Fond dropper krav om fastansættelse af forskere fra grundforskningscentre
Indlejringskravet har medført fyringer på Niels Bohr Institutet, siger TR Bjarne Andresen © Foto: Christian Lindgren, Ritzau Scanpix
Kravet om fastansættelse har tidligere haft den utilsigtede konsekvens, at allerede ansatte forskere blev fyret
Danmarks Grundforskningsfond (DG) ændrer nu politik og skrotter det såkaldte indlejringskrav, når de bevilliger penge til nye grundforskningscentre, de såkaldte Centers of Excellence. Det skriver Forskerforum.
Hidtil har forventningen været, at universiteterne skulle tilbyde at fastansætte to forskere fra et center i løbet af bevillingsperioden, men det bliver droppet fra næste ansøgningsrunde med frist i 2021, fortæller fondens direktør Søren-Peter Olesen.
”Vi bevilliger penge til forskning og vil ikke blande os i universiteternes drift”, siger han. ”Institutionerne bestemmer selv, hvem de vil ansætte, og fremover forventer vi blot, at de stiller med det stærkeste hold af fastansatte, når de søger hos os”.
Tanken med indlejringsstillingerne har været, at de skulle fungere som et stærkt kort, centrene kunne benytte for at gøre sig attraktive for de bedste forskere fra hele verden, tilføjer Søren-Peter Olesen tilføjer. Muligheden for at tilbyde en fastansættelse skulle lokke forskerne til. Men på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet (Science) på KU har den utilsigtede konsekvens været, at de blev tvunget til at afskedige allerede fastansatte forskere, blandt andet for at skabe plads til at indlejre forskere fra deres mange Centers of Excellence.
Fonden vil fremover kræve, at der i forbindelse med ansøgningen afleveres en forskningsplan, hvor det fremgår, at de centrale medarbejdere, der skal udføre forskningen, allerede er ansat og lønnet af institutionen, eller at deres fremtidige ansættelse er garanteret af universitetet - men altså ikke længere end bevillingen fra grundforskningsfonden løber.
Kritiker: Hvorfor vente to år?
Den største kritiker af fondens indlejringskrav har været Bjarne Andresen, lektor og tillidsrepræsentant på Niels Bohr Institutet (NBI) på Københavns Universitet.
Både NBI og Statens Naturhistoriske Museum har været tvunget til at afskedige fastansatte forskere, hvilket tillidsmanden har koblet sammen med, at der skulle skabes plads til at indlejre forskere fra deres mange grundforskningscentre.
Det glæder ham, at fonden har ændret indstilling, da han mener, at det var urimeligt, at DG ville bestemme over universiteternes ansættelsespolitik år ud i fremtiden.
Det undrer ham dog, at ændringen ikke kommer til at gælde i forbindelse med de 10 centre, som DG i øjeblikket er ved at indgå aftaler om med bevillinger på i alt 700 mio. kr. Ledelsen på Science meldte nemlig ud tidligere i år, at den ikke længere ville tilbyde indlejringsstillinger, men alligevel skal tre af de nye centre oprettes på KU, heraf to på Science.
Science-dekan John Renner Hansen siger, at det er korrekt, at man tidligere på året havde en diskussion i ledelseskredsen på fakultetet, hvor direktionen og institutlederne var enige om, at indlejring af stillinger er en dårlig praksis, men Science-ledelsen har valgt at gå på kompromis og har accepteret at tilbyde en indlejringsstilling per center i forbindelse med den igangværende runde, da man ellers i realiteten ville afskære forskerne fra at søge.
”Vi vil ikke ødelægge det for vores forskere ved at holde stædigt fast i nogle principper. Vi overlever nok at tilbyde en stilling per center, og så glæder vi os ellers over, at der er kommet en afklaring, og at det bliver lavet om fra 2021”, siger John Renner Hansen.
Bjarne Andresen derimod kalder det beskæmmende og for et knæfald, at Science-ledelsen åbenbart ikke har formået at stå fast overfor Grundforskningsfonden.
Indlejring er blevet praksis
Søren-Peter Olesen siger, at det allerede nu er muligt at ansøge om bevilling, uden at indlejring er en del af kontrakten, så længe der bliver tilbudt anden form for medfinansiering fra universitetets side. Han anerkender dog, at der har udviklet sig en praksis, der indebærer en gensidig forventning om indlejring, og fonden har derfor heller ikke villet ændre spillereglerne midt under den igangværende ansøgningsrunde.