mellem forskellige kulturelle forståelser er blevet anset som noget, alle kan. Sådan er det imidlertid ikke”, siger Tine Damsholt.

Også professor i kultur og sprogmødestudier på Roskilde Universitet Garbi Schmidt ærgrer sig over, at samfundet ikke har forstået vigtigheden af den humanistiske viden. Hun håber derfor, at det norske initiativ vil smitte af på de danske politikere.

“Forhåbentlig vil det norske tiltag få de danske politikere og de humanistiske miljøer til at reagere. Vi kan jo bruge den norske rapport til at påpege humanioras nødvendighed, når vi står med de menneskelige samfundsmæssige udfordringer, som vi immervæk gør”, siger Garbi Schmidt.

“Melding 25” konkluderer blandt andet, at den humanistiske viden om for eksempel historie, sprog og kultur er essentiel, hvis vi skal løse klimakrisen, skabe vellykket integration og udvikle teknologi, der kommer alle til gode.

Tine Damsholt pointerer, at studerende på humaniora bliver trænet i at arbejde med problemløsning.

“De aktuelle, konkrete udfordringer, verden står over for, kræver i høj grad menneskelig handling. Men hvis vi skal ændre vores handlingsmønstre forudsætter det, at den nye praksis giver mening for os og i vores hverdagsliv. Humaniora handler netop om, hvordan vi før og nu forstår os selv og vores omverden. Det er jo meget sjældent at tal og regnestykker alene gør en forskel. Det er derimod den måde, hvorpå tal oversættes til narrativer og billeder, der kan gøre indtryk på os og skabe ændringer. Greta Thunberg er et godt eksempel på dette; en karismatisk ung pige der har oversat klimakampen i konkret handling og stærke udsagn for en ny generation”.

Bæredygtige argumenter

Klimakrisen er netop en af de udfordringer, hvor humanistisk viden skal bruges til at finde løsninger, skriver Det Kongelige Kunnskapsdepartement i “Melding 25” under afsnittet “Grøn konkurrencekraft”.

“Man kan bruge humaniora til at undersøge de muligheder, klimaomstillingerne giver: Hvad er de bagvedliggende årsager til, at nogle ændringer lykkes? Hvorfor mislykkes andre forsøg på ændring? Vi kan lære af fortiden og andre kulturer til at udvide horisonten for potentielle løsninger i dag”, står der i dokumentet.

Arbejdet med at bruge erfaring til at skabe fremtidige løsninger genkender Lykke Leonardsen i sit job som programleder for Grønne Byløsninger i Københavns Kommune.

“Jeg bruger en stor del af mit arbejde i dag på at rejse rundt i verden og fortælle andre byer, hvad man kan gøre for at få en grøn omstilling som den, vi har i København. Folk vil rigtig gerne høre mere om vores initiativer, og det er jo fedt, hvis de kan blive inspireret til at gøre noget lignende”, siger Lykke Leonardsen.

Som programleder på kommunens klimaområde har hun været med til at udarbejde Københavns Kommunes klimatilpasningsarbejde. Et arbejde, som har sat København på kortet som en af verdens grønneste hovedstæder.

“Vi har vundet masser af priser for vores arbejde, og der tales om Københavns indsats internationalt. Det er super tilfredsstillende. Når jeg kommer til USA, oplever jeg nogle gange, at folk ved, hvem jeg er, uden at jeg kender dem. Så har man alligevel sat et lille aftryk, tænker jeg, og det gør mig glad”.

Da Lykke Leonardsen startede med at arbejde i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune i 2008, vidste hun intet om spildevand eller parkplaner.

“Jeg er uddannet i nærorientalsk arkæologi fra Københavns Universitet, så jeg var langt fra mit traditionelle fag, da jeg startede som leder i Park og Natur, men jeg blev ved og ved med at stille spørgsmål, indtil jeg forstod tingene. Det er jeg sikker på er en af evnerne, jeg har fået fra min humanistiske uddannelse. Den har gjort mig dygtig til at sætte mig ind i nye ting og lære at forstå, hvordan ting virkelig hænger sammen”.

Også ph.d. i historie Jakob Skov­gaard arbejder i dag med klimaløsninger i Københavns Kommune. Han er projektmedarbejder i Afdelingen for Bæredygtig Udvikling.

“Mit job går på sin vis ud på at bygge bro på tværs af sektorer og aktører med forskelligartede interesser og holdninger for at skabe bæredygtige løsninger og initiativer. Her er det vigtigt at have evnen til at sætte sig ind i forskellige motivationer og tankegange, og den egenskab har jeg fået styrket gennem min uddannelse”, siger Jakob Skovgaard.

Igennem sprog, litteratur og historie lærer humanister at forstå menneskelige relationer og adfærd, og det mener Jakob Skovgaard er vigtigt, hvis vi skal udvikle bæredygtige løsninger til samfundet.

“Klimakrisen er jo i høj grad menneskeskabt, derfor er det også de menneskelige handlinger, som skal ændres, og det kræver mere end beretninger om klodens forværrede tilstand. Hvis man vil have folk til at tænke mere på klimaet, så må man også diskutere positive visioner for alternative måder at indrette samfundet på”.

En politisk prioritering

Den norske udredning er det første politiske dokument, som gennemgår humanistområdet i sin helhed, forklarer Johannes Waage Løvhaug, afdelingsdirektør i afdeling for universitets- og højskolepolitik i Norges forskningsråd. Han siger, at rapporten har haft stor betydning for prioriteringen af humaniora i Norge.

“Initiativet kom fra den norske regering, efter at det i en lang periode var blevet diskuteret, hvilken rolle humaniora har i universitetsverdenen og i samfundet. Der er nu et forskningspolitisk ønske om, at humaniora i større grad skal involveres i forskningen om samfundets udfordringer”, siger Johannes Waage Løvhaug, der også er projektleder på opfølgningen til “Melding 25”.

I kølvandet på udredningen valgte det norske forskningsråd at hæve midlerne til humaniora fra tre til fem procent af den samlede bevillingssum inden 2022. En øgning på 176 millioner norske kroner.

“Humanistisk forskning er blevet inddraget i den overordnede langtidsplan for forskning i Norge. Humaniora er blevet forskningspolitisk vigtig. Vi har for eksempel i Forskningsrådet udarbejdet en plan for humanistisk forskning med nogle konkrete mål”, forklarer Johannes Waage Løvhaug.  

Det forventes, at Forskningsrådet har de første evalueringer af humanioraløftet klar i begyndelsen af det nye år. Først her vides det, hvilken forskel det politiske fokus og de ekstra penge har gjort.

Ekspert i kulturelle koder

Integration er en af de andre aktuelle samfundsudfordringer, som den norske rapport behandler.

Her beskrives det blandt andet, hvordan de humanistiske fag har betydning for integration, fordi man studerer grundstenene i fællesskabsdannelse og bidrager med en forståelse af, hvordan identiteter har udviklet sig historisk.

Mette Fenger er en af de humanister, som har haft stor succes med at bruge sin uddannelse i arbejdet med integration. Hun er uddannet cand.mag. i arabisk sprog og kultur og arbejder i dag som daglig leder i Dansk Flygtningehjælps kursusafdeling, underviser og projektkoordinator.

“Herhjemme kan man synes, at det er underligt, at mange indvandrere for eksempel ikke har den samme tillid til det offentlige system, som vi har, men hvis man ved, hvad de kommer fra og har været vant til, så forstår man det”, siger Mette Fenger, som er ansvarlig for at udvikle og udbyde kurser i blandt andet kulturforskelle og interkulturel kommunikation hos Dansk Flygtningehjælp.

“Vi underviser blandt andet kommunale medarbejdere inden for det integrationsfaglige område, så de er bedre rustet til at forstå borgere med indvandrerbaggrund. Jeg underviser også en hel del selv. Her bruger jeg for eksempel min viden om Mellemøsten og etnografistudiet til at forklare kulturforskelle og deres betydning”.

“Der er brug for at få alle fagligheder i spil”

Formand for Dansk Magisterforening, Camilla Gregersen, mener at humaniora helt ufortjent har fået et rygte, som noget man bare kan skære ned på. Hun mener derfor, at vi som samfund har brug for en bredere erkendelse af, hvad humaniora bidrager med, og hvorfor det er vigtigt.

“Der er brug for at få alle fagligheder i spil for at løse de mangeartede udfordringer, som vores samfund står over for. Humaniora spiller en væsentlig rolle i mange felter, og humanisterne skal vise hele paletten frem, så alle kan se, hvordan de beriger både brancher og hele samfundet “, siger Camilla Gregersen.

Den holdning deler professor Tine Damsholt:

“Vi har brug for stærke fortællinger for at forme vores fælles fremtid, og vi har brug for humanister til at undersøge hvornår og hvordan disse fortællinger kan gøre en forskel og i hvilke sammenhænge. Det samme gælder fortællinger om, hvordan humanister bidrager til samfundet. Der er brug for nye italesættelser af humanisters bidrag, og det har vi alle sammen et medansvar for”.

Hos det danske regeringsparti, Socialdemokratiet, har man dog ikke tænkt sig at øge hverken opmærksomheden på eller midlerne til humaniora, siger uddannelses- og forskningsordfører for Socialdemokratiet Kasper Sand Kjær.

“Jeg tror, at det er helt rigtigt, at vi har brug for humanister, hvis vi skal løse komplekse problemer som klimakrisen og integration. Her kræver det nemlig, at alle er en del af løsningen. Men vi bruger jo allerede penge inden for forskning i humaniora i dag”.