Arkæologer finder mammutfælder: Vi brugte fakler til at jage de kæmpe dyr
Her ses en mammut americanum, der levede i Nordamerika © Foto: Michael Long/Science Photo Library/Ritzau Scanpix
En kæmpe mammutgrav er fundet i Tultepec i Mexico. Der er fundet mere end 800 knogler af elefantens forfader og en fælde. Det afslører helt ny viden om menneskets jagt.
Fem mænd står og vifter med fakler og pinde. Foran dem står en mammut. Det gigantiske dyr træder tilbage og forsøger at undslippe mændene med faklerne. De slår ud efter mammutten for at lokke den ind i deres mammutfælde.
Sådan kan scenariet meget vel have udspillet sig for 15.000 år siden i Tultepec i Mexico.
Her har arkæologer nemlig fundet 824 mammutknogler og en mulig mammutfælde, der skulle være bygget af mennesker for omtrent 15.000 år siden. Det skriver Ritzau.
Fundet er resultatet af 10 måneders arbejde på udgravningsstedet. Og det er ifølge forskerne selv første gang, man finder en mammutfælde.
Ny viden om organiseret jagt
Hidtil har man troet, at mennesker kun dræbte mammutter, hvis mammutterne var enten sårede eller fanget. Men ifølge arkæologerne viser dette fund, at det kunne være planlagt at fange mammutterne med såkaldte mammutfælder. Det skriver BBC.
Ifølge forskerne skulle mennesker have jaget mammutterne ind i fælderne ved hjælp af fakler og grene. Og det repræsenterer en hel ny måde at forestille sig samspillet mellem mammutter og mennesker, udtaler Diego Prieto Hernandez, direktør for Mexicos Nationale Institut for Historie og Antropologi i en pressemeddelelsen.
Jesper Milàn, museumsinspektør hos Geomuseum Faxe, geolog, ph.d., siger til Magisterbladet, at det er tale om et interessant fund.
”Man har tidligere vidst, at forskellige fortidsmennesker jagede store byttedyr. Det her er et godt eksempel på, hvordan de har gjort. Det her er et rigtig instruktivt og dokumentation af, at det er meget organiseret jagt. Fundet her viser, hvordan vi systematisk har været i stand til at nedlægge store byttedyr som mammutter”, siger han.
Jesper Milàn tror, at det kan have betydning for, hvordan man ser og analyserer tidligere lignende fund.
”Det kan være, at man begynder at kigge på andre fund og kigge anderledes på dem. Her vil man måske gå ind og tjekke, om noget tilsvarende kunne være sket for tidligere fund”, siger han.
Den uddøde elefantart
Mammutten levede i Nordeuropa, Asien og Nordamerika frem til sidste istid.
Det mest berømte fund er fra Beresovka i Sibirien, hvor en hel mammut i år 1900 blev gravet ud af permafrossen jord.
Den uldhårede mammut (Mammuthus primigenius) er måske den bedst kendte art. Den uddøde for 12.000-10.000 år, muligvis på grund af klima- og vegetationsændringer.